I den nye uddannelsesreform – og i sundhedsreformen for den sags skyld – er der stort fokus på teknologi og digitalisering som et vigtigt element i fremtidens sundhedsvæsen. Faktisk bliver det ikke blot omtalt som vigtigt, men nærmest som løsningen på fremtidens udfordringer i sundhedsvæsenet.
Jeg kan nogle gange have en oplevelse af, at vi som jordemødre i nogen grad har været teknologiforskrækkede. Det oplagte eksempel er ultralydsscanninger. Set i bagklogskabens klare lys ville jeg ønske, at vi havde taget dem mere til os og gjort dem til en naturlig del af det, jordemoderen står for i graviditeten.
Men i jordemødres skepsis ligger der jo også fornuft. En sund kritisk tilgang. For selvom ultralydsscanning har store diagnostiske fordele, så scanner vi i dag utroligt meget udover de to scanninger i grundtilbuddet. Og spørgsmålet er, om vi samlet set har fået et markant bedre outcome i forhold til de ressourcer, vi bruger på denne del af graviditetsundersøgelserne?
I dette nummer af Jordemoderen kan man læse om endnu et nyt eksempel på en teknologi til gravide og fødende. Det skal understøtte forebyggelse af bristninger. Min umiddelbare tanke er egentlig, at det kan ikke lade sig gøre. Mine tanker går på noget med respekt for naturen og for, at kvinder er skabt til at føde. Og en grundlæggende tanke om, at fødslen ikke nødvendigvis bliver bedre af, at vi hele tiden tilfører nye teknologiske løsninger. Måske ligger der også hos mange af os en bekymring for, om teknologien risikerer at flytte fokus væk fra det håndværk, den erfaring og det nærvær, som vi ved har stor betydning i fødselsarbejdet. Men omvendt: Hvis det reelt kan forebygge skader, som alle jordemødre jo er interesserede i – og det ikke er invasivt – hvorfor så ikke være åbne over for det?
For jeg mener virkelig, at vi som jordemødre skal være åbne over for teknologiske udviklingsmuligheder. Men vi skal ikke blot være brugere af teknologien – vi skal være med til at udvikle den, så vores faglige viden og erfaring bringes i spil.
Og så må teknologi ikke være et mål i sig selv. Den skal bruges dér, hvor den kan frigive tid og rum til det, vi ved har betydning: nærvær, relationsopbygning og omsorg i mødet med den enkelte kvinde og familie. Det er netop den del af vores arbejde, som ikke kan erstattes af teknologi.
Der er et gammelt kinesisk ordsprog, som siger, at når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller. Jeg håber, vi som faggruppe tør bygge vindmøller – men på en måde, hvor teknologien understøtter det menneskelige i vores fag i stedet for at skubbe det i baggrunden.
Husk i øvrigt, at alt det ovenstående kan du blive klogere på og være med til at diskutere, når Jordemoderforeningens medlemsmøde 2026 løber af stablen med emnet: “Jordemoderen anno 2030 – faglighed i bevægelse”. Læs meget mere om arrangementet