Jordemoderforeningen mener: Danmark mangler en højtplaceret jordemoder, der kan tale svangreomsorgens sag

Jordemoderforeningen og Sundhedsstyrelsen er ikke
umiddelbart enige om behovet for en CMiO i Danmark.

Hvad skal der til, for at vi kan tilbyde god svangreomsorg til alle gravide, fødende og barslende i Danmark? Det spørgsmål skal løbende rejses på alle niveauer i det danske samfund af en kompetent og højtplaceret embedsperson, der har uddannelsen og kompetencerne til at forstå området. En person, man kunne give titlen Chief Midwifery Officer (CMiO). Men titlen er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at man indser, at sådan en person mangler i systemet i dag. Det er Jordemoderforeningens holdning.

»Vi savner en anerkendelse af det kæmpe område, som jordemødre er en del af at varetage. Vi hjælper 180.000 borgere igennem systemet hvert år – cirka 60.000 fødende, deres partnere og nyfødte. Så det felt, jordemødre arbejder i, er kæmpestort. Vi har behov for ikke bare at drifte det, men også diskutere, hvordan vi udvikler og prioriterer det på nationalt niveau. Hvem taler det område og de mange borgeres sag? Det kunne måske være en CMiO, der gjorde det,« lyder det fra forkvinde i Jordemoderforeningen Lis Munk.

Hun suppleres af næstforkvinde Mette Rotesan, der retorisk spørger:

»Hvad betyder det for forebyggelsen, hvis vi dropper en graviditetsundersøgelse? Hvad betyder det for familiedannelsen, at man har haft kontinuerlig jordemoderbistand under ens graviditet? Hvad betyder det for vores best practice, hvis vi ændrer det ene eller andet i vores svangreomsorg? Det ville være virkelig betydningsfuldt, hvis vi havde en person ansat i embedsværket , der samlede trådene på vores område, lå inde med en masse viden og kunne træde ind i vigtige diskussioner på nationalt og internationalt niveau.«

Ifølge de to jordemødre, der udgør foreningens øverste ledelse, bruger Jordemoderforeningen, som det er i dag, løbende ressourcer på at sikre, at jordemoderfaget bliver inviteret rettidigt ind i vigtige diskussioner.

»Når Danske Regioner fx netop har nedsat et nyt kvalitetsinstitut til at arbejde med nationale kliniske retningslinjer, som oprindeligt kun bestod af læger, så er vi med det samme ude og sige: ’Læger skal da ikke sidde alene og lave instrukser om vores fag, der skal være en jordemoder med.’ På den måde skal skal vi hele tiden være på dupperne og sikre at jordemoderfagligehden får plads. Hvis vi havde en jordemoder i Danmark med en rolle a la en CMiO, ville hun kunne være en garant for, at jordemoderfagligheden var selvskrevet i diverse administrative sammenhænge,« eksemplificerer Mette Rotesan.

Det bakker Lis Munk op om. For som situationen er i dag, oplever hun det lidt som ’alles ansvar er ingens ansvar’.

»Sundhedsstyrelsen lukrerer af og til lidt på, at andre tager ansvar for svangreomsorgsområdet. Fx under covidpandemien, hvor Jordemoderforeningen lagde utallige arbejdstimer i at lave retningslinjer, som man helt ærligt godt kunne have forventet, at Sundhedsstyrelsen havde taget ansvar for. Men hvem skulle gøre det på embedspersonsniveau? Hvem sad med viden om gravide og fødeområdet og kunne rådgive? Vi vil gerne være en ressource, men det burde da være en offentlig opgave at sørge for sufficiente tilbud til borgerne gennem graviditet, fødsel og barsel. Den interessevaretagelse bør ikke skulle finansieres af jordemødres kontingentkroner til deres fagforening. Så vi synes, det er på tide at samle den funktion i en navngiven rolle, og vi ser det som en samfundsinvestering. Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger denne sommer. Man kunne håbe, at en sådan rolle kunne finde plads i det stykke arbejde. Ellers må vi fortsætte med at argumentere for det i andre sammenhænge.«

Og den fortsatte argumentation kan der nok blive brug for. I hvert fald ser man ikke umiddelbart grund til, at Danmark har brug for en højtplaceret jordemoder i embedsværket, hvis man spørger Sundhedsstyrelsen. I et skriftligt svar til Tidsskrift for Jordemødre siger de:

»Ligesom søstersundhedsstyrelser i mange andre lande varetager Sundhedsstyrelsen funktionerne i relation til WHO mv. ved at lade os repræsentere af relevante direktører, chefer, medarbejdere eller lign. afhængigt af den konkrete sammenhæng. Sundhedsstyrelsen har derfor ingen ansatte som Chief Medical Officer, Chief Dental Officer eller andre i specifikke, monofaglige stillinger. På samme måde arbejder læger i Sundhedsstyrelsen heller ikke alene med lægefaglige emner. Det har en betydelig styrke, at vi gør det sådan, fordi vores repræsentation har større organisatorisk tyngde, og fordi det giver os den tværfaglighed, som er afgørende for vores virke og sundhedsvæsenet generelt.«

I Jordemoderforeningen giver Lis Munk og Mette Rotesan ikke meget for den logik.

»Det er lidt sjovt, at Sundhedsstyrelsen vælger at fremhæve, at de organiserer sig ligesom deres ’søstersundhedsstyrelser’, når man lige præcis har udnævnt en CMiO i Sverige for kun et år siden. Derudover klinger Sundhedsstyrelsens højt besungne tværfaglighed hult, når de kun har læger og sygeplejersker ansat til at varetage den. Ingen af deres ansatte har en jordemoderfaglighed. Vi mener, at det ville give mening at have en samlende person til at give svangreomsorgen, der kan sikre alle en god start på livet, den ’organisatoriske tyngde’, Sundhedsstyrelsen refererer til. Den rolle bør varetages af kommende og nye familiers primære omsorgsperson – en jordemoder.«


Læs andre artikler om emnet:

Svensk Chief Midwifery Officer om rollen: “En investering i kvinders sundhed”

“Svenska Barnmorskeförbundet” lavede lobbyarbejde i flere år for at få en CMiO

ICM kritiserer sammenblanding af fagligheder