Mandag den 4. december 2023
Kl. 9.00-13.00
Alle kredsforkvinderne i Jordemoderforeningen er medlemmer af foreningens hovedbestyrelse, og i dag har vi virtuelt hovedbestyrelsesmøde. Da trepartsforhandlingerne lige er landet, afviger vi lidt fra vores dagsorden og indleder mødet med orientering om resultaterne. Sammen med forkvinde Lis Munk, næstforkvinde Mette Rotesan, Tanja Lyth, der er forkvinde for Midtjyllandskredsen og jordemoderforeningens forhandlingschef Klaus Groth, har jeg været en del af Jordemoderforeningens forhandlingsudvalg i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Det har betydet flere akutte, virtuelle møder undervejs i forhandlingerne. Her har vi drøftet, hvad vi kan gå med til, hvad vi ikke kan gå med til og lignende spørgsmål.. Det har været helt utrolig spændende undervejs, og lettelsen er stor over dagens resultat.
Punkt 4 på hovedbestyrelsesmødet handler om OK24 – konfliktscenarier og økonomi. Her skal vi bl.a. drøfte og beslutte overordnede principper for udtagelse til konflikt og fastsætte områder, der skal undtages.
Kl. 1300-14.00
Diverse kommunikation vedrørende trepartsforhandlingerne, blandt andet med Jordemoderforeningens presseansvarlige ang. muligt interview med TV2 Nyhederne i aften. Får også svaret på lidt mails som TR for jordemødrene i Odense, for selvom dagen primært er afsat til kredsforkvindearbejde, forsøger jeg altid at være så tilgængelig som muligt i begge funktioner hele tiden.
Kl. 14.00-15.00
Virtuelt fælles orienteringsmøde for TR’er og ledere om trepartsforhandlingerne
Kl. 16.30-17.00
Besøg af TV2 Nyhederne. Det er altid svært at få alt med, når man kun har meget få sekunders taletid, men jeg er ok tilfreds med resultatet, som vises i 19 Nyhederne. 17.30-18.30 Skrivebordsarbejde. Bl.a. mails og fordybelse i aftaletekst om trepartsforhandlingerne.