Antallet af kandidatuddannede jordemødre ansat regionalt er fordoblet

På bare fem år er antallet af jordemødre i regionalt regi, der er ansat på kandidatprotokollat, næsten fordoblet fra 41 til 75.



I januar 2021 var 41 jordemødre med en kandidatuddannelse bag sig ansat på regionale fødesteder. Nyeste tal fra december 2025 viser at tallet nu knap fem år senere er næsten fordoblet til 75.

Det peger i retning af en øget bevidsthed om, hvad kandidatjordemødrene kan bidrage med blandt landets ledende jordemødre, mener uddannelsesleder på kandidatuddannelsen Christina Prinds:

”Vi ved, at stærke forsknings- og udviklingsmiljøer på sigt kommer gravide og familier til gavn og samtidig kan være med til at tiltrække endnu flere engagerede og kvalificerede medarbejdere. Ligesom det er svært at forestille sig et lægefagligt felt uden forskning og udvikling som fundament for en evidensbaseret praksis, bør det også være tilfældet for det jordemodervidenskabelige felt. Desuden foregår meget udvikling og forskning i hverdagen i tværfaglige fællesskaber. Også der er der værdi i at kende sit felt og sin styrke og kunne argumentere forskningsbaseret, for på den måde styrkes det tværfaglige samarbejde, og det vi arbejder fælles om.”

Region Sjælland topper listen

Set over hele landet ligger andelen af jordemødre på kandidatprotokollat mellem 1,8 og 4,2 procent af alle regionalt ansatte jordemødre. Region Sjælland topper listen med 4,2 procent kandidatprotokollatansatte jordemødre.

I den region er Holbæk Sygehus et af de steder, der har haft vækst i antallet af kandidatuddannede jordemødre. Her forklarer chefjordemoder Heidi Fischer, at hun ikke oplever, at derhar været en decideret strategi for at ansætte kandidater i regionen, men at udviklingen er kommet naturligt.

”Det er jo en udvikling, man også ser på andre fagområder – fx er der også et tydeligt fokus inden for sygeplejen på oprettelse og udviklinge af kvalitetsfunktioner. Og så smitter og inspirerer man jo naturligt hinanden, når man kan se, at der sker noget andre steder, som de er glade for, og som fungerer. Derudover er der også et vist pres – og det mener jeg absolut positivt – på os som afdelinger og chefer, når flere og flere jordemødre tager en kandidatuddannelse. Så skal vi jo finde ud af, hvordan vi kan bruge dem indenfor vores fag,” siger hun og forklarer, at man i Holbæk har valgt en model, hvor de tre jordemødre, man har ansat på kandidatprotokollat, alle er ansat i stillinger, der kombinerer kvalitetsfunktioner i dagtid og klinisk vagtarbejde.

Kandidaterne sikrer udvikling af hele faget

Heidi Fischer kalder udviklingen i antallet af jordemødre ansat på kandidatprotokolat ’fantastisk’ og oplever i den grad, at kandidaterne bidrager til at løfte afdelingen:

”Kombinationen af de jordemoderfaglige kliniske færdigheder og teoretiske kompetencer giver nye perspektiver på vores kvalitets- og udviklingsarbejde i afdelingen. Jordemødrene med kvalitetsfunktion samarbejder tværfagligt med implementering af forskningsresultater, samt tolkning af data og statistik. Det er en kæmpe styrke, at vi som ledelse har et tværfagligt team, der kan analysere og formulere mulige forbedringstiltag.”

Også i Jordemoderforeningen vækker de nye tal glæde:

”Det er en rigtig god udvikling, som er med til at sikre forskning og udvikling af den kliniske praksis og dermed også jordemoderfaget generelt. Stigningen i tallene er i høj grad drevet af engagerede kandidater og fremsynede ledere. Det er så rigtigt og progressivt af chefjordemødrene – selv i et trængt sundhedsvæsen – at have øje for potentialet i jordemødre med et højere akademisk niveau. At vi har et protokollat, der giver mulighed for den rette indplacering og udviklingsmuligheder, håber jeg understøtter denne udvikling yderligere” siger Lis Munk.


Hvad betyder kandidatprotokollat?

Kandidatprotokollatet er en særskilt aftale til overenskomsten, som gælder for en del af de jordemødre, som har en kandidatuddannelse. For at være omfattet af kandidatprotokollatet kræver det, at man har en kandidatuddannelse, hvor det adgangsgivende grundlag er uddannelsen som jordemoder. Og det er en betingelse, at ansættelsen sker i en stilling, hvor faget som jordemoder har betydning for beskæftigelsen, og derudover er en stilling, som forudsætter akademisk uddannelse.

Der vil være jordemødre med en kandidatuddannelse, som ikke er ansat på protokollatet, da de fx ikke bruger deres kandidatuddannelse i deres nuværende stilling eller er ansat i en stilling, hvor jordemoderfaget ikke er relevant. Tallet for alle kandidatuddannede jordemødre er derfor højere end de 75, som vi nævner her i artiklen.


Antal jordemødre med en kandidatuddannelse bag sig ansat på regionale fødesteder

2021: 41

2025: 75