Sunde, raske børn og glade medarbejdere

Arbejdsmiljø-jordemødre i LEGO Koncernen kan både føre til sunde medarbejdere, reduktion af potentielt sygefravær og fastholdelse af medarbejdere. Det håber Thomas Tarp, Senior Director i globalt arbejdsmiljø ved LEGO Koncernen.

- Vi er en familieejet virksomhed, der har omsorg som en af vores kerneværdier, siger Thomas Tarp Senior Director i globalt arbejdsmiljø, ved LEGO Koncernen.

Og det er udgangspunktet for, at LEGO Koncernen har sagt ja til at deltage i forsøgsordningen med arbejdsmiljø-jordemødre, der skal være med til at sikre gravidvenlige arbejdspladser:

- Vi arbejder hver dag for at gøre en positiv forskel for børn i verden omkring os. Det samme gælder for vores medarbejdere. Derfor er det vigtigt for os at afsøge og afprøve nye initiativer som dette, der kan underbygge vores arbejde og understøtte vores medarbejderes trivsel, siger han.

Mindre sygefravær og fastholdelse

Thomas Tarp håber, at ordningen på sigt også kan være med til at reducere sygefravær og fastholde medarbejdere på arbejdspladsen.

- Vi håber mest af alt, at forsøgsordningen vil betyde sunde, raske børn og glade medarbejdere, hvis trivsel forbedres både i fritiden og på arbejde. Det er vores oplevelse, at fokus på medarbejdertrivsel og initiativer, der fremmer denne, medvirker til at fastholde vores medarbejdere og reducerer potentielt sygefravær, siger han og tilføjer:

- På kort sigt forventer vi ikke, at forsøgsordningen vil betyde mindre sygefravær. Det er heller ikke hovedformålet. Vi ser ordningen som en mulighed for at afprøve forskellige trivselstiltag og lære mere om, hvordan vi på den lange bane kan implementere tilbud, der gør os i bedre stand til at forebygge sygdom i forbindelse med graviditet blandt vores medarbejdere.