Mail om trepartsaftalen sendt til alle medlemmer den 4. december 23′

Kære kollega

Tidligt i morges blev regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne enige om en trepartsaftale, som fordeler knap 7 mia. kroner til tusindvis af offentligt ansatte, primært i kommuner og regioner.
Og jordemødre er en af de faggrupper, der får del i pengene.

Vi blev ikke nævnt, da Mette Frederiksen i midten af september fremlagde et bud på, hvem der skulle have del i de ekstraordinære lønmidler, som regeringen har afsat. Pengene er afsat for – gennem løn – at fremme rekruttering til områder med meget vagtarbejde og udfordringer med at fastholde personale.

Men der blev lyttet til vores budskab: Jordemødre arbejder på et af mest vagttunge områder i sundhedsvæsnet, samtidig med at vi arbejder i et akutområde med tæt menneskelig kontakt og behov for omsorg. Desuden er kombinationen af stort arbejdspres og meget vagtarbejde med til, at mange jordemødre vælger de regionale arbejdspladser fra. Det er et budskab, der har lydt ude fra kredsene, fra enkeltjordemødre og fra foreningen.

Og vi fik indflydelse på forhandlingerne sammen med vores hovedorganisation, Akademikerne. Det kan vi godt være stolte over.

Ekstra tillæg for vagter og et anciennitetstillæg efter mindst 4 år
Forhandlingerne blev først afsluttet i morges og der er stadig mange ting, som først bliver endeligt aftalt ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Men vi ved, at det er aftalt, at jordemødre tilgodeses på to måder:
• Tillæg for at tage vagter – ved siden af de eksisterende ulempeydelser (vagttillæg)
• Fast tillæg, som opnås efter mindst 4 års beskæftigelse på et regionalt hospital (anciennitetstillæg)

De endelige aftaler, hvor der bliver sat beløb på, vil blive forhandlet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i foråret 2024. Midlerne kommer gradvist mellem 2024 og 2026, hvorefter de er permanente.

Vi skønner, at i gennemsnit indebærer aftalen en lønforbedring på ca. 3.000 kr. om måneden inkl. pension for jordemødre, men med flest penge til de jordemødre, som både får anciennitetstillæg og forøget vagttillæg.

Pengene fra trepartsforhandlingerne lægges oven i de penge, der afsættes til selve overenskomstforhandlingerne.

Pengene kommer med en pris
Midlerne fra trepartsaftalen kommer med en pris. Det har vi været opmærksomme på hele vejen igennem forhandlingsforløbet.

Det er aftalt, at parterne gennemgår arbejdstidsreglerne med henblik på at skabe større fleksibilitet, herunder se på reglerne for udbetaling af overarbejde. Parterne skal desuden arbejde for at få flere ansatte på fuldtid og øge det faktisk præsterede antal timer.

Endeligt ændres rammerne for FEA, så flere medarbejdere tilskyndes til at arbejde fuldtid.

Disse spørgsmål skal der indgås aftaler om ved overenskomstforhandlingerne i 2024.

Mere orientering
Jordemoderforeningen vil gerne orientere så bredt og så grundigt som muligt om aftalen til alle medlemmer, og vi afholder derfor et virtuelt medlemsmøde allerede i morgen tirsdag den 5. december kl. 11.30.

Vi håber, at mange medlemmer vil være interesserede i at høre om resultatet, og hvad det betyder for jer.

Tilmeld dig til mødet:
https://jordemoderforeningen.nemtilmeld.dk/322/

Alternativt kan du deltage direkte via dette link, når mødet åbner tirsdag kl. 11.30:
Klik her for at deltage i mødet

Hvis du har problemer med at tilmelde dig eller åbne linket, er du velkommen til at kontakte Mette Busk på meb@jordemoderforeningen.dk

Du finder selve aftaleteksten her.

De bedste hilsner
Lis Munk, Forkvinde