Hvad er problemet?
Alle danske læger har ret til at uddelegere behandlingsopgaver til hvem, de vil. Det sker i stigende grad i almen praksis, hvor sygeplejersker, bioanalytikere, jordemødre og andre sundhedspersoner varetager opgaver, der tidligere blev udført af lægen.
Eksempelvis svangreundersøgelserne udføres ikke længere som en selvfølge af en læge eller jordemoder, men i stigende grad af andet praksispersonale uden tilstrækkelig uddannelse.
Hvad mener vi om det?
Velovervejet opgaveglidning, der betyder, at andre end læger kan varetage de mange opgaver i et presset sundhedsvæsen, er en god udvikling, der kan være med til at friholde praksislægen til opgaver, som andre ikke kan varetage.
Det skal blot altid ske med respekt for opgaven og for kvaliteten i de ydelser, som patienterne i sidste ende får. Uddelegering af svangreundersøgelserne til andet personale i almen praksis er desværre et eksempel på det modsatte.
Indholdet i de tre lægeundersøgelser, som gravide kvinder får tilbudt i almen praksis, er detaljeret beskrevet i Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen. På baggrund af forudgående viden om kvinden kombineret med undersøgelserne skal lægen løbende vurdere om graviditeten forløber normalt samt visitere til relevante instanser – for eksempel speciallæge eller familieambulatorie. Det er en kompleks opgave, der kræver indgående viden om graviditet og fødsel. Den viden kan man ikke tilegne sig på et en-dags kursus.
Hvad gør vi ved det?
Vi stiller de ansvarlige beslutningstagere spørgsmål som:
Kan og vil politikerne acceptere, at den almene læges opgaver i svangreomsorgen i stigende grad uddelegeres til medhjælpere, der ikke er ordentligt rustet til så komplekse opgaver?
Kan det forsvares fagligt overfor de gravide og kommende familier, når vi ved, at indsatsen i graviditeten kan være med til at højne sundhed livslangt for både mor og barn?
Kan det forsvares økonomisk, når der findes andre løsninger, der både aflaster de pressede læger og sikrer kvaliteten?
Og så slår vi bredt på tromme for, at flere lægepraksis ansætter jordemødre til blandt andet at varetage svangreundersøgelserne, som vi gennem en 3,5 år lang uddannelse er kompetente til at varetage. Det er en god løsning for både læge, jordemoder og patient, og en løsning mange praktiserende læger efterhånden har fået øje på.
Ydermere gør vi opmærksom på, at der i mange år har været massiv mangel på jordemødre til landets fødegange. Den udvikling er nu vendt, så jordemødrene er klar til at tage jobs i almen praksis. De er uddannet til at kunne løfte opgaver ikke kun i svangreomsorgen, men inden for fertilitet, prævention og reproduktiv sundhed generelt.
Desuden deltog vi efter en række års pause igen med en stand på Lægedage i 2025. Lægedage er de praktiserende lægers største efteruddannelsesbegivenhed. Her fortæller vi så mange læger som muligt om værdien af at ansætte en jordemoder i almen praksis. På Lægedage uddeler vi også vores netop trykte pjece ‘Jordemoder til tiden’, der sætter fokus på jordemødres brede kompetencer. En digital kampagne med afsæt i pjecens indhold er også netop sat i gang for at ramme endnu flere ansættende læger i almen praksis samt relevante politikere.
