Ingen kender de præcise tal, men myndigheder og diverse organisationer estimerer, at under fem børn om året bliver født af en såkaldt altruistisk surrogatmoder (se boks) i Danmark. Det handler som oftest om kvinder, der bærer et barn for deres søster eller en nær veninde.
Men et sted i Jylland har Nina, der er jordemoder, netop båret, født og afleveret et barn til et par, hun slet ikke har den slags tætte relation til. Parret kan ikke selv få børn, da kvinden har fået fjernet livmoderen i forbindelse med et tab i graviditeten. Nina og hendes kone kendte til deres historie, fordi kvinden og Ninas kone er kolleger. Og ud af det blå opstod en idé:
»På det tidspunkt havde vi fået vores fire børn, hvoraf jeg har født de tre, og min kone det ene. Og jeg synes simpelthen, det er så fedt at føde, men vi skulle ikke have flere børn. Da jeg en dag endnu engang talte henført om at være gravid og føde, konstaterede min kone, at jeg da kunne føde et barn til det par, der ikke selv kunne få et, hvis jeg var så vild med at føde.«
»Hun vidste, at tanken ikke ville ligge mig fjernt, da jeg tidligere havde nævt, at det kunne være en mulighed, da min søster gik gennem et kræftforløb. Og da hun nævnte det denne gang, tænkte jeg ret meget med det samme, at det kunne jeg da faktisk godt…«
»Mine børn er det største i mit liv«
Derefter begyndte Nina og hendes kone at diskutere, hvilke rammer de kunne se sig selv i, hvis parret var interesseret i at bruge Nina som altruistisk surrogatmoder. Ingen af dem ønskede, at det skulle være med Ninas æg, men selvom det er lovligt at være surrogatmoder i Danmark, er det ikke lovligt at få hjælp til at opnå surrogatgraviditeten i Danmark, så Nina ville skulle rejse til udlandet. Det skrev de og tilbød parret, som selvfølgelig blev overraskede, men efter lidt betænkningstid glade sagde ja til det uventede tilbud.
Nina endte med at tage til en klinik på Cypern, efter at de to par havde talt med en advokat.
»Jeg blev gravid to gange og aborterede begge gange, og det har jeg aldrig oplevet før med mine egne børn. På klinikken dernede ville de begynde at give mig en masse medicin tredje gang, men vi har jo selv fået hjælp til at få vores fire børn, så jeg har prøvet det før, og jeg har også kolleger, der ved en masse om insemination, og jeg havde tiltagende en oplevelse af, at klinikken på Cypern ikke var et rigtigt fedt sted.
Så jeg begyndte at tænke, at det jo ikke ville være mit barn, bare fordi vi brugte mit æg. Jeg har også et barn ud af mine fire, som jeg ikke selv har båret og født, og det ændrer jo ingenting i forhold til mine følelser for det barn. De tanker ledte frem til, at vi på et tidspunkt besluttede at prøve selv. Jeg fik sæd i en kop, brugte en sprøjte, og sjette gang lykkedes det.«
Ninas tonefald er praktisk, mens hun fortæller, og hendes beskrivelse af hele projektet udstråler en tilgang, der virker til at tage tingene oppefra og ned. Da jeg nævner det for hende, svarer hun:
»Jamen, jeg er en meget pragmatisk type af natur. Jeg har været meget afklaret med det hele: Jeg gør det, for at de kan få et barn. Vi har også selv brugt en donor, og mine børn er det største i mit liv. Hvis jeg kan hjælpe andre til noget lignende, så giver det mening for mig. Jeg kan da godt mærke, at mine børn er ved at være lidt trætte af ting, jeg ikke kan, nu hvor jeg er tæt på termin, men det er et barn, vi hjælper andre med at få! Det kan du ikke måle noget besvær op imod.«
Mange scenarier og mange snakke
Det er tydeligt, at Nina, hendes kone og parret, hun er surrogatmoder for, har talt utroligt mange ting igennem – både før graviditeten og undervejs.
»Vi har lagt en plan for fødslen, og den er udgangspunktet, vi følger, hvis alt går som forventet. Jeg ved som jordemoder udmærket, at man jo aldrig ved, hvad der sker under en fødsel. Men planen er, at parret skal være med til fødslen og have barnet med det samme bagefter. Jeg tænker, at hvis jeg får barnet op til mig, så vil det kunne sætte gang i noget, og det vil ikke være klogt. Så de får barnet med det samme, og så må de gerne gå ind i et andet rum. Så kan jeg blive lappet sammen, komme ind og sige ”Ej, en sød baby!” og gå igen,« fortæller Nina.
Bliver et kejsersnit nødvendigt, føder Nina pludseligt uventet hurtigt derhjemme, skal fødslen sættes i gang, hvad hvis en af parterne fortryder i forbindelse med fødslen? De mulige scenarier er mange.
»Vi har talt alt, hvad vi kan komme i tanke om, igennem. Og det vil vi fortsætte med. Vi er enige om, at ting skal siges højt i den her relation. Men man kan jo aldrig love eller skrive sig ud af alt. Det er en tillidssag.«
Fordi graviditeten endte med at være med Ninas eget æg, er den også obstetrisk ukompliceret i højere grad, end hvis den havde været med donoræg.
»Nu er det kun en risikograviditet, fordi jeg er 40 år gammel, men ikke i forhold til præeklampsi osv., så det er jo dejligt. Jeg har nogle gener og er noget smadret. Det har været mere træls at være gravid denne gang, end det plejer at være, men det hele er ukompliceret. Og jeg synes i det hele taget, at graviditet og fødsel er vanvittigt spændende, og jeg lærer og forstår noget, hver gang jeg prøver det på egen krop. Nu forstår jeg fx bedre de gravide kvinder, der kommer og vil sættes i gang, fordi de ikke kan overskue at være gravide længere. Og det er jo fedt som jordemoder.«
Som en plejefamilie
Ligesom de voksne i de to familier har talt meget om alle tænkelige overvejelser, følelser og scenarier, har Nina og hendes kones børn også været involveret fra starten. De er 4, 10, 13 og 15 år gamle, og har meddelt, at de ikke vil med til fødslen, som de store ellers har været til fødslen af deres lillesøster. Men de har mødt parret, der skal have barnet i deres mors mave, flere gange igennem graviditeten, og vil gerne med på barselsbesøg hos dem engang efter fødslen.
»Vi har talt meget om det, og vores børn synes, at babyer er søde, men de ved godt, at den her ikke er vores. Vores mindste er jo kun fire år, men hun ved også godt, at den skal et andet sted hen og bo. Så må vi se, hvad der sker, når den rent faktisk kommer til verden. Men hun er i hvert fald godt forberedt med mange snakke. Vi har også været helt åbne om det i forhold til børnenes børnehave og skole, for det skulle ikke være sådan, at alle troede, at de skulle have en lillesøster eller lillebror, når det ikke er tilfældet. Vores 10-årige har formuleret det sådan her: ’Det er, ligesom vi er dens plejefamilie, vi passer den, indtil de andre kan få den,’« siger Nina og fortsætter:
»Mange ting er så simple for børn. Fx ved de, at det kommende barn er deres biologiske halvsøskende, men dem har de jo alligevel flere af, fordi de har en donorfar. Og deres mormor og morfar er ikke deres allesammens biologiske bedsteforældre alligevel. Så på den måde er de også vant til det. Jeg har lige været til tandlæge med et par af børnene. Der blev selvfølgelig kommenteret på min mave, og at det var spændende, at børnene snart skulle være storesøskende. Der svarede den 10-årige bare med det samme: ”Det er ikke til os!” fortæller Nina og konstaterer med et grin, at børnene vist i øvrigt også synes, at der er børn nok hjemme hos dem.
For hende er det en sidegevinst, at hendes børn lærer noget i processen.
»De er opdraget til, at man hjælper hinanden. Det her viser dem også, at man kan gøre noget for andre, uden at man får det samme igen. Det giver en en god følelse, og man skal hjælpe andre, hvis man kan her i livet.«
Tilknytning
I forhold til babyen, der er på vej, er det endnu meget uafklaret, hvilken rolle Nina og hendes familie skal have i dens liv i fremtiden.
»Vi må mærke efter, hvad der føles rigtigt hver især. Deres familie skal fungere, og hvis det fx viser sig, at det er svært for dem at se mig, så er det helt okay, at moderen siger, at hun ikke kan overskue, at jeg kommer den næste tid. Vi har ikke lavet en fast aftale om at ses hver 14. dag. For det er deres barn og deres familie. Vi tager på barselsbesøg, og så ser vi, hvad der sker. Det vigtigste er, at de får et godt liv sammen som familie. Så må jeg håndtere det, hvis det bliver svært for mig. Der er selvfølgelig noget hormonelt, der spiller ind, men så må jeg tage nogle tudeture. Jeg er fuld af fortrøstning i forhold til, at jeg er omgivet af mennesker, jeg kan tale med om de følelser, der måtte komme. Det kan da også være, at det bliver lidt mærkeligt at skulle tilbage på arbejde til alle dem, der får en baby med hjem … Men på den anden side bliver jeg nok aldrig færdig med at synes, at de babyer er voldsomt søde, og at sådan en kunne man da godt tage med hjem. Men jeg har fået de børn jeg skal have. Og så får jeg vel børnebørn engang.«
I forhold til det kommende barns prænatale tilknytning til Nina og de kommende forældre, gør Nina sig selvfølgelig overvejelser qua sin faglige viden. Men faktisk går de mest af alt på, at hun tror, der er meget, vi ikke ved.
»Jeg tror, at hvis jeg gik og var ked af det hele vejen igennem graviditeten, fordi jeg ikke selv skulle være mor for det her barn, så kunne det da nok have en betydning for barnet i min mave. Men ligesom hvis man var plejefamilie, så passer jeg jo på det her barn. Jeg bliver glad, når den sparker, og så aer jeg maven og siger ”Hej lille ven” til den. Men det her er for min egen regning. Jeg mener ikke, at vi kan udtale os specielt skråsikkert om det som fagpersoner, for der er meget, vi ikke ved. Jeg kan være mere bekymret for de adskillelser, vi af og til skaber i forbindelse med indlæggelser. Jeg tror ikke på, at barnet skulle blive stresset af at blive taget fra mig umiddelbart efter fødslen og givet til nogle andre. Hvis den er sammen med en varm krop med det samme, får kærlighed og råmælk, så tror jeg ikke, det kan være dårligt. Og vi har jo planlagt efter, at den skal over til dem og ligge hud mod hud med det samme. Den har været ni måneder med kærlighed i maven, og når den er ude i verden, kommer den hen til nogle forældre, der giver den nærvær og kærlighed. Jeg er sikker på, at det bliver godt.«
Fakta
Nye regler på området
En ny politisk aftale gældende fra 1. januar 2025 skal sikre stabilitet for børn, der kommer til Danmark gennem udenlandske surrogataftaler, og forbedrer forholdene for de borgere, der stifter familie gennem nationale altruistiske surrogataftaler.
For altruistiske surrogatfamilier betyder det, at deres surrogataftaler kan godkendes og registreres i Familieretshuset, inden graviditeten etableres.
Det kræver:
- at surrogatmoderen er fyldt 25 år, ikke er under værgemål og bør have født mindst et barn.
- at surrogatmoderen ikke som led i aftalen modtager vederlag. Hvis ikke der er en nær relation mellem hende og de tiltænkte forældre, vil der være en formodning om, at aftalen er kommerciel og dermed ikke følger de danske regler.
- Surrogatmoderen bevarer retten til at træffe beslutninger om egen krop, herunder om graviditeten skal afbrydes, og kan træde tilbage fra aftalen.
- at surrogatmoren er bosat i Danmark på tidspunktet for aftalens indgåelse og etablering af graviditeten. Det vil ikke være en forudsætning, at selve etableringen af graviditeten sker i Danmark. Når barnet bliver født, vil de tiltænkte forældre i forbindelse med fødslen blive registreret som forældre til barnet. Ninas barn er undfanget efter de gamle regler.
Se hele aftaleteksten her: kortlink.dk/2rqxp
En surrogatmoder er en kvinde, der gennemfører en graviditet for et par og overlader barnet til parret efter fødslen.
I et altruistisk surrogatmoderskab bliver en kvinde gravid og føder et barn for andre uden at modtage betaling.
I et kommercielt surrogatmoderskab får en kvinde penge for at føde et barn til andre. Hvert år kommer op imod 100 børn til Danmark efter at være født i kommercielle surogatmoderskaber i udlandet.