Navn: Stine Thidemann Faber
Uddannelse: Sociolog
Stilling: Lektor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
Navn: Anna Ryberg Kjær
Uddannelse: Sociolog
Stilling: Videnskabelig assistent, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
”At blive forældre kan aktivere en masse følelser. På den måde er det at få barn lidt en slags livskrise.” Denne udtalelse er vi i forskellige variationer stødt på flere gange i møder med jordemødre. Med termen ’livskrise’ refereres til, at graviditet, fødsel og den første tid som forældre repræsenterer en markant livsovergang. Det er en fase, hvor ’det hele bliver sat på spidsen’, som en jordemoder i vores studie udtrykte det, mens en anden beskrev overgangen som ’en slags fremkaldervæske’, hvor tidligere livsbelastninger, traumer og forskellige følelsesmæssige reaktioner kan komme til overfladen.
Denne forståelse danner baggrund for et velmenende rationale i svangreomsorgen: Ved at screene for mental sårbarhed tidligt i graviditeten kan jordemødre støtte forældre og forebygge problemer.
Imidlertid er der samtidig en risiko for, at forståelsen af graviditeten forskydes fra at være en livsfase, der naturligt rummer mange følelser, til at fremstå som en potentiel risikozone netop på grund af disse følelser. Det er i tråd med, at Prinds har advaret om, at det øgede fokus på kommende forældres opvækst, tilknytningsmønstre, samlivsdynamikker og lignende samtidig introducerer en udvidet risikoforståelse i svangreomsorgen. Flere, såvel forskere med jordemoderbaggrund som andre faggrupper, har anført, at det kan føre til overdiagnosticering og øget bekymringsskabelse.
Der er ingen tvivl om, at de nye og mere ”psykologiserede” screeningsformater, som er imple- menteret mange steder i Danmark, fordrer løbende faglig evaluering og refleksion – og de forudsætter, at de screenende jordemødre kan navigere i en kompleks dialog. Dette undersøger vi aktuelt i et forskningsprojekt finansieret af Helsefonden, hvor vi ser nærmere på:
- hvordan jordemødre oplever at gennemføre fx volds- og sårbarhedsscreening i praksis samt
- hvordan gravide og deres partnere oplever mødet med en jordemoderpraksis, der stiller spørgsmål om private og intime forhold.
Projektet bygger på observationer af jordemoderkonsultationer og interviews med jordemødre og forældre, og vi vil her redegøre for en række af de foreløbige resultater. Jordemødres oplevelser med screening i praksis De fleste jordemødre ser det som deres vigtigste opgave at hjælpe kommende forældre godt på vej, og sårbarhedsscreening betragtes som et middel til dette. Generelt omtales screeningsformatet som et værktøj, der skal bistå og guide jordemoderen. Når de vordende forældre deler åbent, beskrives screeningen som en positiv oplevelse. Omvendt kan det for jordemoderen opleves som akavet eller ubehageligt, hvis forældrene svarer meget kortfattet, eller hvis de udtrykker modvilje mod screeningen.
De jordemødre, vi har talt med, finder det vigtigt, at de vordende forældre ved, at der finder en screening sted, men samtidig oplever de, at en for omfattende introduktion til formålet kan få screeningen til at fremstå som ’en test’. Derfor stræber mange jordemødre i vores studie efter at flette screeningsspørgsmålene ind på en naturlig, men også mere subtil måde – som en del af en dialog, hvor jordemoderen og forældrene ’lærer hinanden at kende’. Her tyder vores materiale på, at kommende forældre faktisk ikke altid er klar over, at de bliver screenet. Det understreger, at jordemødrene lykkes med at afdramatisere ’testsituationen’; men når det risikoopsporende element samtidig nedtones, opstår der en gråzone, som kompromitterer ønsket om gennemsigtigheden.
Flere jordemødre beretter desuden, at det ofte kan være svært at vurdere, hvad der i screeningen skal og bør kategoriseres som sårbart. Dette relaterer sig bl.a. til belastende livsbegivenheder, hvor der kan opstå tvivl om, hvorvidt en opsporet sårbarhed i fortiden fortsat er aktuel. Forældrenes selvbestemmelse i forhold til at ’ville dele ud af sig selv’ spiller også en rolle. Her betoner jordemødrene i interviewene, at forældrene skal dele det, de er komfortable med, men samtidig fortæller flere, at forældre, der deler ’for lidt’, eller virker afvisende, kan afføde bekymring. Som en jordemoder siger: “Vi bekymrer os mere, når folk ikke snakker”.
Man kan derfor spørge, om screeningssituationen reelt giver plads til at vordende forældre kan sige fra, både pga. den tydelige invitation til dialog, og fordi der gerne vil fremstå samarbejdsvillige. Flere jordemødre bekræfter da også betydningen af åbenhed, fx med formuleringer som: “Tak for jeres ærlighed og velvilje til at dele ud” i screeningssituationen.
Endelig kan det i screeningssituationen være svært at afveje, hvad og hvor meget af de personlige og intime detaljer, der bør journaliseres. I vores studie fortæller både jordemødre og forældre om oplevelser med, at forældre efterfølgende ikke kunne genkende sig selv og deres livshistorie i det journaliserede, hvilket kan skabe misforståelser og konflikter.
Kommende forældres oplevelser med screening
De fleste kommende forældre svarer velvilligt på sårbarhedsscreeningens personlige og intime spørgsmål. For dem synes screeningen at blive opfattes som en del af en ”samlet pakke”, der giver dem adgang til den jordemoderfaglige viden (bl.a. om graviditetens fysiske aspekter), som de efterspørger. Flere fortæller, at de opfatter screeningen som ’en formalitet’, der mest handler om, at jordemoderen skal ’krydse noget af’. Andre omtaler den som ’harmløs’, mens endnu andre synes, at spørgsmålene ’gik for tæt på’ eller følte usikkerhed omkring ’hvad det skulle bruges til’.
Invitationen til at dele følelser kan også opfattes som ledende. Når jordemoderen fx. under screeningen siger ”Det må være svært for jer, at jeres egne forældre bor så langt væk? Har I tænkt over, hvordan I vil klare hverdagen med det lille barn?” rummer udsagnet ikke kun en invitation til at reflektere; det kan også opleves som et forsøg på at fremkalde sårbarhed, hvor den gravide og partneren ikke selv oplever det. I den forstand bliver screeningsrummet også et sted, hvor grænser for normalitet forhandles, og hvor underliggende normative antagelser (bl.a. om tætte generationelle bånd) påvirker forhandlingen i forhold til hvilke følelser og håndteringsstrategier, der opfattes som normale.
Sårbarhedsscreening kan også aktivere erindringer og lede til ufrivillig deling. I én konsultation tøvede en gravid ved spørgsmålet om oplevelser med seksuelle overgreb. “Tænkte du lige tilbage på noget der?”, spurgte jordemoderen så, hvorefter den gravide delte en oplevelse fra fortiden. Hun fortalte efterfølgende os, at hun oplevede dialogen som respektfuld, bl.a. fordi jordemoderen valgte ikke at journalisere det, kvinden fortalte. Men hun beretter også, at hun brugte en del energi efterfølgende. Dels begyndte hun at overveje, om hun egentlig burde føle, at hændelsen var mere traumatiserende, end hun selv havde tænkt, dels om hun nu også burde fortælle sin partner det: “Det der med at lige pludselig så siger man det højt, altså så kommer det jo ud og lever”.
Dette eksempel viser, at screening ikke blot er et neutralt værktøj, men også en samhandling, hvor det sagte får liv og konsekvens, og hvor invitationen til introspektiv refleksion kan aktivere bekymringer eller følelser, der ellers ikke var i spil, og som den gravide bagefter må arbejde på at ’lande igen’.
En anden gravid delte med os, at hun deltog alene i sårbarhedsscreeningen, men oplevede, at hendes partners historik med depression affødte mange spørgsmål: “Jeg følte, at jeg skulle hjem og give ham sådan lidt en formaning fra jordemoderen”. Alligevel fortalte også denne gravide, at interaktionen føltes okay, bl.a. fordi hun opfatter jordemødre som “særligt tillidsvækkende væsner”. Dette eksempel viser, at sårbarhedsscreeningen risikerer at ansvarliggøre den gravide i forhold til partnerens følelsesliv, men også at relationel tillid kan mildne oplevelsen heraf.
Endelig peger vores studie på, at screeningssituationen for de mandlige partnere nemt kan komme til at udgøre et ’akavet rum’. På den ene side er det deres gravide partner, der er, og bør være, i centrum under konsultationen. På den anden side møder de en klar forventning om, at de som fædre også skal dele ud af sig selv. Fædrene skal med andre ord mestre balancen mellem at ’dele tilstrækkeligt’ til at fremstå som involverede og reflekterede, men samtidig ikke ’dele for meget’. Denne balancegang influeres af, at der samtidig – både hos jordemødre og hos de vordende forældre – synes at eksistere en forventning om, at mænd er mindre kommunikative. Det betyder, at fædrene i højere grad end de gravide kvinder selv kan vælge, hvor meget de deler, uden at dette vækker bekymring. Hermed reproduceres kønnede normer for følelsesmæssig åbenhed.
Afrunding
I de senere år har flere forebyggelsesindsatser i velfærdsstaten antaget en terapeutisk drejning. Dette afspejler en tidsånd, hvor følelser tillægges stor forklaringskraft, og hvor følelsesmæssige reaktioner forventes verbaliseret i en professionel kontekst for at kunne håndteres. Netop i svangreomsorgen rejser det dog en problematik trods de velmenende intentioner. Når vordende forældre inviteres til introspektiv refleksion på en måde, hvor deres ”livsbagage” rammesættes som potentiel risikofaktor, kan det underminere deres tro på, at de kan mestre situationen. På den måde bliver sårbarhedsscreeningen ikke kun et redskab til at identificere sårbarhed, men også en praksis, der kan medvirke til at konstruere den.
FAKTA
Alle vordende forældre screenes i jordemoderkonsultationerne for mental sårbarhed. Fremadrettet er det politisk besluttet, at screening desuden skal omfatte spørgsmål omkring vold og voldelige konflikter. Den konkrete praksis på området og implementeringsgraden på nuværende tidspunkt varierer mellem regionerne. Vores studie har haft fokus på Region Nordjyllands praksis for screening for mental sårbarhed.
Navn: Stine Thidemann Faber Uddannelse: Sociolog Stilling: Lektor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet Navn: Anna Ryberg Kjær Uddannelse: Sociolog Stilling: Videnskabelig assistent, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet