En dag i Jordemoderforeningen: Lotte Skou Hansen

Lotte Skou Hansen er journalist og har været ansat i Jordemoderforeningen som redaktør på ’Jordemoderen – Tidsskrift for Jordemødre’ i snart tre år.

Foto: Claus Boesen

Tirsdag den 28. maj 2024

Kl. 8.00-8.30

Over telefon tilretter jeg citater i en artikel med Lis Munk og Mette Rotesan, der sidder i en bil på vej til Jylland.

Kl. 8.30-9.00

Svarer på mails og sender en artikel til gennemlæsning hos kilden.

Kl. 9.00-10.00

Transport til Herlev Hospital, hvor jeg skal lave interview med Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES) til næste udgave af tidsskriftet.

Kl. 10.00-10.30

Spændende interview med to kursusledere på CAMES om simulationstest af bla. nybyggede fødegange til artikelformatet »Et andet blik«.

Kl. 10.30-11.30

Hjemtransport

Kl. 11.30-12.00

Frokost

Kl. 12.00-13.00

Jeg pusler med dummyen, som er sideplanen for det kommende blad, der skal afleveres til layout på fredag. Jeg har lidt problemer med at få det hele til at gå op med antallet af annoncer og længden på artiklerne. Men efter en del rykken rundt lykkes det til sidst, og jeg kan sende et endeligt sidetal til trykkeriet, så de ved, hvor meget papir de skal have klar, når de skal trykke bladet i næste uge igen.

Kl. 12.00-13.00

Jeg retter til i et citat, jeg har modtaget fra Sundhedsstyrelsen og sender det retur til orientering om, hvad jeg har valgt at bruge.

Kl. 13-14.30

Jeg ordner det, som altid er en af de sidste opgaver op mod deadline: Notesiderne. Jeg skriver 10-12 små noter om alt blandt andet ny forskning og finder bud på illustrationer.

Kl. 14.30-15.30

Som det sidste i dag kigger jeg koncept og mulige scenarier for foreningens kommende lydsatsning igennem. Det hele skal præsenteres for hovedbestyrelsen i næste uge, så vi snart kan tilbyde medlemmerne mere jordemoderrelevant lyd i høretelefonerne.