En dag på vagtcentralen

Amanda Andersen Ilkjær
Alder: 34 år
Uddannet: 2017
Pluk fra CV’et:
OUH 2017-2019
Svendborg 2019-2022
Nuværende stilling: Sundhedsfaglig visitator på AMK Vagtcentral
Hvad er det bedste ved dit job? Jordemødre arbejder jo ofte med raske, yngre kvinder. På AMK er det hele befolkningen man taler med, og det skift har været virkeligt spændende.
Og så er det et job med et hurtigt flow. Inden for 5 minutter har vi som regel fundet den korrekte hjælp til borgeren, der ringer. Vores hjælp og rådgivning gør en forskel for indringeren, som ofte er i krise, og dét er det bedste ved mit job.
Hvad bruger du af din jordemoderviden hver dag? Jordemødre er vant til at arbejde i pressede situationer, vi kan håndtere patienter i livets mest fantastiske øjeblikke, men også i deres største krise, og dén kompetence har jeg taget med ind i AMK. Det kan være med til at berolige borgere eller deres pårørende, når de ringer 1-1-2 og er i krise.
Kl. 06.50
Jeg møder ind og gør klar til det første kald kl. 7.00.
Kl. 08.00
Vores nyansatte jordemoder, Mia Wulff, møder ind, og følges med mig resten af dagen.
Kl. 08.15
Vores Lægefaglige Visitator holder et kort morgenmøde for os sundhedsfaglige og disponenterne, der arbejder med koordinering af de præhospitale enheder. Vi laver en kort gennemgang af dagen, og om der er nogle særlige hændelser, vi skal have kendskab til.
Kl. 08.45
Der afholdes månedsmøde for hele Præhospital Syd. Vi får bl.a. gennemgået svar fra den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, hvor 92 % af vores borgere oplevede den sundhedsfaglige som imødekommende, når de ringede 112.
Kl. 7.00 – 15.00
På min vagt modtager jeg 28 opkald via 112.
Opkaldene kom fra 16 borgere som var syge, heraf 5 børn. Der var 8 tilskadekomne, heraf 3 børn. Der var 4 psykiatriske borgere og 1 dødfunden.
I løbet af min vagt sender jeg 2 lægebiler afsted, 6 ambulancer med udrykning, 5 ambulancer der kører efter færdselsreglerne, men kører direkte afsted. 1 ambulance, der kan vente 30 min med at tilse patienten, 1 præhospital visitation, der foretager visitation og behandling i eget hjem for at reducere unødig indlæggelse. Jeg rekvirerer en taxa ud til en borger, der ikke kan komme på Psykiatrisk Skadestue selv og til sidst vejleder jeg en patient til at blive i eget hjem. Jeg konfererer/ omstiller til hjemmeplejen 1 gang, til børnemodtagelsen 1 gang, til politiet 2 gange, til Psykiatrisk Skadestue 2 gange og til sidst omstiller jeg en patient til vores læge på AMK.
Med så varierede kald er min arbejdsdag aldrig kedelig. Jeg synes, at det er spændende at have mange bolde i luften og bidrage til at finde den bedste løsning til vores borgere i Region Syd.
