38 % har fået afslag på barns 1. sygedag

Med de seneste overenskomstresultater har jordemødre fået udvidet deres ret til at holde fri med løn for at passe syge børn. Men en helt ny undersøgelse fra Jordemoderforeningen viser, at jordemødre ikke engang fik fuldt udbytte af de tidligere rettigheder. Så hvad skal der ske nu, for at en udvidelse rent faktisk bliver til gavn for jordemødrene?

Enhver småbørnsforælder har stået der: Et barn med feber, der skal passes af sin forælder. Indtil 1. april 2026 var reglerne, som vi har kendt dem i årevis:

Man havde som medarbejder ret til tjenestefri med løn til pasning af sygt barn på barnets 1. og 2. sygedag, hvis fraværet var nødvendigt af hensyn til barnet, og det var ’foreneligt med forholdene på tjenestestedet’ at holde fri.

Netop den formulering vender vi tilbage til. Men først til den ændring, der trådte i kraft pr. 1. april 2026:

Ændringen udvidede den allerede eksisterende ordning, så den ansatte nu også får ret til barnets 3. sygedag samt tjenestefri med løn på hjemkaldelsesdagen – altså den dag barnet fx bliver ringet syg hjem fra daginstitution.

I Jordemoderforeningen ser man både fordele og ulemper ved udvidelsen af ordningen, forklarer forhandlingschef Klaus Groth-Andersen: ’Foreneligt med forholdene’

Netop antagelsen, om at der var udfordringer med at gøre brug af de hidtidige rettigheder, gjorde, at Jordemoderforeningen denne sommer igangsatte en undersøgelse af området. Den ligger nu klar og viser, at 38 % af de jordemødre, der har haft barn syg på en dag, hvor de ellers skulle arbejde (barns 1. sygedag), har oplevet at få afslag. For barnets 2. sygedag er andelen på 39 %.

Samtidig viser fritekstbesvarelser og dialog med medlemmerne, at mange slet ikke beder om at holde fri med løn for at passe deres syge barn, fordi de ikke oplever, at der på deres arbejdsplads er kultur for at bruge retten.

Mens knap halvdelen af respondenterne rent faktisk har haft et sygt barn på en dag, hvor de skulle arbejde, har kun omkring hver fjerde afholdt barnets 1. sygedag. Omkring 30 % har haft et sygt barn to arbejdsdage i træk, mens kun lidt over 2 % har afholdt barnets 2. sygedag.

Denne forskel kan skyldes, at jordemødrene selv har fundet andet pasning, at deres partner har været hjemme, eller at deres ønske om at holde fri pga. sygt barn ikke er blevet imødekommet. Undersøgelsen dokumenterer nemlig, at mange jordemødre bliver bedt om selv at finde alternative løsninger, når de står med et sygt barn, fordi det ikke er ’foreneligt med forholdene på tjenestedet’ at give dem fri. Det kan eksempelvis være, at de bliver bedt om eller forventes at undersøge andre pasningsmuligheder, omlægge arbejdstiden eller møde ind midt i en vagt, når pasning er fundet. Resultaterne peger dermed på, at adgangen til barns sygedage i praksis ofte er forbundet med en forventning om, at den enkelte medarbejder selv bidrager til at løse den bemandingsmæssige udfordring. Det er ikke rimeligt, mener man i Jordemoderforeningen:

”Beredskabet skal normeres på en måde, der gør det muligt for medarbejderne at bruge deres overenskomstmæssige rettigheder. Hvis barns sygedage i overvejende grad kun kan afholdes ved at bytte vagter, finde anden pasning eller på anden måde selv løse bemandingsudfordringerne, bliver ansvaret for normeringen skubbet over på den enkelte medarbejder. Det er hverken rimeligt overfor den enkelte eller i tråd med ønsket om at skabe familievenlige arbejdspladser,” siger forkvinde i Jordemoderforeningen Lis Munk.

En rettighed, vi har betalt for

Udfordringen forstærkes af, at jordemødre er en af de yngste medarbejdergrupper i regionerne. Derfor har en stor andel af dem børn i en alder, der kræver pasning ved sygdom. Det er derfor Jordemoderforeningens holdning, at medarbejdersammensætningen bør være en faktor ved budgettering og organisering af arbejdet.

”Vi gik til OK26-forhandlingerne med det krav, at retten til barns 1. og 2. sygedag skulle være ubetinget, men arbejdsgiversiden afviste vores krav. I stedet endte vi med en kompromisløsning om en udvidelse af antallet af dage. Det får rigtig mange lønmodtagere glæde af, men jordemødrene skal også have det. Nu dokumenterer vores nye undersøgelse tydelige udfordringer med jordemødrenes brug af barns sygedag. Så derfor skal vi i dialog med tillidsrepræsentanter og ledere. For vi har betalt for rettigheden ved overenskomstbordet, og jordemødrene skal derfor kunne gøre brug af den i hverdagen,” slår forhandlingschef Klaus Groth-Andersen fast.   


Konkret, individuel vurdering

Enhver henvendelse om et sygt barn med ønske om fri med løn skal mødes med en konkret vurdering af ledelsen. Det giver sjældent problemer at konstatere, om barnet er under 18 år og har ophold hos den ansatte. Men om medarbejderens fravær er nødvendigt af hensyn til barnet, er en skønssag. Det forekommer derfor, at arbejdsgivere mener, at medarbejdere kun kan have ret til tjenestefri på dagvagter på hverdage, hvor barnet ellers ville have været i institution eller skole. Argumentet går på, at drejer det sig fx om en nattevagt, vil der være arrangeret anden pasning af barnet fx i form af barnets anden forælder eller en bedsteforælder, og den pasning vil stadig være relevant.

Her er det nødvendigt at indskærpe, at der altid skal foretages en konkret vurdering. Er det en 12-årig med en let forkølelse, kan barnet måske som planlagt passes af sine bedsteforældre. Er der derimod tale om en 2-årig med høj feber, som skulle have været passet af en barnepige, er det mere på sin plads at vurdere, om fraværet er nødvendigt af hensyn til barnet, som har behov for en af sine tætteste omsorgspersoner.

Om det er foreneligt med forholdene på tjenestestedet, er også en skønssag. Det er Jordemoderforeningens vurdering, at der skal være tale om en ret alvorlig, særlig situation på tjenestestedet, for at det ikke er foreneligt med forholdene, at medarbejderen kan holde fri for at passe sit syge barn. En arbejdsgiver, som afviser med den begrundelse, skal gøre det konkret i forhold til situationen, og kan ikke nøjes med en generel henvisning til beredskabet eller arbejde i det akutte felt.

Hvis den ansatte kan undværes til den planlagte tjeneste, skal det desuden understreges, at der er tale om ret til tjenestefri med løn. Den planlagte tjeneste skal ikke omlægges, og timerne skal ikke på anden vis præsteres senere.

Kilde: Klaus Groth-Andersen, forhandlingschef i Jordemoderforeningen


Tal fra undersøgelsen

38 % jordemødre med sygt barn, har oplevet at få afslag på barns 1. sygedag.

39 % jordemødre med sygt barn, har oplevet at få afslag på barns 2. sygedag.

30 % har haft et sygt barn to arbejdsdage i træk.

2 % har afholdt barnets 2. sygedag.