En vagt på Auckland City Hospital

Anna Skriver Andersen har skiftet huset i Farsø og jobbet som jordemoder på provinssygehuset ud med en lejlighed i storbyen og et vikariat på den anden side af jorden. Et eventyr, der sætter livet i perspektiv.

Klocken 19.30 en mandag i januar. Anna Skriver Andersen er mødt på nattevagt for en halv time siden og er i gang med at fylde op på fødestuen, som jordemødrene altid gør det på Auckland City Hospital. Så ringer de fra svangreafdelingen: En førstegangsfødende er blevet sat i gang på grund af et diafragmahernie hos barnet og har nu gode veer. Det viser sig at være en 19-årig kvinde fra Samoa, som kun har været i New Zealand i få måneder. Hun taler ikke meget engelsk, men forstår dog Annas anvisninger om at bruge vejrtrækningen. Kvinden får lattergas, og pædiaterne ankommer på stuen og gør klar til barnet. Imens begynder kvinden spontant at presse, og efter 20 minutter føder hun en lille pige, som dog ikke kan trække vejret på grund af herniet.

Pigen bliver kørt til neonatalafdelingen, og efter moren er blevet sutureret og har taget et bad, er hun klar til at gå over til sin datter. Anna følger den nybagte mor over på afdelingen, og hun insisterer på at gå selv – ingen kørestol til hende, tak! Efter en smule besvær med at lokalisere, hvor den lille pige er havnet henne, og efter overlevering til en anden jordemoder kan Anna ved 23-tiden igen gå i gang med at fylde op på stuen.

Store kulturelle forskelle
– Jeg oplever væsentlige forskelle på livet som jordemoder i Danmark og New Zealand. Noget af det hænger sammen med stedet. I Danmark var jeg i mange år på et mindre fødested, her er jeg havnet på en stor, specialiseret fødeafdeling med 7.500 fødsler årligt, indleder Anna Skriver Andersen.

Hun er halvvejs gennem et seks måneders vikariat på Auckland City Hospital, hvor hun er ansat som core midwife. Et stort karrierespring, som hun forberedte med seks måneders vikararbejde i Danmark og Norge. Før det arbejdede hun i 14 år på samme, velkendte afdeling i Viborg.

I New Zealand er systemet bygget op, så den gravide vælger en såkaldt lead maternity carer, LMC, der følger hende gennem hele graviditeten. Nogle gange deltager de også under fødslen samt varetager barselperioden. Det kan være en praktiserende læge, en obstetriker men som oftest er det en independent midwife. Ordningen er offentligt finansieret – bortset fra obstetrikeren. Som independent midwife er man ansat i en privat klinik, hvor man følger med den gravide ind på hospitalet, varetager fødslen og følger kvinden seks uger efter fødslen. Som core midwife på hospitalet føder man med alle dem, der i stedet har gået hos en community midwife, som er ansat af hospitalet og udelukkende varetager graviditets- eller barselomsorg.

– Der er alt for få independent midwives i Auckland, så de kan vælge og vrage blandt de gravide, som kontakter dem. Mange indrømmer blankt, at de udelukkende vælger at følge lavrisiko kvinder, som har engelsk som første sprog, siger hun.

Drama i forhallen
Klokken 23 er Anna stadig i gang med at fylde op på stuen, da charge midwife beder hende gå i forhallen og møde en fjerdegangsfødende, som kommer med kraftige veer. Anna griber en taske beregnet til fødsler uden for gangen og iler til forhallen.

Lige som kvinden stiger ud af bilen, går vandet, og hun får pressetrang. Det hele bliver en smule kaotisk, for der sidder også et barn og græder i bilen, og faren er ret direkte i sin afvisning, da Anna forsøger at få ham til at tage hånd om den lille, ulykkelige dreng. Anna får kvinden op på en båre, ind i forhallen og videre ind i elevatoren, som snegler sig op på niende sal. De når kun at være på fødestuen i to minutter, før kvinden flot gisper barnet ud. Moren er opløst i tårer og bliver ved med at spørge „Lever den? Lever babyen?“ Først der fortæller hun gennem glædestårer, at hendes tredje barn faktisk døde under fødslen. Så dukker faren op med en nybagt, voldsomt stolt treårig storebror. Både far og søn er helt nede på jorden igen.

Epidural og mange igangsættelser
– Selvom jeg også varetager fødsler hernede, så kan man som jordemoder godt indimellem få følelsen af, at man er reduceret til lejepasser. Generelt bruger de stærke epiduraler, og hovedparten af fødslerne her på hospitalet sættes i gang, siger Anna Skriver Andersen og supplerer med et eksempel fra tidligt i sin ansættelse i Auckland: En fødende blev forkvalmet og kastede op. Imens Anna gav hende en kold klud til panden, fortalte kvinden lidt beskæmmet, at der måske også var kommet noget med ud forneden. Det viser sig at være en sandhed helt uden modifikationer, for under tæppet havde hun faktisk født et barn på 3,8 kg – fuldstændig uden at vide det.

– Jeg blev dæleme en smule pinligt berørt, fordi jeg følte, at jeg skulle have været forberedt på det. Men kort tid før havde hun ikke været ret langt i fødsel, så det var svært at forudse. Det er et eksempel på, hvor stærkt de smertedækker hernede, siger hun.

Igen handler det lidt om stedet: Det er et specialsygehus for diabetes 1 og hjertesygdomme hos mor og barn. Derfor er stedet præget af risikotænkning.

– Men man har også en anden tilgang til fødsler end i Danmark, hvor vi forsøger at styrke kvinderne. Give dem tiltro til egne evner, så de kommer styrket ud af fødslen. Det oplever jeg, at man hernede fratager dem med igangsættelse på vide indikationer og en mere autoritativ tilgang til de fødende. Omvendt må jeg også sige, at jeg ikke hører kvinderne efterspørge en anden tilgang til fødsler, fortæller Anna.

Sectio afværget
Det er efterhånden blevet tidlig morgen, da Anna Skriver Andersen overtager en fødsel med en svært overvægtig andengangsfødende fra Pakistan. Siden morgenen har kvindens lead maternity carer passet hende, men nu skal hun afløses. Første fødsel var normal, men kvinden har dystoci ved syv centimeter. Hun har haft S-drop i mange timer, som nu er indstillet, og hun er meldt til sectio. Der er dog optaget på OP, og ventetiden vil være omkring en time.

Inde på stuen ser Anna, at kvinden ligger fladt på ryggen. Med hjælp fra kvindens mand og søster bliver hun bugseret rundt på først den ene side, så den anden, mens hun opfordrer hende til ikke at bruge epiduralpumpen. Da lægen dukker op for at tjekke kvindens status, er hun fuldt dilateret. Derfor beslutter hun at starte S-droppet op igen. Anna får kvinden op på en pilatesbold, og en halv time senere føder hun et velskabt, lille barn.

Uden for stuen er der highfive mellem jordemoder og læge, som er meget tilfredse med at undgå sectio på denne tid af vagten.

Fødslen som en familiebegivenhed
– Jeg oplever også iøjnefaldende kulturelle forskelle på de fødende. Maorier og folk fra Stillehavsøerne føder generelt hurtigere og uden brug af smertestillende. I modsætning til new zealændere af europæisk afstamning beder de ikke om en epidural som det første, når de kommer ind på stuen. Særligt hos øboerne er en fødsel en livsbegivenhed for hele familien. Fødestuen er ofte helt fyldt op med forskellige familiemedlemmer, som både kan omfatte tanter og onkler og lillesøsterens noget uinteresserede kæreste. Alle er med, fortæller Anna Skriver Andersen, der i starten havde det svært med den fyldte fødestue.

– Jeg synes, det var forstyrrende og fremmedartet. Men sådan ser jeg det slet ikke længere. Det er med til at skabe sammenhold, og familien er tit en både praktisk og mental støtte for den fødende. En anden forskel er tilgangen til hygiejne, er Annas erfaring.

– Som sygehusansat har man ret til at bære sin vielsesring, og ofte ser man også både sygeplejersker, jordemødre og læger med andre ringe og smykker. Mange af mine kolleger har lange negle og går med neglelak på jobbet. En af de privatpraktiserende obstetrikere har for vane at dukke op til fødslerne iført spraglet skjorte, khaki-shorts og gummistøvler.

Nyt perspektiv på Danmark
Klokken nærmer sig syv. Solen er for længst stået op over Auckland; det tegner til at blive endnu en varm dag i januar. Dagvagten møder ind. Anna har ikke noget at rapportere, og sammen danner de sig hurtigt et overblik over den øjeblikkelige status på afdelingen. Og så kan hun gå hjem. Med uniformen i rygsækken, for jordemødrene vasker selv sine uniformer hernede. På vej ud af døren bliver hun dog stoppet af charge midwife, som trækker hende til side og roser for tre flotte fødsler på en begivenhedsrig vagt.

– Jeg synes, det er sjovt at være her. Det er spændende at prøve at arbejde på et meget stort hospital og fagligt udfordrende at arbejde med kvinder, som har diabetes, hjertesygdomme eller andet. Også de mange forskellige etniciteter er spændende. Jeg har født med kvinder fra de fleste verdensdele, og tværfagligt er vi også en sand smeltedigel af folkeslag. Personligt har det været en fantastisk oplevelse at bo i storbyen og i det hele taget være i New Zealand, fortæller Anna Skriver Andersen. Alligevel er der ingen tøven at spore, når hun svarer på spørgsmålet, om hun overhovedet vil hjem igen:

– Helt sikkert! Vi skal hjem til Danmark. Min mand og jeg havde på forhånd aftalt, at vi ville bruge de seks måneder til at se tiden an og vurdere, om vi derefter så bare skulle hjem og sælge huset for at vende tilbage til et mere permanent ophold. Men jeg synes, jeg har fået sat tingene i Danmark i perspektiv. Det gælder vores arbejdsvilkår og de rammer, vi har i Danmark. Det fokus, der er på normale fødsler derhjemme, appellerer meget mere til mig, end det, de har på det sted, jeg arbejder lige nu.

– Jeg er ret sikker på, at det er anderledes på andre fødesteder i New Zealand. Men nu er det altså hér, jeg havnede – og det har været fedt at prøve noget helt anderledes. Jeg kommer hjem til Danmark med et andet syn på og en større taknemmelighed for det, vi har derhjemme, siger hun.

Tre gode råd fra Anna Skriver Andersen:

  • Start planlægningen i god tid.
  • Se, om ikke du kan komme afsted i mindst tolv måneder; de første tre måneder går med at lære nye gloser, blive dus med systemet, kolleger og så videre
  • Sørg for at have en god opsparing med hjemmefra; det er dyrt at etablere sig i New Zealand

Vikarjob i New Zealand
Der findes en række bureauer, som rekrutterer til alle typer jordemoderjobs i hele New Zealand. Det er essentielt at begynde sin planlægning i god tid, gerne mindst et halvt år inden man forventer at tage af sted, da der er mange praktiske hensyn at tage.

Det er et krav, at du består OET (Occupational English Test), før du overhovedet kan ansøge om job, så denne test vil være dit første skridt. Med din jobansøgning vil du sandsynligvis skulle sende en engelsk oversættelse af eksamenspapirer og andre dokumenter. Jobsamtaler kan klares via Skype, og først når du har en jobaftale, kan du begynde at søge om arbejdsvisum. Også dette er en længerevarende bureaukratisk øvelse, som skal gå gennem New Zealands Ambassade i London, da de kun har et konsulat i Danmark. Alting kan dog klares online, via mails og eventuelt telefonsamtaler.

Eksempler på rekrutteringsbureauer: