Hvordan skulle hun ellers være?

Elisabeth Brummenstedt er mor til Sif, 3 1/2 år. Sif er født med rygmarvsbrok og er lammet i fødder og underben.

Elisabeth: Sif har grebet ind i vores liv på alle områder. Vi er hele tiden mere på, end man ellers ville være. Men det er jo ikke noget, vi tænker på mere – det er bare en del af livet. Det er jo heller ikke sådan, at jeg går og tænker på, at hun er handikappet. Hun er jo bare Sif. Hun er, som hun er. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan hun ellers skulle være, hvis hun ikke var lige præcis, som hun er. Hun er jo så sød og charmerende – et dejligt barn. Vi ville ikke have undværet hende for noget i verden. Hun har givet os utroligt meget, og der er ingen tvivl om, at hun er et skæbnebarn.