Mange sonografer får tennisalbue, andre får Iskias-problemer, atter andre lider af nakkegener. Arbejdsrelateret muskel-skelet-besvær kaldes det.
Og faktisk er det helt op mod 90 procent af alle sonografer, der i perioder døjer med den slags fysiske smerter.
Det forklarer sygeplejerske og sonograf Gitte Størup, der i over ti år var forkvinde for sammenslutningen af sonografer under Dansk Sygeplejeråd, og senere Dansk Føtal Medicinsk Selskab.
I den forbindelse lavede hun allerede tilbage i 2008 en undersøgelse blandt sine jordemoder- og sygeplejerskekolleger med sonograffunktion. Undersøgelsen dykkede ned i, hvor mange der havde ondt, hvor ondt de havde, om de havde fået behandling for deres smerter, været sygemeldt, taget smertestillende medicin osv.
”Den undersøgelse viste sammenholdt med internationale studier, at helt op mod 90 procent af os, der arbejder med at skanne, har ondt i perioder. Producenterne af skanningsapparaterne har de seneste år fokuseret på at udvikle udstyret, så billeddannelsen bliver bedre, og vi kan opdage flere sjældne tilstande. Og det giver selvfølgelig rigtig god mening, men ergonomien for dem, der skanner, har der desværre ikke rigtigt været et sideløbende fokus på. Og det betyder simpelthen, at jeg rundt omkring i landet har kolleger, der må starte med at tage to hovedpinepiller, inden de går i gang med deres arbejdsdag.”
Påbud fra Arbejdstilsynet
Efter Gitte Størups undersøgelse i 2008 viste, at ’alle mulige andre end mig også havde ondt’, begyndte hun at undersøge, hvad der kunne gøres ved problematikken.
”Jeg har forsøgt at komme i kontakt med folk, der kunne hjælpe med at løse det her problem ad rigtigt mange veje. Virkelig mange veje! Men det er ikke altid nemt at komme videre med den slags udfordringer som kliniker. Også Aalborg Universitetshospitals Innovationsklinik, der styrker sundhedsvæsenet via innovative tiltag og løsninger, var jeg forbi. Der fik jeg også et nej til at kigge på problemstillingen. Men på et tidspunkt blev der lavet en Arbejdspladsvurdering (APV) på området, og det endte simpelthen med, at vores afdeling fik et påbud fra Arbejdstilsynet om at løse den her problematik for sonograferne. Det påbud gav tilsyneladende noget momentum, så det nej til at dykke ned i problematikken, jeg i første omgang havde fået fra Innovationsklinikken, blev ændret til et ja,” fortæller Gitte Størup.
Kort efter henvendte en medarbejder fra Innovationsklinikken sig til Gitte Størup og fortalte, at hun havde kendskab til en robotarm til træning af immobile intensivpatienter. Kunne den robotarm måske være noget at arbejde videre med og udvikle ny software til, så den ville kunne bruges til at skanne gravide kvinder i fremtiden?
”Det var jeg helt med på,” fastslår Gitte Størup.
Derefter blev første møde holdt i januar 2018.
Feasibilitystudiet
Siden har hun brugt utallige timer på ’projekt robotarm’. Der har skullet sparkes døre ind, søges om finansiering, holdes masser af møder og være styr på jura, rettigheder, simulationstest, godkendelser, studiedesigns, ansøgninger til Videnskabsetisk Komite, Datastyrelsen og meget andet.
Først i 2022 landede en stor økonomisk støtte på fem millioner kroner fra en EU-pulje. Og så begyndte det at gå stærkere.
Efter indledende tests af udstyret, hvor demomodeller blev bygget i træ og mandlige simulationsdukker måtte agere gravide, nåede Gitte Størup og resten af holdet bag robotarmen endelig frem til at kunne lave et reelt feasibilitystudie på 105 aktuelt gravide kvinder.
”Studiet var designet, så de alle sammen først fik en klassisk skanning udført udelukkende af en sonograf. Derefter gik de ind i et andet rum og blev skannet af en ny sonograf med hjælp fra robotarmen. Derefter udfyldte både den gravide kvinde og sonografen et spørgeskema. Til sonografen blev der stillet spørgsmål om, hvordan det var at opnå den korrekte vinkling på robotarmen, hvorvidt der var tale om en foranliggende moderkage, om den gravide havde højt bmi, om fosteret lå lidt drilskt osv. De gravide blev spurgt om, hvordan det var at blive skannet af robotten i forhold til tryghed, tryk fra proben osv.”
Testen viste, at robotarmen var ganske driftsikker. Det var kun fem skanninger, der ikke kunne fuldføres dels pga. fosterpositionen, dels pga. robotproblemer med vinklingen af robotarmen. Kriterierne for den klassiske, manuelle skanning og robotskanningen var de samme. Sonograf 1 på den manuelle stue måtte ikke videregive oplysninger til sonograf 2 på robotstuen, og den gravide måtte ikke røbe eksempelvis fosterlejring, størrelse eller køn på fosteret. Studiet viste, at det var muligt at opnå tilsvarende billedkvalitet og resultater på de to stuer.
Dertil kom, at de gravide generelt var tilfredse med robotarmsskanningerne.
”Vores store frygt inden undersøgelsen var, at de gravide ville synes, at robotarmen var for teknikagtig, og at den trykkede for hårdt. Men det gik faktisk i den stik modsatte retning. Næsten 40 procent syntes, at det var bedre eller meget bedre at blive skannet af robotarmen (se boks for flere tal), fordi det var blidere, den trykkede mindre hårdt, og fordi det ikke var så intimiderende eller grænseoverskridende at have sonografen liggende hen over ens mave for at kunne nå,” fortæller Gitte Størup og fortsætter:
”Og så oplevede sonograferne markant færre smerter og gener, når de brugte robotarmen.
Implementering
Ligesom Aalborg Universitetshospital har Odense Universitetshospital også allerede fået en robotarm installeret.
”De er meget hooked på robotarmen og vil blandt andet snart lave et studie, hvor de måler den elektriske aktivitet i musklerne på skannende sonografers arme,” fortæller Gitte Størup.
”På AAUH kan de fem sonografer, der er oplært i brugen af robotarmen gennem studiet, allerede bruge den nu. Og vi begynder så småt at tage nye ind til oplæring også. Men det er et langt sejt træk at få brugen af den ind i hverdagen. Vi vil gerne undgå de fysiske gener, som sonografer får, og nu har vi løsningen, men det er en udfordring, hvordan vi får den implementeret i en travl hverdag. Drømmen kunne være, at man havde ressourcer til at afsætte en time til hver skanning som opstart i en periode, så man fik ro til ikke at være presset, når man skal begynde at bruge den. For man skal performe hurtigt, når man kun har 40 minutter til en skanning. Og robotarmen er meget anderledes at bruge, fordi den kræver, at du skal kigge på en skærm og have fokus på den, hvor du normalt skal have al fornemmelse i hånden,” forklarer Gitte Størup og slutter:
”Da Vinci-operationsrobotterne, som efterhånden er meget udbredte på danske hospitaler, krævede også et langt sejt træk i implementering. Men de skåner jo tilsyneladende sundhedspersonalet for diskusprolapser nu. Så robotarmen for sonograferne er en mega landvinding og faktisk en verdenspremiere.”
Feasibility Studiet
105 gravide kvinder deltog i studiet.
Af dem gennemgik:
I spørgeskemaer rapporterede de bagefter som følger:
- 8 af de deltagende kvinder syntes, at skanningen med robotarmen var ’meget bedre’ end en skanning udført på vanlig vis.
- 32 syntes, at skanningen med robotarmen var ’bedre’ end den almindelige skanning.
- 55 fandt de to typer skanninger lige gode.
- 10 syntes ikke, at skanningen med robotarmen var lige så god som skanningen uden robotarm.