Abort – selvbestemmelse eller samfundets bedste?

Det var ikke hensynet til individuelle rettigheder, der prægede den politiske debat i 40 år op til frigørelsen af aborten. I stedet lå hensynet til samfundet øverst på dagsordenen.

Danmark var blandt verdens mest progressive lande, da man som det første land i Vesten indførte den fri abort i 1973. Men begreber som ligestilling, individuelle rettigheder og selvbestemmelse var ikke en del af ordforrådet i folketingssalen op til liberaliseringen af abortloven.

Det forklarer historiker Sniff Andersen Nexø, der har analyseret den danske abortpolitik i 1930’erne og 1970’erne ved at gennemgå alle betænkninger samt rigsdagstidender og folketingstidender, der omhandler abortspørgsmålet.

– På de 40 år skete der ikke noget skred i opfattelsen af, at nu skulle kvinden også have ret til at vælge selv. Der var et gennemgående fokus på, at der kun skulle børn til verden, der var ønsket, fordi dårlige børn med dårlige liv kunne blive en stor belastning for os alle sammen, forklarer hun.

Bekymring for befolkningen

I hele Europa var der i mellemkrigstiden bekymring for reproduktionen af befolkningen, så man var bange for, hvad en liberal abortlovgivning ville medføre. Samtidig var problemet med de illegale aborter efterhånden så omfattende, at man blev nødt til at handle politisk. Foruden befolkningens størrelse så var man også bekymret for dens kvalitet og risikoen for en degenereret befolkning, der var forpestet af arvelige og genetiske sygdomme.

Derfor indførte man i 1937 en lov, der for første gang åbnede for adgangen til legale provokerede aborter. Den tillod abort, hvis der var fare for kvindens eget liv, hvis kvinden havde en medicinsk diagnose, eller hvis man kunne påvise arvelige sygdomme eller abnormiteter hos fostret.

– Hele tanken om at befolkningen kunne degenerere, og at der var en usund arvelighed i samfundet, som man skulle prøve at komme til livs, var en bekymring, som var udbredt i store dele af den vestlige verden på det tidspunkt. Debatten i 1930’erne havde overhovedet ikke noget afsæt i et spørgsmål om at tage hensyn til kvindens eller fostrets rettigheder. Det var ikke en individorienteret debat. Det handlede om samfundets ve og vel, forklarer Sniff Andersen Nexø.

Men selv om samfundet udviklede sig i løbet af de næste årtier, hvor man sent i 1960’erne fik ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse og billedpornografiens legalisering, så var udgangspunktet stadig kollektivets interesser.

Intet fokus på rettigheder

Ingen politiske partier fokuserede på fostret eller kvindens ukrænkelige rettigheder i modsætning til debatten i USA. Uenighederne i folketingssalen drejede sig i stedet om, hvor udbredt adgangen til aborten skulle være. Og her var skyldsspørgsmålet genstand for stor diskussion og en klar opdeling mellem de borgerlige og socialistiske partier.

– De borgerlige med Det Konservative Folkeparti i spidsen havde i forbindelse med debatten i 1930’erne argumenteret for, at det ene og alene var kvindens egen tøjlesløshed, skødesløshed og uansvarlige seksuelle udskejelser, der var årsagen til de uønskede graviditeter. Socialdemokraterne argumenterede derimod for, at det måtte være det moderne og socialt ansvarlige samfunds opgave at tilvejebringe de rette vilkår for, at kvinderne kan finde sig i stand til at gennemføre graviditeten og få et barn, forklarer Sniff Andersen Nexø.

Social slagside

Efter den første abortlov blev indført, steg antallet af legale aborter til omkring 5.000 om året.

Man blev opmærksom på, at stigningen skete hos fattige, gifte kvinder, hvoraf mange beskæftigede sig som husmødre. Omkring slutningen af 1950’erne blev man ifølge Sniff Andersen Nexø mere opmærksom på de psykiske lidelser, som dårlige sociale forhold førte med sig.

Denne betragtning dannede grundlag for en revision af den gældende abortlovgivning i 1970. Her indførte man etnyt kriterium for legal abort, nemlig den sociale indikation.

Det var dog ikke et udtryk for, at man fra politisk side var begyndt at fokusere på borgernes individuelle rettigheder, men i højere grad en udvidet forståelse af, at en friere abort kunne løse et socialt problem.

– Det var overraskende for mig, at debatten i Danmark blandt danske politikere og eksperter hverken i 1930’erne eller 1970’erne var en debat om rettigheder. Selv op til frigørelsen var debatten fokuseret på, hvordan man sikrede den gode reproduktion, og hvad der var gode og ønskede børn, fortæller Sniff Andersen Nexø.

Med indførelsen af den sociale indikation skulle loven nu udover helbredsmæssige og arvelighedsmæssige forhold også tage hensyn til kvindens sociale og økonomiske situation. I praksis betød det, at kvinder under 18 år og over 38 fik adgang til fri abort.

Beskytter socialt stærke borgere

Bekymringen for befolkningstilvæksten var ikke længere aktuel i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Og efterhånden syntes man at have fjernet fokus på degeneration som samfundsmæssig trussel, så indsatsen fra Folketinget blev i stedet fokuseret på at sikre de sunde og sociale borgere, siger Sniff Andersen Nexø.

– Man konstaterede blot, at der var visse omstændigheder, hvor det ikke var en god ide at sætte børn i verden. Børn skulle som udgangspunkt have en far, der skulle være et sted at bo, og de skulle have en uddannelse og have moderkærlighed. Pludselig skulle man til at sondre mellem en masse private forhold og på den baggrund tage stilling til, hvorvidt der kunne gives tilladelse til abort eller ej, siger historikeren.

Loven af 1970 var ifølge Sniff Andersen Nexø en mellemstation og en lov, der viste sig umulig at administrere. Derfor var det nærmest en selvfølge, da den tre år senere blev forkastet til fordel for den fri abort.