En ugen med: Sara Kindberg: Når tråden ikke holder

Sara Kindberg er 46 år og uddannet jordemoder i 1999. Hun er ansat ti timer om ugen på Aarhus Universitetshospital til at supervisere jordemødre og læger ved diagnostik, bedøvelse og suturering på fødestuer. Sara er tilknyttet Efterfødselsklinikken, hvor hun har tilsyn med resutur-funktionen og arbejder med at udvikle procedurer og implementere nye behandlinger i praksis. Sara er medstifter af GynZone, der udbyder kurser og konferencer omkring suturering.

Mandag

Jeg møder ind på Aarhus Universitetshospital til en såkaldt suturdag.

Starter dagen med et møde med vores obstetriske ledelse og en afdelingsjordemoder. Vi har en klinisk mistanke om, at en bestemt type lokalbedøvelse påvirker vores suturtrådes opløsning, så de bliver hurtigere opløst end beregnet. Har derfor i weekenden gennemført et laboratorie-forsøg med suturmateriale udsat for forskellige typer bedøvelse og opbevaret i varmeskab i 72 timer for at efterligne human temperatur. Det viser sig faktisk, at en af afdelingens lokalbedøvelser nedbryder tråden hurtigere end beregnet, så vi tager denne type lokalbedøvelse ud af fødegangens sortiment.

Senere beder en ung kollega om supervision af suturering på en fødestue. Hun er godt trænet i tekniske færdigheder fra sit studie og er egentligt bare lidt i tvivl om diagnostik i forhold til skader på den anale sphinctermuskel. Hun lægger en velfungerende transkutan pudendusblokade og syr en ukompliceret grad 2 bristning. Jeg superviserer og giver gode råd og roser hendes arbejde undervejs. Ros og anerkendelse er altid en god drivkraft for faglig arbejdsglæde.

Så er der møde med Teknologisk Institut i Århus. Dem kender jeg fra udviklingsopgaver med 3D print. Vi tester om de kan lave et set-up til at teste suturtrådens holdbarhed. Teknologisk Institut er rig på faglige nørder og seje maskiner, så vi sætter på en time en maskine og softwareprogram op til at kunne måle trækstyrke på tråden helt ned til få gram. Det er godt at kunne teste vores hypotese på en valideret og reproducerbar metode.

Tilbage på fødegangen. Planlægger det næste træk i “sutur-undersøgelsen” og forbereder suturtråde til test. 40 tråde deles op i fire grupper, som hver får deres kemiske påvirkning. Aftaler med hospitalets farmaceuter, hvordan vi gennemfører undersøgelsen.

Om aftenen prøver jeg en brugt kajak i kajakklubben, som er til salg. Der er smukt vejr, men kajakken er for gammel. Jeg gider ikke slæbe en tung gammel kajak, så det må nok hellere blive en nyere model.

Tirsdag

I dag er endnu en suturdag, hvor jeg bl.a. forbereder sutureksperimentet, superviserer en ung kollega, der skal sy en kompliceret grad 2 bristning og en dyb bristning tæt på klitoris. Har besøg af to kolleger fra Hillerød, som også arbejder intenst med suturering og oplæring af kolleger. Vi drøfter blandt andet, hvordan vi sikrer kontinuerlig faglig udvikling i jordemoderfaget.

Der er så meget tavs viden, som vi sagtens kan gøre eksplicit og dele med hinanden, når først vi lige får øje på, hvad der fx kan spare tid eller optimere resultatet ved en suturering.

Jeg bliver tilkaldt til Efterfødselsklinikken og ser med på en bristning to dage efter fødslen. Kvinden heler heldigvis fint og er glad for, at vi lige tjekkede om at var i orden med bristningen.

Onsdag

Jeg er til møde med Fjordblink i Hadsund. Fjordblink Medical producerer fødekar og sælger allerede til mange skandinaviske fødeafdelinger. Vi skal i efteråret gennemføre en række webinars og en konference omkring vandfødsler sammen med GynZone.

Om eftermiddagen står jeg på hovedet i køkkenet derhjemme og laver grønsagslasagne og salat til 12 gæster. Kajakklubben kommer til middag kl. 18. Vi var en gruppe afsted på fælles sommerferie ved Mols i uge 28, hvor vi boede på en campingplads og roede omring ved området ved Helgenæs. Vi evaluerer alle turen til at være fantastisk og vi planlægger en ny tur til næste år.

Til over midnat har jeg administrationstid for GynZone.

Torsdag

Jeg er inviteret til kaffe-møde med den lægefaglige leder af Klinisk Institut ved Aarhus Universitet. Han arbejder ihærdigt for, at flere sundhedsfaglige ansatte omsætter gode ideer til virksomheder. Han vil gerne høre historien om GynZones fødsel. Vi startede GynZone i 2008 med kapital fra Østjysk Innovation og sælger i dag e-læring til mere end 16.000 slutbrugere i 150 lande. Mange jordemoderskoler bruger GynZones e-læring som pensum, og på den måde har en dansk idé jo faktisk haft international gennemslagskraft. Kl. 19 er der middag i familiekollektivet hos min mor og far. De er flyttet ind til Århus centrum og bor i lejligheden ovenpå min søster og nevø. Min datter boede også hos dem en tid efter gymnasiet, indtil hun flyttede i egen lejlighed 1. august. Jeg elsker, at familien er så tæt på geografisk og mentalt. Vi ses ofte flere gange om ugen, og det er trygt og hyggeligt.

Fredag

Vi skal have taget en række nye portrætter af ansatte og konsulenter i GynZone.

En ny fotograf hjælper os med opgaven, hun er virkelig dygtig til at få os til at se glade og afslappede ud. Det er noget af en kunst, og hun får også lyssætning på plads på trods af briller og modlys.

Når at svare en række mails om formiddagen. En finsk kongres for obstetrikere og gynækologer efterlyser et indlæg på deres kongres, jeg takker beæret ja til at holde et online indlæg om diagnostik og syning af store bristninger ved endetarmens lukkemuskel sammen med urogynækolog Karl Møller Bek.

Jeg er igen på Teknologisk Institut i Århus, hvor vi gennemfører eksperimentet med trådene i deres maskine. Suturskred efter sutur er en problemstilling, som vi er blevet opmærksomme på i takt med, at vi faktisk kontrollerer alle kvinders heling i Efterfødselsklinikken ved Aarhus Universitetshospital. Tænk nu, hvis det er vores bedøvelse, som påvirker tråden? Det vil have store implikationer for praksis.

Lørdag

Starter dagen roligt hjemme med avis og kaffe. Administrationstid for GynZone: Der er mange bookninger af workshops til blandt andet Færøerne og Grønland.

Om eftermiddagen og aftenen er der 25-års jubilæum for holdet fra Danebod højskole, hvor jeg var på ophold i foråret 1996. Det var samme år, som jeg startede på Jordemoderuddannelsen i Aalborg i september. Vi fester i GynZones lokaler i Århus C.

Søndag

Dagen starter med at analysere datasættet for vores kliniske afprøvning på Teknologisk Institut fredag i denne uge.

Vi skal mødes mandag morgen i den gruppe, som skal tage stilling til konsekvenserne.

Vi skal udarbejde en strategi for kommunikation til kolleger, både internt ved Aarhus Universitetshospital men også til andre hospitaler i Danmark. En del fødegange bruger den bedøvelse, som vi nu mistænker, nedbryder tråden hurtigere end forventet.