“Det er vigtigt at have kolleger som Katrine”

Jordemoderforeningen har efterlyst jordemødre, som er vaskeægte stjernekolleger. Zenia Marie Steffensdatter Vesth har med søde ord nomineret en stribe kolleger fra Sengeafsnit for Graviditet og Barsel på Odense Universitetshospital. Jordemoderforeningen har trukket lod blandt nomineringerne og derefter interviewet Zenia om hendes stjernekollega Katrine Refsgaard Boutrup.

Katrine Refsgaard Boutrup er nomineret af Zenia Marie Steffensdatter Vesth

Hvorfor har du nomineret Katrine?

»På vores afdeling har vi både indlagte gravide, foetus mors, senaborter og helt almindelige barslende, og alle patienterne er glade for Katrine, så hun må være virkelig dygtig til at omstille sig. Hun må fange et eller andet ved hver enkelt, så hun går i hjertekulen på dem. De siger ofte ting som ’Hende, der var her i dag, kommer hun også i morgen?’

Jeg er ofte imponeret over, hvordan hun har grebet en patient an med al sin fingerspitzgefühl. Når jeg får indblik i hendes arbejde, tænker jeg tit: ’Gud ja, sådan kan jeg også gøre næste gang.’ Det er megavigtigt at have den slags kolleger!

Katrine er god til at fokusere på det positive, men samtidig er hun ikke bange for at være kritisk. Det er en meget fin balance, men fordi hun altid tænker i løsninger, bliver det godt modtaget, når hun sætter spørgsmålstegn ved fx fordelingen af patienter.«

Hvad er Katrine fagligt dygtig til?

»Vi har mange langtidsindlagte gravide, og Katrine tænker fremad og beder lægerne om at forholde sig til mere end bare i morgen. Og hun lader sig ikke overtrumfe af overlæger med lang erfaring. Vi har længe været ekstremt underbemandede, men lige meget hvor pressede vi er, så har Katrine styr på tingene. Hvis en læge opsummerer et patientforløb og siger ’præeklampsi’, så er hun hurtig til at reagere og sige ’Nej, det er obs. for præeklampsi’.«

Hvad inspirerer dig ved Katrine?

»Katrine er meget tydelig om, at hun vil have tid til sin familie. På den måde bidrager hun til en kultur, hvor alle ikke skal arbejde 37 timer og tage ekstravagter oveni. Jeg er på min første barsel pt. og har tænkt over, om jeg vil miste flowet, hvis jeg går ned i tid. Men Katrine er mega skarp, selvom hun ikke arbejder fuld tid. Så hun får mig til at tænke, at det jo kan lade sig gøre.«

Hvad betyder det for dig, at din kollega har valgt at hylde dig som en stjernekollega?

»Det er mega stort og meget overvældende. Jordemødre arbejder rigtigt meget alene, hvis ikke vi lige har en studerende med os. Der er ikke så mange, der får indblik i, hvordan man gør tingene inde på en stue. Så tænk, at en af mine kolleger har lagt mærke til noget, jeg gør, og ligefrem bliver inspireret af det. Det gør mig da vildt stolt, at hun tænker sådan om MIN måde at arbejde på. Og så har hun taget sig tid til at nominere mig og flere af vores fælles kolleger, det er virkelig, virkelig sødt af hende. Sådan nogle flotte ord betyder rigtigt meget.«


Navn: Katrine Refsgaard Boutrup
Arbejdssted: Sengeafsnit for Graviditet og Barsel på Odense Universitetshospital
Jobfunktion: Jordemoder
Uddannet: 2011
Bonusoplysning: Er let nok på fødderne til at have vandret til Mount Everests basecamp, men også klodset nok til at være faldet ned ad trapperne i Ribe domkirke og pådraget sig et kompliceret brud i hånden.
Jordemoderforeningen har efterlyst jordemødre over hele landet, som gør og kan noget særligt. Vaskeægte stjernekolleger. Vi trækker lod og bringer historierne om dem løbende. Denne gang er det Katrine Refsgaard Boutrup fra Odense Universitetshospital, der er den heldige vinder af en stjernekollega-kaffekop. Du kan nominere en kollega på lot@jordemoderforeningen.dk