Fik ønskejob som sonograf

Hvis en hel diplomuddannelse er en stor mundfuld, kan mindre også gøre det. Det kan jordemoder Ulla Sørensen tale med om.

Over seks intense uger fra starten af januar til midt i februar 2010 fulgte Ulla Sørensen diplommodulet i obstetrisk ultralydsskanning på PH Metropol i København, og det gav lige præcis det karrieremæssige skub, hun havde ønsket.

Da hun søgte optagelse på modulet, havde Ulla Sørensen været jordemoder på Herlev Hospital i seks et halvt år, siden hun blev færdiguddannet, og efterhånden begyndte de daglige udfordringer på fødegangen at slide på krop og sjæl, følte hun.

– Jeg syntes tit, jeg følte mig meget brugt, og jeg tænkte, at det her holder jeg ikke til i længden, siger Ulla Sørensen, der samtidig havde stor lyst til at videreuddanne sig.

– Jeg havde ingen erfaring med at skanne, men kunne se, at med det her modul kunne jeg søge en stilling som sonograf bagefter, siger hun. Det kom til at holde stik. I dag er Ulla Sørensen ansat i ambulatoriet for ultralyd på Roskilde Sygehus i en 25 timers stilling, hvilket passer hende perfekt.

– Jeg savner det en lille smule at have et helt fødselsforløb, men til gengæld kan jeg mærke på min krop, at jeg ikke er så presset mere. Jeg har simpelthen fået mere overskud, siger Ulla Sørensen, der er mor til to børn på tre og fem år.

Så længe de er små, har hun ingen planer om at uddanne sig videre. Lige nu er hun superglad for jobbet som skanningsjordemoder.

– Men jeg har jo taget et skridt på vejen mod en fuld diplomuddannelse, og på længere sigt kan jeg ikke afvise, at jeg vil læse videre, siger hun.

Mest populære modul
Nynne Ek Sindberg fra PH Metropol oplyser, at netop det seks uger lange diplommodul i obstetrisk ultralydsskanning er meget populært blandt jordemødre. I år var ni af i alt 11 studerende jordemødre på dét hold, og generelt er det sådan, at knap halvdelen i forvejen har job som sonografer.

– Men evalueringerne viser tydeligt, at både dem med flere års skanningserfaring og dem, der starter fra bunden, har glæde af modulet, understreger Nynne Ek Sindberg.

Der starter nye moduler i obstetrisk ultralydsskanning med halvandet års intervaller på PH Metropol, som er den eneste professionshøjskole i landet med dette tilbud.