Den autorisation, man i dag har som uddannet jordemoder, udspringer af den allerførste lov med krav om eksamination af jordemødre fra 1672.
»Jordemødre har eksisteret lige så længe, som kvinder har født børn, så det er nærmest et af de ældste fag, vi har. Tidligere har det blot været mindre formaliseret, hvordan en jordemoder var uddannet, og hvem der måtte kalde sig jordemoder,« forklarer Kent Kristensen, der er sundhedsjurist og lektor ved Aalborg Universitet.
Ifølge ham er systemet med autoriseret sundhedspersonale, som det ser ud i Danmark i dag, kendt fra alle de lande, vi normalt sammenligner os med, og langt hen ad vejen bygget ens op: En sundhedsperson bliver autoriseret ikraft af sin uddannelse og en bestået eksamen. Derefter er vedkommende underlagt en myndighed, der kan føre tilsyn og sanktionere, når der handles under almindelig faglig standard.
Og den opbygning giver ganske god mening ifølge sundhedsjuristen:
»Hvis ikke tilsynet og sanktionsmulighederne fulgte med, så var der ikke noget formål med at have en autorisationsordning. Autorisationerne skal kunne kontrolleres, ellers giver det ingen mening,« forklarer han.
Derfor er tilsynssystemet også bevæbnet med det, Kent Kristensen beskriver som ’ret skarpe tænder’:
»Systemet arbejder med vældigt indgribende afgørelser som midlertidig autorisationsfratagelse fx. Det skyldes, at systemet jo er en garanti for den fødende, der, når hun møder en jordemoder, kan regne med, at hun uddannet og kompetent. Og hvis den garanti skal have mening, skal der også kunne holdes øje med, at jordemoder lever op til sin faglighed.«
Samtidig er autorisationerne ikke kun en fordel for de borgere, der møder de autoriserede sundhedsfaglige, men også for de sundhedsfaglige selv.
»Der er mange faggrupper, der ønsker at blive autoriserede. Der følger nemligenormt meget faglig anerkendelse af ens fag med. Man kommer ind i et offentligt uddannelsessystem, man bliver høringspart på en række områder, og man bliver en del af lovgivningsapparatet. Hele ens autoritet som fag bliver løftet.«
Samtidig påpeger Kent Kristensen, at selvom autorisationerne giver faglig anerkendelse og sikrer den enkelte jordemoder, at de fødende, hun møder i sin dagligdag, har tillid til hende, er der den krølle på systemet, at de største fordele går kollektivt til faget generelt og ikke til den enkelte jordemoder:
»Man kan sige, at fordelene går til professionen som helhed, mens konsekvenserne i form af mulige sanktioner falder på den enkelte. Enhver jordemoder står til ansvar som enkeltperson og bærer fx ansvaret for at holde sig opdateret på sit fag. Det er ikke regionen eller en anden arbejdsgivers ansvar, det bærer hun som enkeltperson,« slutter Kent Kristensen.
Jordemoderforeningen mener:
Jordemødre i Danmark har høj troværdighed. Det har vi, fordi vi er veluddannede, kompetente og ansvarlige. Jordemødre er kendte for, at vi holder, hvad vi lover og leverer sundhedsydelser på et højt niveau. Det gør vi hver især, og det gør vi som stand. Derfor kan vi som fag have en autorisation.
At være autoriseret jordemoder giver både rettigheder og pligter. De pligter, skal vi leve op til, og det gør vi i høj grad. Jeg synes derfor, det er betryggende, at Styrelsen for Patientstikkerhed i artiklen her i vores tidsskrift sætter ord på, at jordemødre generelt ikke skal være bekymrede for at miste deres autorisation. Det fortæller os, at jordemødre grundlæggende er dygtige og opmærksomme på autorisationens muligheder, begrænsninger og forpligtigelser.
Vi skal i Jordemoderforeningen altid have for øje, om jordemoderautorisationen og vores forbeholdte virksomhedsområde flugter med det behov, samfundet har. Det vil vi som professionsforening altid arbejde for, at det gør. Fx mener vi, at det er værd at arbejde for, at en autoriseret jordemoder skal kunne udskrive prævention i fremtiden. Men det er en mærkesag, vi vil arbejde for på hele standens vegne. Den enkelte jordemoder skal for at beskytte sig selv ikke udfordre autorisationens og virksomhedsområdets rammer. For selvom nogle jordemødre kan meget mere, end hvad jordemødre må qua vores autorisation, så mener jeg, at vi overordnet skal se autorisationen som et kvalitetsstempel og en beskyttelse. Vi skal som enkeltpersoner ikke gøre mere, end det autorisationen giver os rammer til
Sanktionstyper
