Helt siden kolonitiden er jordemoderfaget og sygeplejefaget blevet flettet ind i hinanden, og i mange lande skal man fortsat være sygeplejerske, før man kan blive jordemoder. Og så opstår forvirringen, som leder til, at jordemødre ganske ofte bliver underordnet sygeplejersker på globalt plan. Sådan lyder forklaringen fra International Confederation of Midwives (ICM).
Selv i verdenssundhedsorganisationen WHO er den gal, hvis man spørger ICM’s administrerende direktør Sally Pairman:
»WHO bruger betegnelsen ‘Goverment Chief Nursing and Midwifery Officers’ (GCNM). Ganske ofte er dem med den titel hovedsageligt sygeplejersker. De har måske af og til en jordemoderautorisation, men de bruger den ikke til at praktisere som jordemødre. Vi argumenterer for, at jordemoderkundskab er en særskilt, separat profession med sin egen uddannelse, og at man skal arbejde med faget i hverdagen for at være jordemoder. Og derfor giver det ikke mening at have jordermoderfaget reguleret eller kontrolleret af staten via sygeplejersker.«
I praksis er det dog ofte det der sker, fortæller hun.
»Mange lande har en Chief Medical Officer og en Chief Nursing Officer, men ikke en Chief Midwifery Officer, fordi man i sundhedsministeriet har slået de to ting sammen og lavet en blandet GCNM-stilling, som af og til går til en sygeplejerske, der slet ikke ved noget om jordemoderfaget. Senere indser man så nogle gange, at det ikke fungerer og får en jordemoder til at rådgive om det jordemodernære, men vi argumenterer for, at de i stedet skal anerkende, at det er to forskellige fag og have en reel rolle som CMiO sammen med deres CMO og CNO.«
Konkurrende behov
Det kan nemt komme til at virke som en kamp om ord. Så oplever ICM med deres globale blik på faget, at det reelt giver mening, når et land har en centralt placeret jordemoder som CMiO?
»Det har betydning for at sikre, at svangreomsorgen har den rette jordemoderarbejdsstyrke og de rette ressourcer, så den kan levere kvalitetsomsorg til fødende og babyer. I nogle lande kan det være med til at reducere mødre- og spædbarnsdødeligheden, mens det i lande som Danmark ofte mere vil handle om at sikre, at alle børn og familier får en god start på livet, hvilket er fundamentet for en sund befolkning. Og når man har nogen der taler ud fra det perspektiv i et sundhedsministerium, hvor der er mange konkurrerende behov, så kan vedkommende hjælpe med at sikre ressourcer, og at de politikker og retningslinjer, der bliver udviklet, er evidensbaserede.«
Ifølge Sally Pairman er det faktisk tydeligst at se betydningen af jordemødres indflydelse i de lande, hvor svangreomsorgsområdet ikke fungerer.
»Vi ved, at området fx ikke fungerer i lande, hvor det er styret fuldstændigt af obstetrikkere. Det giver meget høje forekomster af unødvendige indgreb. Et eksempel er Brasilien, hvor 80 procent af kvinder får kejsersnit – et tal, som vi jo ved, bør ligge på 15-20 procent ifølge WHO. Så når svangreomsorgen bliver styret af andre interesser, er man nødt til at have et jordemoder-modstykke til det i systemet.«
Må ikke blive en kransekagefigur
Det er dog vigtigt, at det modstykke, Sally Pariman taler om, skal have gennemslagskraft, budgetter og være et reelt talerør for jordemoderfaget. Ellers udebliver effekten – det har Sally Pairman set eksempler på.
»Der er brug for, at den udnævnte Chief Midwife er mere end en kransekagefigur. Der er et østeuropæisk land, hvor de har udnævnt en CMiO, men hun har ingen ansatte, intet budget og ingen autoritet. Så hun kan ikke gøre nogen reel forskel, og dermed er titlen meningsløs. Rollen i sig selv hjælper jo ikke noget, hun skal kunne påvirke og ændre ting og have et mandat, så det har vægt, når hun udtaler sig.«
Læs andre artikler om emnet:
Svensk Chief Midwifery Officer om rollen: “En investering i kvinders sundhed”
“Svenska Barnmorskeförbundet” lavede lobbyarbejde i flere år for at få en CMiO