Hjemmefødsler i Norden

Rammerne for hjemmefødsler er forskellige i de nordiske lande. Antallet, der vælger at føde hjemme, varierer ligeledes.

En del af den danske forskergruppe bag Nordic Homebirth har været i Island for at lære om hjemmefødsler. Fra venstre er det Hanne Kjærgaard, dansk projektleder og Karen Ingversen, projektkoordinator.

Den islandske jordemoderforening var vært ved en workshop i Reykjavik om hjemmefødsler på den internationale jordemoderdag, femte maj. Forskergruppen bag Nordic Homebirth fik ved den lejlighed anledning til at møde hjemmefødselsjordemødre fra hele Norden.

På konferencen fik vi indblik i de forskellige betingelser for hjemmefødsler, som jordemødre og kvinder i fem nordiske lande lever med. I det følgende vil jeg give et rids af forholdene i de enkelte lande til sammenligning med Danmark, hvor 1,2 procent føder hjemme med en stigende tendens.

Norge

Norge har 100 hjemmefødsler ud af deres i alt 60.000 fødsler svarende til, at 0,2 procent føder hjemme. Dette til trods for at en del fødende har 1-3 timers transport til afdelingerne. Hjemmefødselstallet er let faldende, måske fordi der bliver bedre og bedre mulighed for at føde på fødeklinik. Jordemødrene er lønnet med mellem 6.000 og 9.000 nkr fra det offentlige, så de gravide må selv betale ca. 6.000 af egen lomme for at føde hjemme. Til gengæld har Helsedirektoratet netop udsendt nationale faglige retningslinjer for hjemmefødsler*.

*Nasjonale faglige retningslinjer for hjemmefødsel. Svangerskab, fødsel og barseltid i trygge hender. Helsedirektoratet. Findes på www.helsedirektoratet. no.

Sverige

Sverige har 100 hjemmefødsler ud af 100.000 fødsler i alt årligt svarende til 0,1 procent planlagte hjemmefødsler. Lige så mange føder på vej til hospitalet eller ved ikke planlagte hjem-mefødsler, hvilket ikke kan undre på grund af afstandene. Der er 49 fødesteder i Sverige, men alligevel er der fødende med en afstand til nærmeste fødested på 250 km., svarende til tre timers transport. Tankevækkende nok finder de fleste uplanlagte hjemmefødsler alligevel sted i Stockholm.

I Stockholm kan de gravide, som det eneste sted i Sverige, få penge fra det offentlige til at betale sin hjemmefødselsjordemoder. Staten betaler 20.000 skr men kun til multipara og med et krav om, at der skal være to jordemødre tilstede (som jo så skal dele lønnen).

Finland

I hele Finland er der årligt 10-12 hjemmefødsler ud af det totale antal fødsler på 60.000 svarende til 0,02 procent. Men der er diskussion om emnet, så måske bliver det anderledes i fremtiden.

Island

Island har ca. 100 hjemmefødsler pr. år ud af kun 4.500 fødsler i alt. Det svarer til 2,2 procent hjemmefødsler. Tallet har været kraftigt stigende de seneste år, selvom det i store dele af Island ikke er muligt at føde hjemme, fordi der ikke er en jordemoder i nærheden, som vil komme til hjemmefødsel. Det offentlige betaler hjemmefødselsjordemoderens honorar samt kørepenge, så hun kommer op omkring 10.000 kr. pr. fødsel. De gravide betaler ikke selv et beløb oveni, modsat Sverige og Norge. Dette skyldes, at man traditionelt ikke opkræver betaling for fødselshjælp. Derfor arbejder mange jordemødre fuld tid med noget andet eller som sygehusjordemødre ved siden af deres hjemmefødselsarbejde. Tre yngre jordemødre varetager ca. 70 procent af alle hjemmefødsler i hele Island. De fleste hjemmefødsler finder sted i Reykjavik og op til en times kørsel derfra. De tre jordemødre har taget over efter Islands store hjemmefødselsjordemoder, Aslaug Haukdottir, som er gået på pension. De afløsende jordemødre er Kristbjorg Magnusdottir, som har en solopraksis, og Arney Thorarinsdottir og Hrafnhildur Halldórsdóttir, som har en duopraksis. De lever primært af hjemmefødslerne, men tager også ud, hvis en kvinde har født uplanlagt hjemme. I disse tilfælde kommer hjemmefødselsjordemoderen i stedet for en ambulance, og kvinden kan som regel forblive i hjemmet. Kvinderne sætter stor pris på denne hjælp. Dette honoreres som hjemmefødsel og er et vigtig supplement til indkomsten. En jordemoder havde sidste år fem uplanlagte hjemmefødsler og 31 planlagte.

Denne service over for de fødende kunne man også indføre i de områder i Danmark, som har en hjemmefødselsordning.

Alt i alt kan man se vigtigheden af en ordentlig offentlig betaling af hjemmefødselsjordemoderens løn. Men også at det ikke nødvendigvis er en forudsætning for et højt antal hjemmefødsler, at det er muligt for alle at føde hjemme med en sygehusansat jordemoder, som det er tilfældet i Danmark.


Hjemmefødsler i Norden 2010-2014

Indsamlingen af data til Nordic Homebirthundersøgelsen sluttede den 15. maj, da data fra 1.500 hjemmefødsler var registreret.

Formålet med undersøgelsen var at foretage en detaljeret registrering af alle planlagte hjemmefødsler i Norden i perioden 2009-2013: Antal, karakteristika for de hjemmefødende, antal overflytninger, årsager hertil samt maternelt og føtalt udkomme.

Der er i fagkredse modstridende opfattelser af sikkerheden for mor og barn ved planlagte hjemmefødsler. Der er dog ikke evidens for at fraråde hjemmefødsel hos raske kvinder, der har gennemgået en ukompliceret graviditet.

Kvinder, som planlægger hjemmefødsel, oplever sjældnere operative forløsninger og andre indgreb i fødselsforløbet sammenlignet med lavrisiko-fødende, som planlægger sygehusfødsel. Det er imidlertid fortsat uklart, om planlagt hjemmefødsel kan føre til øget risiko for barnet, da der findes for få studier af god kvalitet (1-4).

En nyligt publiceret hollandsk undersøgelse med over en halv million fødsler viser ingen øget risiko for hverken mor eller barn, ved hollandske hjemmefødsler. Men fødselshjælpen i Holland er organiseret anderledes end i resten af Europa (5).

Læs mere om projekt Nordic Homebirth i Tidsskrift for Jordemødre nr. 11, 2011.