Årsmøde for dig, der arbejder med perinatale tab og senaborter

Den 4. marts holder Fagligt selskab for Perinatale tab og Sene aborter (PETAB) årsmøde, hvor alle interesserede er velkomne.

Rikke Bertram Grunddal, jordmoder og psykoterapeut og bestyrelsesmedlem i PETAB

Rikke Bertram Grunddal, jordmoder og psykoterapeut og bestyrelsesmedlem i PETAB


Når PETAB onsdag den 4. marts holder årsmøde, er det med ønsket om at samle flest mulige sundhedsprofessionelle, som arbejder med perinatale tab og senaborter.

Det skyldes, at man i bestyrelsen har set, hvor meget gavn man har af at dele erfaringer fra en klinisk hverdag med hinanden, når man arbejder inden for et lille felt.

”Det giver supergod mening med helt lavpraktisk vidensdeling på tværs af landets fødesteder på det her område. I stedet for at alle skal undersøge alt selv, så er vi ved at have skabt et forum, hvor man kan spørge hinanden: ’Hvad gør I egentlig med betræk til kølelifte?’ Så kan man dele sine løsninger og skabeloner, som andre kan bruge. Det er tydeligt, at det er en flok meget engagerede mennesker, der arbejder med det her område, og det er fantastisk at se dem sparre med hinanden,” fortæller Rikke Bertram Grunddal, der er bestyrelsesmedlem i PETAB.

På det kommende årsmøde skal der være tid til den slags vidensdeling og uformel sparring, men derudover er der også oplæg indenfor temaet ’Kommunikation og kultur’.

”Når vi siger ’kultur’, skal det forstås bredt som både kulturel baggrund i form af forskellig etnicitet, men også som fagkultur og kollegakultur. Først og fremmest er det jo meget forskellige familier, vi møder i vores arbejde, og vi vil gerne dykke endnu dybere ned i deres forskellighed, og hvordan vi arbejder med respekt for det, de har brug for. Vi møder familier med forskellig familiekultur og sorgkultur, men jo også familier som både må afslutte ønskede og uønskede graviditeter. Vi ønsker at blive ved med at tale om mangfoldigheden blandt familierne, så vi kan fortsætte med at blive endnu skarpere til at se alle nuancerne og hjælpe så godt som muligt.”

Det leder videre til den del af begrebet ’kultur’, som handler om fagkultur og kollegakultur.

”Det er virkelig vigtigt, at vi er dygtige til at passe på hinanden som fagpersoner i de vilkår, vi står i. Vi arbejder i et felt, hvor der er store følelser i patienterne og i os selv. Det er af og til ret heftige forløb, hvor der fx er overvejelser om, hvorvidt der er sket fejl. Nogle forældre klager over deres forløb i fortvivlelse, og derfor skal vi også tale om klagesager, og hvordan vi passer på hinanden, på årsmødet.”

Rikke Bertram Grunddal og resten af PETABs bestyrelse håber på så mange deltagere som muligt til årsmødet.

”Vi vil gerne have organiseret så mange som muligt, som har en interesse i det her område. Vi drømmer om at være flere stemmer i vores lille appendix af vores store specialer, og derfor samles vi jo også tværfagligt. Vi ønsker at være en stærkere stemme politisk, og der kan vi se, at det betyder meget for den vægt, vi taler med, hvor mange medlemmer vi har. Når vi fx svarer på høringssvar om den nye abortlovgining, betyder det noget, om vi er ti eller hundrede medlemmer,” slutter hun.


Tilmelding

Medlemskab af PETAB og tilmelding til årsmødet her: www.petab.dk