Graviditet og fødsel sætter for langt de fleste kvinder det positive og varige spor, at de blive nogens mor. Men for en del sætter det også varige, fysiske og psykiske spor, som de gerne havde været foruden.
Alligevel ophører den systematiske sundhedsfaglige opfølgning reelt kort efter fødslen. Det sker på trods af, at langt de fleste kvinder mærkes af graviditet og fødsel – en del med livslange konsekvenser for deres sundhed til følge.
Jordemoderforeningen mener derfor, at det bestående tilbud i form af ét 8-ugers besøg hos egen læge skal gentænkes, tilpasses den enkelte og gøres mere fleksibelt.
”Der har været en samfundsmæssig opfattelse af, at det var et vilkår i et kvindeliv, at kroppen blev mærket efter børnefødsler. De lidelser, som en del kvinder har gået med, har været negligerede og tabubelagte. Men en række modige kvinder har fået dagsordenssat problematikkerne ved at stå frem og fortælle i offentligheden om deres egne lidelser og konsekvenserne af deres graviditeter og fødsler. Vi skylder dem og alle kommende mødre at få etableret et bedre efterfødselstilbud,” siger forkvinde for Jordemoderforeningen Lis Munk og fortsætter:
”Som det er i dag, bliver de her kvinder ikke mødt godt nok i vores nuværende tilbud. Det er, som om langt det største fokus er på barnet, når man har født, og det betaler nogle kvinder en urimeligt høj pris for,” konstaterer hun.
Det handler ifølge hende om at se på den manglende behandling af efterfødselsskader som et strukturelt fravær af prioriteret behandling og opfølgning, som bliver – men aldrig bør være – den enkelte kvindes problem.
Løsningen: Et nationalt efterfødselstilbud
Det er derfor Jordemoderforeningens klare holdning, at der er et presserende behov for at sikre kvinder rettidig opfølgning og nødvendig behandling ved et udvidet og specialiseret sundhedstilbud efter fødsler. Af den grund vil Jordemoderforeningen arbejde for etablering af et offentligt forankret efterfødselstilbud for alle kvinder.
Et tilbud, som det efter Lis Munks mening er fuldstændigt åbenlyst, at jordemødre skal have den bærende rolle i.
”Jordemødre kender graviditets- og fødselskroppen og har kompetencerne til at varetage det initiale møde med information, dialog og vejledning, og derfra vurdere behovet for viderehenvisning til yderligere hjælp. Jordemødre kan stå for alt fra vurdering af bristninger til genoptræning, samtaler om svære fødselsoplevelser, opfølgning på medicinske tilstande, der er opstået undervejs i graviditeten, og kvalificerede samtaler om seksuallivet efter en fødsel. Altså ser jeg at jordemødre kan tage den første screening, være vejvisere i systemet og hjælpe med at vurdere, hvem der har brug for fx psykologsamtaler eller henvisning til en uro-gyn-obs-fysioterapeut.”
Et efterfødselstilbud med jordemoderen som gatekeeper er ressourceeffektivt, fordi det sikrer tidlig opsporing gennem en faggruppe, der allerede er uddannet til det og er til rådighed i sundhedssystemet, samt har potentialet til at forebygge senere specialiserede forløb og reducere unødvendige henvisninger til dyrere speciallægebehandling.
En bunden opgave
Beder man Lis Munk blive mere konkret omkring, hvordan et kommende tilbud bør organiseres, ser hun flere muligheder:
Én mulighed er en regional forankring i forlængelse af graviditetskonsultationer i nærområderne. En anden mulig vej er via det almenmedicinske tilbud. Med den nye sundhedsreform står det almenmedicinske tilbud overfor at skulle varetage langt flere opgaver end i dag, hvorfor det kan blive vanskeligt at finde tilstrækkelige ressourcer. En sådan placering vil desuden kræve, at der er jordemødre tilknyttet den praktiserende læge, hvilket ikke er tilfældet overalt.
Uagtet placering af tilbuddet, er det ifølge Lis Munk vigtigt, at tilbuddet skal organiseres, så enhver kvinde har direkte adgang til at opsøge hjælp efter en fødsel uden henvisning.
Og selvom detaljerne ikke ligger klar endnu, skal løsninger findes snarest muligt, understreger hun:
”Som samlet sundhedsvæsen skal vi finde en bedre måde at hjælpe kvinder, der har født. Det er simpelthen en bunden opgave. Statsministeren nævnte behovet for et øget fokus på vores efterfødselstilbud i sin nytårstale, og der har på det seneste været en generel velvilje fra regeringen til at bevillige penge til forskning i kvindekroppen og kvindesygdomme. Men nu er der udskrevet valg, hvilket kan ændre mange ting. Det momentum, vi har oplevet med stærke brugerstemmer, borgerforslag, forskningsbevillinger, Alliancen for kvindesundhed osv. må ikke blive tabt på gulvet, hvis der kommer nye folk i ministerierne. Så jeg fortsætter med at banke på døre overalt, argumentere for vigtigheden af fokus på området, foreslå mulige løsninger og understrege potentialet i jordemødres rolle i det gode efterfødselsliv.”
Fakta
- 32 % oplever urininkontinens i året efter fødslen[1]. I en dansk population oplever 9 % af kvinder, der har født vaginalt, moderat til svær inkontinens et år efter fødslen[2]
- 90 % af alle førstegangsfødende får bristninger i forbindelse med en vaginal fødsel[3].
- 21 % rapporterer analinkontinens 6 år efter første barns fødsel[4]
- 30 % har rectus diastase 12 måneder efter fødslen[5]
- 25-53 % af førstegangsfødende i Danmark oplever smerter ved samleje 12 måneder efter vaginal fødsel[6]. Kejsersnit synes ikke at være en beskyttende faktor[7]
- 8 % rapporterer bækkensmerter 18 måneder efter fødslen[8]
- 4 % udviser PTSD efter fødslen[9]
Litteraturliste
- Moossdorff-Steinhauser HFA, Berghmans BCM, Spaanderman MEA, Bols EMJ. Prevalence, incidence and bothersomeness of urinary incontinence between 6 weeks and 1 year post-partum: a systematic review and meta-analysis. Int Urogynecol J. 2021 Jul;32(7):1675-1693. doi: 10.1007/s00192-021-04877-w. Epub 2021 Jun 17. PMID: 34142179; PMCID: PMC8295150.
- Gommesen D, Hjorth S, Nohr EA, Qvist N, Rasch V. Obstetric Perineal Tears, Birth Characteristics and the Association with Urinary Incontinence Among Primiparous Women 12 Months Postpartum: A Prospective Cohort Study. Int Urogynecol J. 2024 Oct;35(10):2033-2044. doi: 10.1007/s00192-024-05920-2. Epub 2024 Sep 16. PMID: 39284971; PMCID: PMC11534832.
- Okeahialam NA, Sultan AH, Thakar R. The prevention of perineal trauma during vaginal birth. Am J Obstet Gynecol. 2024 Mar;230(3S):S991-S1004. doi: 10.1016/j.ajog.2022.06.021. Epub 2023 Aug 11. PMID: 37635056.
- Johannessen HH, Stafne SN, Falk RS, Stordahl A, Wibe A, Mørkved S. Prevalence and predictors of anal incontinence 6 years after first delivery. Neurourol Urodyn. 2019 Jan;38(1):310-319. doi: 10.1002/nau.23854. Epub 2018 Oct 12. PMID: 30311695.
- Fitzpatrick SE, Crittenden T, Watson DI, Dean NR. Prevalence of Symptomatic Established Rectus Diastasis of Parity in Primiparous Women: A Prospective Cohort Study From Early Pregnancy to 1-Year Postpartum. World J Surg. 2026 Feb;50(2):344-352. doi: 10.1002/wjs.70227. Epub 2026 Jan 8. PMID: 41506782; PMCID: PMC12904848.
- Gommesen D, Nøhr E, Qvist N, et al
Obstetric perineal tears, sexual function and dyspareunia among primiparous women 12 months postpartum: a prospective cohort study
BMJ Open 2019;9:e032368. doi: 10.1136/bmjopen-2019-032368 - Hjorth S, Kirkegaard H, Olsen J, Thornton JG, Nohr EA. Mode of birth and long-term sexual health: a follow-up study of mothers in the Danish National Birth Cohort. BMJ Open. 2019 Nov 3;9(11):e029517. doi: 10.1136/bmjopen-2019-029517. PMID: 31685494; PMCID: PMC6858091.
- Bjelland EK, Owe KM, Stuge B, Vangen S, Eberhard-Gran M. Breastfeeding and pelvic girdle pain: a follow-up study of 10,603 women 18 months after delivery. BJOG. 2015 Dec;122(13):1765-71. doi: 10.1111/1471-0528.13118. Epub 2014 Oct 20. PMID: 25327939.
- Yildiz PD, Ayers S, Phillips L. The prevalence of posttraumatic stress disorder in pregnancy and after birth: A systematic review and meta-analysis. J Affect Disord. 2017 Jan 15;208:634-645. doi: 10.1016/j.jad.2016.10.009. Epub 2016 Oct 27. PMID: 27865585.