”Bliv ved, du gør det helt rigtigt”. Sådan lød opmuntringen fra jordemødre og sundhedsplejersker i dagene og ugerne efter, at Sarah Ruben fødte sit første barn og kæmpede for at få amningen til at fungere. Trods korrekt sutteteknik fra lille Helenas side og en ihærdig indsats leveret af den nybagte mor, der blandt andet omfattede udmalkning med pumpe mellem amningerne og indtag af diverse teer til fremme af mælkeproduktionen, måtte Sarah opgive at amme efter et par uger. Hun kunne simpelthen ikke producere nok mælk til den sultne pige og allerede tidligt i forløbet begyndte hun at give hende en flaske om aftenen. ”Din datter skal have en flaske og du skal have ro”, var der en erfaren jordemoder, der anbefalede på femtedagen.
Og ro og fred var lige, hvad Sarah trængte til efter, at hendes datters gråd var taget til, og hun skreg mere og mere intenst af sult. De nybagte forældre var rådvilde, men fik lidt fred, da Helena faldt til ro på flasken og sov trygt og godt for første gang i flere døgn. Ønsket om at få amningen til at fungere, så flasken blev overflødig, var dog stort hos Sarah og telefonen glødede fortsat mellem hjemmet på Østerbro og jordemødre fra barselafsnittet på Aldersrogade med gode råd om, hvordan mælkeproduktionen kunne stimuleres. Heller ikke sundhedsplejerskerne, der kom i hjemmet fire dage efter den ambulante fødsel, fangede den tilstand af desperation og ensomhed, som Sarah efterhånden befandt sig i. Hun følte, at hun løb panden mod en mur, fordi ingen tog hendes bekymring alvorligt. Bekymringen handlede om den fysiologiske evne til at producere nok mælk.
En A- og en C-skål
Da Sarah var ni år tog hendes mor hende til læge. Hun var bekymret over, at datteren allerede var begyndt at udvikle bryster, men blev beroliget efter, at en hormontest var normal. Da Sarah var tolv år tog væksten af brysterne for alvor fart, men i en alder af 14 år, var der markant forskel på størrelsen. Igennem teenageårene kompenserede den unge pige med puder i bh’en i sikker forvisning om, at det ville udligne sig, når hun nåede op i 20’erne.
– Min læge forsikrede mig om, at når jeg først blev voksen og blev gravid, så ville forskellen forsvinde, fortæller Sarah og valgte i en alder af 23 år at acceptere, at hendes venstre bryst var en solid C-skål, mens det højre forblev i størrelse som en A-skål.
Da hun var 27 år blev hun gravid og hun og manden var svævende lykkelige over udsigten til forældreskab.
– I mit stille sind var det umuligt for mig, ikke også at glædes over udsigten til fyldigere bryster, siger Sarah, der blev gravid kort tid efter, at hun og manden planlagde, at det skulle ske. Hun havde aldrig oplevet problemer med menstruationen eller spist p-piller. Det hormonelle system syntes altså at være intakt og velfungerende.
Manglende viden
Maven voksede, som den skulle og Sarah startede med at gå til jordemoder på Rigshospitalets jordemodercenter. Men samtidig sneg bekymringen over, at hendes bryster ikke voksede eller overhovedet reagerede på graviditeten, sig ind.
– Jeg undrede mig over, at kun det venstre bryst var lidt fyldigere end ellers. Jeg fik aldrig brystspænding i løbet af graviditeten og kunne passe den samme bh hele vejen igennem, siger Sarah. Hun spurgte flere gange specifikt til, om størrelsesforskellen kunne komme til at give problemer med amningen, men fik hver gang at vide, at det skulle hun ikke bekymre sig om.
– Ingen bad mig om lov til at se mine bryster eller undersøge dem. Ingen fagperson gik i dybden med min bekymring, og både jeg og min mand var for autoritetstro til at insistere på, at det blev undersøgt nærmere. Selv havde jeg på det tidspunkt ikke overvejet, at det kunne skyldes, at jeg manglede kirtelvæv – en tilstand som jeg aldrig havde hørt eller læst om og som jordemødrene og sundhedsplejerskerne tilsyneladende heller ikke kendte til, siger hun.
Fødslen gik, som Sarah havde kunnet ønske sig. Lille Helena skreg med det samme og begyndte helt efter bogen straks at møffe sig op til en brystvorte.
– Hun suttede og suttede på begge bryster og jordemoderen sagde, at det var en helt fantastisk start på amningen. Vi besluttede os derfor til at tage hjem som ny familie fortæller Sarah. Alt gik jo tilsyneladende perfekt.
Usikkerheden vokser
Men idyllen varede kort. På tredjedagen skreg den lille pige som besat. Uanset hvor ihærdigt Sarah arbejdede for at få gang i mælkeproduktionen, så forblev det ene bryst nærmest tørlagt, mens det andet producerede lidt mælk, men ikke nok til at mætte. Da sundhedsplejersken, der kom på besøg på fjerdedagen ignorerede den nybagte mors bekymring og foreslog, at hun lejede en brystpumpe for på den måde at få gang i mælkeproduktionen, følte hun, at hun løb panden mod en mur.
– Jeg blev usikker på alt. Pumpede jeg rigtigt? Lagde jeg hende rigtigt til? Selv da vi begyndte at give hende lidt erstatning om aftenen, så hun faldt til ro, kunne jeg ikke sove eller slappe af. Jeg var usikker på mig selv på en måde, jeg aldrig har været før. Jeg begyndte at tvivle på mine evner til at være mor, når jeg ikke kunne finde ud af at give hende mad. Selvom min mand var solidt plantet ved min side og følte min fortvivlelse, følte jeg mig utrolig alene og desperat, siger Sarah.
Sarahs mor kom nu på banen og det var den nybagte mor taknemmelig for. Der blev googlet og fundet beretninger om problemer på grund af for lidt kirtelvæv. Sammen konsulterede de Sarahs praktiserende læge knap to uger efter fødslen, hvor hun stadig kun kunne malke 25 ml ud – og kun fra det venstre bryst – mens Helena nemt drak 70 ml fra flaske. Lægen palperede brysterne og vurderede, at der ikke var nok kirtelvæv. Også den praktiserende læge var uden erfaring med tilstanden og havde forinden konsulteret Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion.
Efter besøget hos lægen traf Sarah og hendes mand beslutningen om at opgive amningen. Fagfolk anbefalede dem at gå helt over til modermælkserstatning.
– Fagfolk omkring os rådede til at gå hele vejen med flasken, så ammeprojektet ikke overtog glæden ved forældreskab og selve barslen, siger hun. Der var ingen problemer med at stoppe udmalkning og amning. Ingen brystspænding, ømhed eller mælkeknuder. I fællesskab løftede Sarah og hendes mand opgaven om at være flaskeforældre.
Helena er i dag knap et år og begyndt i dagpleje. Sarah er en glad mor netop vendt tilbage til sit speciale. Men oplevelserne både i graviditeten og efter fødslen vil hun gerne dele med andre. Først og fremmest vil hun gerne være med til at udbrede kendskabet til bryst hypoplasi, selv om det er en sjælden tilstand. Hun vil også gerne slå et slag for, at de sundhedsprofessionelle går ind i de bekymringer, som de fleste gravide og nybagte mødre har. Nogle bekymringer er begrundede, som i Sarahs tilfælde, andre kan overvindes gennem samtale.
Sarah har ikke talt med nogen om fremtidige graviditeter, men nu ved hun, hvad hun og hendes bryster kan præstere, og at et liv som flaskemor til tider kan være omstændigt, men at flasken har sine fordele og ikke skal sætte en dæmper på hverken barsel eller moderskab.