Når man skal hjælpe et par bedst muligt gennem en sen provokeret abort – hvad enten den er på føtal eller social indikation – kan man ikke have en tjekliste og følge den slavisk.
»Tankerne, overvejelserne og alle de ting, der rører sig i parret, kommer frem, når de kommer. Det sker ikke, når det lige passer os. Måske havde parret ikke flere spørgsmål, da vi talte sammen tidligere på formiddagen, men nu har kvinden fået en lur og har ligget og tænkt lidt efterfølgende, og så skal vi være klar, når sprækkerne åbner sig, og hun har spørgsmål og bekymringer. Derfor skal man have god tid, når man arbejder med sene aborter,« forklarer Dorte Hvidtjørn, der er klinisk jordemoderspecialist på Aarhus Universitetshospitals ’Afsnit for tab’.
Vigtigheden af tid understreges også af Lene Skou Jensen. Hun er jordemoder på Rigshospitalet, hvor hun blandt andet er en del af ’Enhed for tab’, og hun skriver pt. på bogen ’Livet, der ikke blev’, som er en kommende lærebog om senaborter og foetus mortuus.
Tid til at lægge stille fra land
Den tid, der er så altafgørende, skal bruges både til den indledende samtale, der af og til kaldes ’Mifegynesamtalen’ og efterfølgende, når parret eller kvinden er indlagt til selve aborten. Til den indledende samtale skal parret forberedes på, hvad der skal ske senere. Og jordemoderen skal tune sig ind på, hvor parret er i deres sorgproces, og hvordan de ser på det, de skal igennem i den kommende tid, fortæller Lene Skou Jensen:
»Til den første samtale går jeg ind til samtalen og kommer ud, når jeg er færdig. Det kan tage en halv time eller to timer. Her forklarer jeg om forløbet, tidslængde og fortæller bl.a., at det er en lille fødsel de skal igennem. Jeg spørger også meget ind til parret, deres historie og hvad de selv kalder det, der skal ske. Så jeg kan fornemme, hvor de er og derefter tage udgangspunkt i deres fortælling og ordvalg i den videre samtale. Hvis de fx kalder det, der skal ske for en abort og taler om ’fosteret’, så spørger jeg nænsomt og nysgerrigt ind til dette, og hvilke overvejelser der ligger bag. Det kan føre til mange rørende refleksioner.«
»Selv om parret er sikre på beslutningen om abort, er der stadig mange tanker og spekulationer, og de er stort set altid kede af det. Så man skal kunne lægge stille fra ↓ land og have tid til, at de fortæller deres historie. De er ofte også bange for selve fødslen, og man skal virkelig have tid til at forklare og spørge ind med stor nænsomhed, « supplerer Dorte Hvidtjørn.
Betydning både for par og jordemoder
Samtidig giver tiden – både til den indledende samtale og under selve aborten – også mulighed for, at parret kan nå at overveje deres muligheder og måske både tage en beslutning og ændre den igen.
»De siger ofte til mig, at deres perspektiv ændrer sig i løbet af vores samtaler. De kan afvise nogle af de tilbud og muligheder, der er, og det er helt fint, men de skal have fået dem tilbudt. Ingen skal bagefter kunne sige, ’Hvorfor sagde du ikke, at vi kunne…?’ Vi skal ikke tale nogle af valgmulighederne op, men vi skal tale OM alle valgmulighederne, og jeg skal være faktuel og realistisk, men jordemoderkærlig. Og der sker tit en modningsproces, når de får tid til at mærke efter. Det tager jo også fysisk tid at abortere. Jeg ser det som, at der sker en modning af livmodermunden, men også en modning af sindet og hjertet sideløbende. Den proces skal jeg have tid til at stå dem bi i,« siger Lene Skou Jensen.
Netop det er også en vigtig pointe for Dorte Hvidtjørn – at en abort ikke er en bagatel.
»Hvis vi på et tidspunkt beslutter at ændre abortgrænsen, så er det sindssygt vigtigt, at nogen italesætter, hvad det er parrene skal igennem. Det lyder som en mindre pletblødning, når nogle politikere taler om sene aborter. Men vi må ikke efterlade kvinderne og parrene i en tro på, at det bare er ingenting. Det er ikke bare piece of cake psykisk. Parrene siger også ofte ting som ’Hvor er hun stor! Hun ligner jo et lille barn!’ og er virkelig overraskede, selvom vi har talt om det og givet os tid og forklaret. Det er en voldsom og overvældende oplevelse for parret, og det kan vi ikke fjerne, men vi kan tage os tiden til at håndtere det ordentligt.«
Og så er der et sidste aspekt i det her med at have tid nok. Det handler om jordemoderen selv. Den jordemoder, der balancerer i et grænseland mellem liv og død og fx står med aborter af levendefødte børn.
»Det sker sjældent, at parret ikke ønsker at holde og se deres levendefødte abort. Men det sker. Og så holder jeg eller en kollega det og tager os af det. For det betyder noget for os, at der er en anerkendelse af liv og død. Man skal fint ind i livet og fint herfra. Og vi skal også kunne leve med det bagefter. Jeg husker stadig de levendefødte, der blev lagt ud i skyllerummene i de første år af mit jordemoderliv, og de sidder fortsat i mig. Jeg er ikke en maskine, så tiden til at give omsorg, betyder også noget for mig som menneske. Det skal anerkendes, at det er et særligt område at arbejde med. For jeg kan gå fra liv til død i samme vagt. Og jeg kan godt gå direkte fra en fødsel til en abortsamtale, men ikke den anden vej lige fra aborten til en fødestue. Jeg hverken kan eller vil. Det vil være at drive rovdrift på mig som menneske, « forklarer Lene Skou Jensen.
Det obstetriske håndværk
Begge de erfarne jordemødre understreger vigtigheden af, at det er kompetent personale, der møder parrene i den svære situation, de står i. Jordemoderen skal kunne besvare så mange spørgsmål som muligt, hun skal turde stille de svære spørgsmål og være i den tunge stilhed, der ofte opstår. Og så skal hun stå stille i det stormvejr af følelser, som parrene ofte står midt i. Når parrene fx bliver vrede, skal jordemoderen kunne rumme at lade dem reagere og afreagere og erkende den sorg, der ligger bag vreden. Og sidst men ikke mindst skal jordemoderen have modet til at tale om elefanterne i rummet, så parret ikke står alene med de svære samtaler bagefter.
»I Aarhus er vi kun syv jordemødre, der møder de her par. Det betyder også, at vi til den første samtale sørger for, at de får at vide, at når de kommer i morgen, så er det for eksempel Maiken, der vil være deres jordemoder, og vi viser dem afsnittet på forhånd, så vi afmystificerer så meget som muligt,« fortæller Dorte Hvidtjørn.
Hun forklarer, at der også er et fysiologisk element i de provokerede senaborter, som er anderledes end ved en fødsel til termin, og som det kræver erfarent personale at håndtere:
»Selvfølgelig skal man kunne håndtere traume, chok og sorg, men det kommer af og til bag på folk, at der også er dele af det obstetriske håndværk, som er anderledes. Den sidste time eller halvanden, inden kvinden føder, er anderledes end en almindelig fødsel. Kvinderne får tit en uro i kroppen, men ikke en trang til at komme på toilettet og ofte heller ikke en pressetrang. Det er ofte mere en motorisk uro, man skal være opmærksom på som jordemoder. Når man observerer den uro, så skal kvinden ofte kun presse et par gange, så kommer fosteret eller barnet typisk ud. Det betyder, at den obstetriske viden, som handler om, hvordan kvinderne ser ud og agerer, når fødslen er tæt på, og hvordan man får et så lille foster ud, også er anderledes og kræver en ekspertise, som man ikke får, hvis man kun har en senabort hvert tredje år.«
Uens behandling
Når parrene har mødt kompetent personale med tid til en-til-en omsorg til den indledende samtale og selve aborten, skal de også have tid, ro og omsorg efterfølgende:
»Efter selve aborten eller fødslen er overstået, skal de have lov at blive, så længe de vil. Hvis de vil hjem efter fire timer, er det fint, så længe de er informeret om muligheden for at blive. De skal have lov at lande og sunde sig både fysisk og psykisk med vores omsorg tæt på. Og det burde være en åben mulighed for alle på landsplan, at man kan blive, så længe man har behov for efter en senabort,« mener Lene Skou Jensen og peger dermed på, at der netop er forskelle i tilbuddet på landsplan – hvilket hun også har en klar holdning til:
»På landsplan behandler vi det her område uens – selv inden for regionerne gør man det forskelligt fra fødested til fødested. Men der burde været et ensartet tilbud, uanset hvor i landet man skal igennem en sen abort,« understreger hun og fortæller, at det er noget det nystiftede ’Fagligt Selskab for Perinatale Tab og Sene Aborter’ arbejder for.
Det er Dorte Hvidtjørn meget enig i. I hendes arbejde i Aarhus kan hun fx sende parrene videre i en sorggruppe kun med deltagere, der har været igennem et tab i graviditeten – det tilbud har Lene Skou Jensen ikke på Rigshospitalet. Hun ser også kun kvinder, der er senere i graviditeten, end Dorte gør i Aarhus.
»På Rigshospitalet hører de til på gynækologisk afdeling, hvis de er før gestationsalder 20+0. Det er en problematik, som jeg bringer op, hver gang jeg har lejlighed til det. For hvis en senabort foretages som en vaginal fødsel, skal der jordemoderomsorg til, og så hører kvinderne ikke til på gynækologisk afdeling. Vi glemmer aldrig vores graviditeter, fødsler eller aborter. Men den oplevelse, som parret går igennem, når de skal have foretaget en sen abort, vil følge dem resten af livet, den skal ikke forfølge dem. Derfor skal de have tilbudt tid, en-til-en kontakt og jordemoderpleje og -omsorg på et skærmet afsnit.«
Hun bakkes op af Dorte Hvidtjørn, der kalder det ’helt urimeligt’, at man ikke har et ensrettet tilbud landet over. Det værste er dog i hendes optik, de steder hvor kvinderne skal flyttes undervejs i aborterne:
»Proceduren, de steder hvor kvinderne får pillerne på gynækologisk afdeling og derefter skal flyttes til fødegangen, er meget problematisk. De ender relativt ofte med at føde utilsigtet på gynækologisk afdeling eller på vejen fra den ene afdeling til den anden i elevatoren. For det er ikke til at forudsige forløbet, og det går ofte meget stærkt. Det bliver nemt helt tumultagtigt, når de skal flyttes, tage elevatoren ned, møde en ny jordemoder osv. Der er slet ikke tid til at få alle de her snakke, det hele foregår i stress og jag, og det er ikke rimeligt.«
Vil du vide mere?
Vil du være klogere på sene aborter og perinatale tab generelt, så er Fagligt Selskab for Perinatale Tab og Sene Aborter (PETAB) måske interessant for dig.
Du kan læse mere på petab.dk
Læs de andre artikler i temaet:
Sene aborter på mindre fødesteder
Holdning: Hele abortområdet trænger til et gennemsyn