Indhold
Formålet med vehæmmende lægemidler
Vehæmmende lægemidler
Vehæmmende lægemidler kaldes også tocolytika.
Det mest anvendte tocolytikum er atosiban (Tractocile), der virker ved at blokere oxytocinreceptorerne. Beta-2-agonister har i mange år været de mest anvendte tocolytika, fx terbutalin (Bricanyl) og salbutamol (Ventoline). Calciumantagonister (Calciumblokkere), fx nifedipin (Adalat) anvendes i stigende grad som vehæmmende middel. Desuden anvendes lejlighedsvis NSAID-stoffer, fx indometacin, der hæmmer syntesen af prostaglandiner. Nitroglycerin og beta-2-agonister anvendes ved akut behov for vehæmning.
Der bør ikke vælges beta-2-agonister eller en kombination af forskellige præparater til tokolyse – eller udskydning – af en præterm fødsel, da de har en relativ høj risiko for alvorlige maternelle bivirkninger. I en undersøgelse blev 1.327 (69%) kvinder behandlet med et enkelt præparat, 282 (14,7%) fik sekventielle behandlinger, og 311 (16,2%) fik kombinationsbehandlinger. Den overordnede alvorlige maternelle bivirkningsrate var lav – 0,7%. Men i forhold til oxytocinantagonisten atosiban, blev en enkelt behandling med beta-2-agonister associeret med en 22 gange højere risiko for alvorlige bivirkninger (bl.a. svær hypotension, svær dyspnø og lungeødem). Flerstofsbehandling var associeret med en bivirkningsrate på 1,6%. Dette er i overensstemmelse med : »DSOG’s obstetriske guidelines, der anbefaler oxytocinantagonisten atosiban som førstevalg ved behov for tokolyse med prostaglandinsyntesehæmmere som muligt alternativ ved lav gestationsalder.
Med baggrund i den aktuelle undersøgelse bør beta-2-agonister ikke være førstevalg til tokolyse ved truende for tidlig fødsel på grund af risiko for svære maternelle bivirkninger. Gravide bør tilbydes den mest sikre behandling, også selvom det indebærer en øget medicinudgift, som det er tilfældet med atosiban(9,10).
Nogle lægemidler kan ud over deres hovedvirkning tillige svagt hæmme veer. Det gælder fx det krampestillende præparat Magnesiumsulfat.
1. Formål
Vehæmmende lægemidler kan stoppe kontraktioner og forhindre fødsel hos 75-80% af patienterne i 2-3 døgn(1).Vehæmmende lægemidler behandler symptomet (kontraktioner), men ikke den tilgrundliggende årsag til veerne.
Formålet med at starte en vehæmmende behandling er ofte at forhindre fødslen i 1 – 2 døgn, så man kan nå at give glukokortikoid til moderen for at modne fosterets lunger og dermed nedsætte risikoen for respiratorisk distress hos den præmature. Desuden kan en eventuel overflytning til center med neonatal service nås. Evidensen for effekten, dvs. virkningen på præterme veer og den nyfødtes tilstand, er svag for alle vehæmmende lægemidler, men en nyere metanalyse, viser bedst effekt atosiban calciumantagonister og prostaglandinsyntesehæmmere (13,14, 17).
Indikationer for brug af vehæmmende lægemidler omfatter standsning af uønsket uterinaktivitet som ved truende for tidlig fødsel eller vestorm (fx ved overstimulation med vefremkaldende midler). Det kan være i situationer, hvor man ønsker at svække veer (intrauterin asfyksi) samt profylaktisk for at forhindre veer efter operationer under svangerskabet.
2. Kontraindikationer
Vehæmmende lægemidler må ikke anvendes ved tilstande, som kontraindicerer fortsættelse af svangerskabet, fx foetus mortuus, intrauterin infektion eller svær præeklampsi. Desuden må de ikke anvendes ved mistanke om abruptio placentae, da behandlingen kan maskere symptomerne.