Dansk ammevejledning står stærkt – men kommunikationen er svær

---

---

Danmark er blandt de lande, hvor flest kvinder begynder at amme, da ca. 86% af alle spædbørn ammes fuldt de første to uger efter fødslen. Dog viser tal fra 2023, at andelen falder til 16% efter seks måneder. Desuden eksisterer der stor social ulighed i amning.

I de seneste årtier har der været fokus på, hvordan ammevejledningen kan styrkes. Ingrid Nilsson, leder af Kompetencecenter for amning, udviklede i 2013 indsatsen: ”Amning – en tryg start” med det formål at gøre ammevejledningen på barselsafsnittene enkel og effektiv. Fire hovedbudskaber blev introduceret: 1) Hud mod hud 2) Hyppig amning 3) God stilling og 4) Hjælp hinanden.

De sundhedsprofessionelle blev også undervist i kommunikation, bl.a. med udgangspunkt i Banduras teori om self-efficacy, som peger på fire kilder til at styrke forældrenes tro på, at de kan få amningen til at fungere. Kilderne til self-efficacy var i indsatsen operationaliseret på følgende måde: 1) Støtte til at opnå nye færdigheder 2) Brug af rollemodeller 3) Anerkendelse af forældrenes indsats og 4) Støtte til at omformulere tidligere dårlige erfaringer for at skabe øgede handlekompetencer.

Hypotesen var og er, at når kommunikationen med familierne tager afsæt i self-efficacy bliver forældrenes handlekompetence styrket, så de selv kan mestre amningen. De fire hovedbudskaber er siden blevet indarbejdet i Sundhedsstyrelsens håndbog og har dannet grundlag for undervisning i ammevejledning af personalet på landets fødeafdelinger.

I 2021 blev indsatsen videreudviklet til at styrke ammevejledningen i den kommunale sundhedspleje i projektet ”Amning – en god start sammen”. Målet var bl.a. at skabe sammenhæng i ammevejledningen på tværs af hospitalet og den kommunale sundhedspleje for dermed at minimere risikoen for, at forældrene fik modstridende ammevejledning på tværs af sektorerne.

I vores studie, som er udarbejdet i samarbejde med ph.d-studerende Anne Kristine Gadeberg og Lektor Sarah Fredsted Villadsen, Afdeling for Social Medicin, Københavns Universitet og Kompetencecenter for Amning, analyserer vi, hvordan undervisningen fra “Amning – en tryg start” anvendes på et sygehus i dag, for derved at kunne vurdere, om der er skabt den ønskede konsistens i ammevejledningen mellem hospital og kommunal sundhedspleje.

Empirisk og metodisk afsæt

Studiet var en kvalitativ realistisk evaluering, hvor vores fokus var på, om indsatsens virkningsmekanismer fra ”Amning – en tryg start” blev aktiveret eller ej, og hvorfor eller hvorfor ikke den skabte værdi for familierne. I 2023 blev syv kvalitative interviews gennemført med mødre, der havde modtaget den kommunale indsats i ‘Amning – en god start sammen’ omkring deres oplevelse af vejledningen i både hospitalsog sundhedsplejeregi. Derudover blev der afholdt et nøgleinformant-interview med Ingrid Nilsson med fokus på indsatsens ønskede mekanismer og erfaringer med implementeringen. En del af studiets dataindsamling foregik på et udvalgt sygehus, som deltog i interventionen ‘Amning – en tryg start’, hvortil den tilhørende kommune deltog i ‘Amning – en god start sammen’. Vi var på sygehuset i to dage, hvor vi gennemførte tre kvalitative interviews og fem deltagerobservationer med sundhedsprofessionelle. Det var også på det sygehus, de syv mødre havde født. Studiets indsamlede data blev transskriberet og analyseret ved hjælp af tematisk netværksanalyse.

Mange positive erfaringer

Analysen viste, at mødrene oplevede ammeprocessen som ganske overvældende. Som en mor udtrykker det:

”Det er forbløffende svært, og man bliver sådan helt… man bliver nærmest sådan helt overrasket.” Mødrene udtrykte forskellige erfaringer med støtten og vejledningen særligt i de første intense dage efter fødslen. De sundhedsprofessionelle gav udtryk for, at de fire hovedbudskaber var godt forankret i hospitalets ammevejledningspraksis selv her mere end 10 år efter implementeringen:

“Den (plakat med hovedbudskaberne) er på alle stuer, og vi bruger den især ved udskrivelser.” Hertil nævnte de sundhedsprofessionelle også, at introduktionen af de fire hovedbudskaber blev tilpasset den unikke families situation og barnets signaler og ikke nødvendigvis gennemgået i kronologisk rækkefølge. Dette blev også observeret i praksis.

Flere af mødrene udtalte, at vejledningen på hospitalet var vellykket, idet de udtrykte at have fået den nødvendige støtte. En mor fortalte:

”De var så søde og rare og hjælpsomme. Vi havde bare ingen problemer overhovedet [med ammevejledningen] … uanset hvad vi kom med. Jeg er så taknemmelig for deres hjælp.”

En anden mor oplevede, at amningen faldt på plads inden udskrivelsen, og at der var positiv opmuntring hos personalet, men at de huslige pligter i hjemmet efter udskrivelsen gjorde det vanskeligt at opretholde roen om amningen.

Ammevejledning kræver god kommunikation

Dog var der også mødre, der oplevede udfordringer med den del af indsatsen, som omhandlede kommunikationen med fokus på at styrke mødrenes self-efficacy. Dette blev udtrykt af såvel mødrene og projektlederen som i vores observationer. Den kommunikative del i ammevejled-ningen kan for de sundhedsprofessionelle virke kompleks og tidskrævende, når de skal opmuntre og guide med ord samtidig med, at mødrene selv skal navigere i de sundhedsinformationer, som de får. De sundhedsprofessionelle fra hospitalet fremhævede, at ‘hands off’ var en grundsten i deres ammepraksis og -politik netop for at sikre kommunikation med fokus på, at forældrene selv opnår handlekompetencer til positionering af barnet mv. Til gengæld udtrykte de sundhedsprofessionelle, at ‘hands on’ vejledning er enklere og hurtigere, når kommunikationen ikke slår til. En af dem udtrykte:

“…jo mere man bruger hands on, jo mere risikerer man egentlig at forstyrre en naturlig proces.”

Mødrene havde dog også beretninger om en praksis, hvor kommunikationen og mestringen ikke var understøttet:

“Så tog de bare fat i ens bryster, og så var jeg sådan lidt: At det er fint, du kan det, men du skal lære mig at gøre det.”

I observationerne på sygehuset, oplevede vi ligeledes, at refleksionerne om ‘hands off’ trådte i baggrunden. En mor, som ikke oplevede ammeproblemer, og hvor barnet allerede var lagt til brystet, blev irettesat, idet sygeplejersken bemærkede, at barnet lå forkert. Uden at indhente samtykke justerede hun på barnets position og hoved flere gange under amningen.

Dynamiske behov

Mødrene udtrykte, at vejledningen på hospitalet kunne være forvirrende. En mor oplevede først at få besked om, at amningen gik godt, for at en anden sundhedsprofessionel derefter vurderede, at den var problematisk. Hun udtrykte:

”… nu gik det godt, og han kunne finde ud af at amme, og jeg var klar til at tage hjem, hvis jeg vil hjem! Og så kom der en anden en halv time efter og sagde, at han ammede helt forkert, og det kunne han ikke, og vi skulle blive en dag mere!”

De sundhedsprofessionelle udtrykte, at barnets behov ændrer sig hurtigt inden for det første døgn, og det kan derfor være vanskeligt at nå at formidle disse ændringer, hvorfor rådene kan opleves forskellige:

“… hvis vi glemmer at fortælle familien, at det her er [kun] gældende lige nu […] så har vi allerede fejlet en lille smule der…”

Yderligere var der også udfordringer på tværs af sektorer, som en mor udtrykte:

”…hver sygeplejerske, der kom ind, fik jeg noget nyt at vide af og ammevejlederen sagde noget andet, og sundhedsplejersken sagde noget tredje.”

Dette skabte usikkerhed og frustration, især blandt førstegangsfødende. Flere af mødrene udtrykte dog, at kommunikationen og vejledningen fra sundhedsplejersken, som foregik i hjemmet, var mere rolig og behovstilpasset. For at styrke forældrenes tro på egne evner til at lykkedes med amningen og konsistensen i ammevejledningen på tværs af sektorer, må kommunikationen prioriteres i højere grad – den er tidskrævende, men er afgørende for forældrenes samlede forløb. Yderligere er der en pædagogisk opgave i at forklare forældrene, at ammevejledningen ændrer sig i løbet af den første tid, i takt med at mælken løber til, og barnet bliver fortrolig med at tage fat om brystet.

Konklusion

De fire hovedbudskaber fra ‘Amning – en tryg start’ anvendes i dag stadig aktivt i ammevejledningen på sygehuset. Til gengæld er de kommunikative elementer kun delvist implementeret i praksis. Dette viste sig gennem mødrenes oplevelser af misforståelser og manglende sammenhæng i ammevejledningen – især i overgangen fra sygehus til den kommunale sundhedspleje. Det er derfor vigtigt, at de sundhedsprofessionelle er tydelige i deres kommunikation og formidling, hvis ammevejledningen skal opleves som sammenhængende og styrke mødres self-efficacy.

---

Refleksioner

Vores studie peger på behov for

1. at styrke kommunikation med fokus på self-efficacy i ammevejledningen på sygehuset

2. at øge fokus på, hvordan familiens og barnets behov, og dermed ideel vejledning, udvikler sig over tid. Denne kompleksitet øger de kommunikative krav til sundhedsprofessionelle.

---

Artiklens forfattere