Hvorfor alle jordemødre bør kende MindMyAngel

MindMyAngel er en non-profit forening, der stiller ting som svøb, nøddåbskjoler og indsatser til kølelifte gratis til rådighed til forældre, der mister. Men ikke alle kender til foreningens tilbud.



perSom jordemoder står man nogle gange ansigt til ansigt med det allersværeste: at støtte forældre, der mister deres barn under graviditeten, ved fødslen eller kort efter. I de øjeblikke, hvor tiden kan være knap, og ordene ofte utilstrækkelige, kan de rammer, fagpersoner tilbyder, få afgørende betydning for forældrenes mulighed for at tage en værdig afsked.

MindMyAngel er en non-profit forening, der netop arbejder for at støtte forældre i den svære situation, hvor de mister et barn. Foreningen stiller smukt og værdigt afskedsmateriale gratis til rådighed for hospitaler og familier. Donerede brudekjoler omsyes af frivillige syersker til blandt andet svøb, sov-sødt-poser, nøddåbskjoler, kisteindsatser og indsatser til kølelifte m.m., som forældrene kan bruge i det sidste farvel til deres barn.

Kendt – men ikke kendt nok

Mange jordemødre, der arbejder med perinatale tab og sene aborter, kender allerede den lille forenings gratis tilbud, som alene er finansieret ved hjælp af donationer uden kommercielle interesser. Men desværre er kendskabet langt fra ensartet på tværs af landet. Der er stor forskel mellem sygehuse – og også internt mellem afdelinger – på, om perSomsonalet kender til muligheden for at tilbyde forældrene MindMyAngels tilbud. Selv på hospitaler, hvor MindMyAngel er et tilgængeligt tilbud på fødeafdelingen, er det ikke givet, at personale på neonatale eller gynækologiske afsnit kender til muligheden. Konsekvensen er, at forældre ikke altid får det tilbud, der reelt findes.

Lige adgang – uanset geografi og fødested

Foreningen oplever derfor ofte, at forældre eller pårørende kontakter MindMyAngel direkte og beder foreningen om at sende svøb eller kisteindsatser direkte hjem til familien. Det sker typisk, når tilbuddet ikke er blevet givet på sygehuset.

Det vil foreningen meget gerne ændre, for tilbuddet bør gives til alle, uanset hvilket fødested og uanset hvilket afsnit forældrene er tilknyttet, når de mister. Kun hvis alle forældre bliver præsenteret for tilbuddet på hospitalet, kan de selv træffe det valg, der er rigtigt for dem midt i sorgen.

En fælles opgave

MindMyAngel ønsker derfor, at budskabet om foreningens tilbud når bredere ud – ikke fordi jordemødre i dag gør noget forkert, men fordi organisering, vagtlag,personaleudskiftning og sektorovergange kan skabe huller i vidensdeling og formidling om tilbuddet.

Bodil Brøndum Kirkelykke, som er bestyrelsesmedlem i foreningen, udtaler:

”Sorgen er den samme, hvad enten tabet sker tidligt eller sent i graviditeten eller kort efter fødslen, og vi ønsker, at alle berørte får kendskab til vores tilbud.”

Hun understreger, at jordemødrene spiller en nøglerolle, når de sikrer, at forældre bliver mødt med omsorg, faglighed og mulighed for at skabe minder i en uigenkaldelig situation.

”Derfor er det vigtigt, at jordemødrene kender til MindMyAngel, som er ét af de redskaber, der kan understøtte netop dette arbejde,” fortæller Bodil Brøndum Kirkelykke.


Fakta

Non-profit foreningen MindMyAngel er et tilbud til dig som fagperson, som arbejder med familier, der har mistet et barn. Foreningen tilbyder samarbejde med sygehuse over hele landet.

Forældre, der har mistet et barn, ved ofte ikke, hvad de har brug for eller senere kan få brug for. Tiden, hvor vigtige beslutninger skal tages, kan være kort, og den kan ikke gøres om. Mange forældre har brug for og gavn af at skabe minder med barnet.

Foreningens tilbud bidrager til at sikre sundhedspersonalet den bedst mulige støtte i kontakten med familierne, så forældrene føler omsorg og anerkendelse i deres sorg. Alle tilbud er gratis for både fagfolk og forældre.

Læs mere om MindMyAngels tilbud til fagfolk her: mindmyangel.dk/#til-fagfolk


3 råd fra MindMyAngel:

  • Del viden om MindMyAngel med kollegaer – også på tværs af afdelinger
  • Sørg for, at tilbuddet er kendt både på fødeafsnit, neonatalafsnit og gynækologiske afsnit på jeres hospital
  • Giv alle forældre muligheden for at gøre brug af MindMyAngels tilbud. Derfra er valget deres.