Frem i forreste række

Kampen om fremtidens strategiske lederposter kan ikke vindes igennem karrieremæssige hovsaløsninger og learning by doing. Der skal en mere målrettet indsats til, hvis jordemødre skal gøre sig attraktive som topledere, og rekrutteringen skal starte allerede under uddannelsen, understreger Anette Frederiksen, formand for Jordemod

Foto: Heidi Lundsgaard

Læger føler sig nærmest født til ledelsesmæssige topposter, og sygeplejersker er også knalddygtige til at manøvrere sig ind på forreste række, men jordemødre er et sjældent syn i de øverste ledelsesmæssige luftlag på landets sygehuse.

Faktisk er der ikke en eneste jordemoder, der er nået op på direktørniveau i dagens sygehusvæsen, selv om graviditet, fødsel og barsel er den hyppigste sundhedsydelse i Danmark, som 55.000- 60.000 kvinder, børn og familier årligt er i berøring med.

– Så omfattende et område bør naturligvis også have en ledelsesmæssig stemme på højt niveau i sygehusvæsnet, ellers risikerer hele det reproduktive område at blive lavt prioriteret i forhold til cancer, kroniske lidelser, hjerte-karområdet med videre, fordi jordemødre ikke er i nærkontakt med de politiske beslutningstagere, siger Anette Frederiksen, der er chefjordemoder på Odense Universitetshospital, formand for Jordemoderforeningens lederkreds og nu også medlem af den ad hoc arbejdsgruppe, som i den kommende tid vil sætte fokus på fagets lederrekruttering.

Tidlig bevidstgørelse

Anette Frederiksen bruger sin egen historie som illustration af, hvordan jordemødre ikke skal gribe sagen an, som fremtiden tegner sig.

– For mit vedkommende var det learning by doing, men fremtidens ledere skal spottes tidligt og klædes ordentligt på, hvis de skal have en chance i kampen om de strategiske lederposter, siger hun.

I arbejdsgruppen vurderer man således, at der med de kommende supersygehuse følger en ændret ledelsesstruktur med flere mellemledere og hårdere kamp om et begrænset antal strategiske topposter. En kamp, der meget vel kan medføre, at jordemødre rykker nedad i magthierarkiet, hvis ikke der udøves rettidig omhu.

– Muligheden for at blive leder skal italesættes allerede på bachelorniveau, så de unge jordemødre bliver mere bevidste om, at ledelse også kan være en af fagets mange karriereveje, siger Anette Frederiksen.

Når de nyuddannede derefter havner på afdelingerne, bør det være en opgave for chefjordemoderen at spotte, om der er nogen blandt de nyansatte, der tænker ledelse. Er der det, skal de gives mulighed for at afprøve deres evner for eksempel som projektledere, koordinerende jordemødre og afdelingsjordemødre, imens de sideløbende opfordres til at uddanne sig, så de er klar til at rykke helt frem i forreste geled, når lejlighed byder sig.

– Jeg tænker masteruddannelse og kandidatuddannelse. Det er jordemødre med en akademisk baggrund, der bliver fremtidens ledere, for de er klædt bedre på til at matche lægerne, vurderer Anette Frederiksen.

Styrker og svagheder

Hun understreger, at man naturligvis stadig skal have en solid kernefaglig ballast for at blive en god topleder, blandt andet fordi de fleste erfarne jordemødre er dygtige til at tage ansvar og træffe beslutninger. Det giver dem en grundlæggende styrkeposition i kapløbet om de strategiske lederstillinger, men det kendetegner samtidig mange jordemødre, at de kan have overordentlig svært ved at gå på kompromis med deres faglighed, hvilket måske er en del af forklaringen på, at relativt få jordemødre i dag interesserer sig for ledelse.

– Det gør jo simpelthen ondt på os at gøre noget andet end det aller bedste, og som leder bliver man altså ind imellem nødt til at træffe beslutninger, der går imod fagligheden, siger Anette Frederiksen.

De konflikter, det afføder, kan være et yderligere problem, for jordemødre er generelt ikke så trænede i konflikthåndtering, hvorimod de er skrappe til at skabe konsensus, til at vurdere situationer, respektere andres faglighed og få ting til at være i proces, mener Anette Frederiksen.

– Men konflikter må ikke være tabu for en leder. Det er uhensigtsmæssigt, for det er ofte i konflikterne, vi udvikler os, er hendes erfaring efter snart 14 år på øretævernes holdeplads.


Leder ved en tilfældighed

Det var på ingen måde resultatet af et bevidst karrierevalg, da Anette Frederiksen selv fik sit første lederjob i 2001. Det indrømmer hun blankt.

Det var i 2001, at der pludselig opstod et ledelsesmæssigt tomrum på fødeafdelingen i Svendborg, hvor Anette Frederiksen dengang var ansat som menig jordemoder. Et job, hun egentlig havde det fint med.

– Jeg havde overhovedet ingen lederambitioner, men jeg kunne godt se, at flasken pludselig pegede på mig, og jeg ikke længere kunne flytte mig for den, siger hun.

På det tidspunkt havde Anette Frederiksen været 16 år i faget, og hun havde ingen særlige forudsætninger for at påtage sig rollen som konstitueret leder.

– Men jeg var bevidst om, at der lå et ansvar, der skulle samles op, og da der kun var tale om, at jeg skulle være konstitueret leder for en begrænset periode, kunne jeg dække mig ind og sige; ‘I må bære over med mig; jeg gør, hvad jeg kan,’ forklarer hun.

Så Anette Frederiksen sagde ja tak til jobbet og blev fastansat som leder, og nogle år efter, da hun blev bedt om samtidig at være konstitueret leder for kollegerne på Odense Universitetshospital, gik hun all-in som chefjordemoder for i alt 140 jordemødre.

– Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg godt kunne lide at have magt, indflydelse og ansvar, og jeg syntes, det var fascinerende at være med til at definere udviklingen i vores fag, forklarer hun.

Men den fornyede arbejdsglæde havde også sin pris. Særligt da ledertitlerne blev permanente.

– Man vinder noget, men man taber også noget ved at stille sig uden for flokken. Tit har man jo været kulturbærer på sin afdeling i en eller anden grad, når man bliver udpeget som leder, og den rolle blandt kollegerne mister man. I stedet skal man til at kæmpe for sin troværdighed, og man skal vænne sig til ikke at have venner. Man bliver en lonely rider. Det skal man være forberedt på, siger Anette Frederiksen