Hvorfor valgte du at læse videre?
Jeg har længe haft en drøm om at få lov til at læse på akademisk niveau med tid til fordybelse. Jeg har også savnet akademiske udfordringer i mit arbejde, og jeg følte, at jeg havde behov for supplere mine kompetencer for at få mulighed for at få disse udfordringer. Jeg vil gerne kombinere mine 22 års praktiske erfaring med videnskabelig viden. Det ser jeg som et godt match. Det har selvfølgelig været en ekstra udfordring, at skulle løfte sig til kandidatniveau uden en baggrund som bachelor.
Med en konstant stigende pensionsalder og cirka halvvejs i mit arbejdsliv, har jeg også gjort mig tanker om mit jordemoderliv som ældre, og der kan jeg ikke se mig selv fortsætte i skiftende arbejdstider.
Du har ikke arbejdet undervejs. Hvordan har du klaret det?
Jeg har valgt at leve af min SU og lidt opsparing. Jeg har tidligere læst en diplom samtidig med et lederjob, men denne gang ville jeg unde mig selv luksussen af at kunne fokusere og fordybe mig.
Jeg har økonomisk planlagt mit studie et lille år forinden, hvor jeg skar alle unødvendige udgifter væk og sparede op. Jeg forsøgte at leve af, hvad der svarer til en økonomi som studerende. Det gav mig en fornemmelse af, om jeg var i stand til at få det til at hænge sammen. Det har selvfølgelig krævet økonomisk bevidsthed.
Efter to år begynder der at være brug for at købe nyt. Men for mig har det været skønt at bruge nye sider af mig selv og udvikle mig, ting kan jeg jo altid købe.
Hvorfor valgte du jordemoderkandidaten?
Jeg har altid været glad for mit fag, men jeg overvejede da andre kandidatuddannelser. Valget faldt på jordemoderkandidaten, fordi den både har et monofagligt og et tværfagligt spor. En god kombination når jeg ønsker at fortsætte indenfor faget.
Uddannelsen har budt på spændende forelæsninger og et godt studiemiljø både mono- og tværfagligt. Med mig har jeg fået en værktøjskasse med metoder, som jeg glæder mig til at anvende i praksis.
Hvad vil du gerne bruge uddannelsen til bagefter?
Jeg kunne godt tænke mig at undervise, måske på jordemoderuddannelsen. Jeg ser også muligheder for at indgå i tværfaglige akademiske arbejdsfællesskaber kombineret med klinisk arbejde.
Jeg tog et tilvalgsmodul ‘International Heath’ på Københavns Universitet i sommers, fordi jeg tænker, jeg igen skal involvere mig i reproduktiv sundhed i udlandet – der kan man virkelig gøre en forskel. For mig er det en god kombination at arbejde og rejse, som jeg elsker. Netop i vores fag er erfaringsudveksling så spændende, fordi selve fødslen er universel, men forholdene omkring den er så forskellige.