Iværksætter: “Det, vi som kvinder forventes at acceptere og leve med efter en fødsel, er simpelthen ikke humant!”

Startup-virksomheden OasiCare udvikler og tester pt. et produkt, der har til formål at reducere risikoen for vaginal- og perinealrupturer. Det sker i samarbejde med jordemødre fra Sjællands Universitetshospital, Roskilde, og Hvidovre Hospital.

Ditte Marie Ibsen, direktør i Oasicare

Ditte Marie Ibsen, direktør i Oasicare



Det kan dreje sig om alt fra en overfladisk rift i en kønslæbe til en overrevet ringmuskel. Men disse store forskelle i graden summer op til ét samlet tal: Omkring 85 procent af alle førstegangsfødende får en form for bristning under deres barns fødsel.

Et faktum, der rystede de to unge industrielle designere, Ditte Marie Ibsen og Julia Sand, da de første gang stødte på det som studerende.

”Er det for real?”

Sådan beskriver Ditte Marie Ibsen sin og Julia Sands reaktion, da de som 21-årige første gang hørte tallet.

Siden blev vantroen forvandlet til handlekraft, for som hun siger:

”Det, vi som kvinder forventes at acceptere og leve med efter en fødsel, er simpelthen ikke humant!”

I dag har deres startup-firma ’OasiCare’ et udviklingssamarbejde med Hvidovre Hospital. Samarbejdet handler om test og tilpasning af Asisu – det produkt, de to iværksættere har udviklet som deres bud på en løsning af det problem, der rystede dem sådan for snart 10 år siden.

Det samarbejde kan du læse mere om i den næste artikel her i temaet. Men først skal vi dykke lidt ned i historien bag produktet ’Asisu’.

”Det var ret nemt at finde tallene, der dokumenterer antallet af fødselsbristninger, efter at vi første gang havde hørt om det. Og i en Facebookgruppe med kvinder, der havde født, kunne vi også hurtigt konstatere, at utroligt mange havde en historie,” fortæller Ditte Marie Ibsen.

Hun er i dag CEO i OasiCare, som er navnet på firmaet, hun stiftede sammen med Julia Sand.

Så langt så godt – problemet var reelt og dokumenterbart. Men så blev det hurtigt sværere.

”Desværre skulle jeg primært pitche vores startupvirksomhed og vores produktidé til mænd. For det er mænd, der sidder på pengene i iværsætterverdenen. Og de kunne nærmest alle sammen fortælle, at ’deres kone havde altså ikke haft nogen problemer efter sin fødsel’. ’Men måske fortæller hun dig bare ikke i alle detaljer om, at hun dryptisser i bukserne?’, tænkte vi,” fortæller Ditte Marie Ibsen og fortsætter:

”Længere henne ad vejen mødte vi dog også mange, som syntes, at ideen til et medical device, der kunne forebygge fødselsbristninger, var mega fed. ’Men hvor har du testet jeres produkt,’ lød spørgsmålet hver gang.”

Døren til at få lov at teste et produkt, der stadig var under udvikling, på fødende kvinder, var bare ikke nem at åbne. Og de to iværksættere har også mødt skepsis undervejs. Blandt andet har de oplevet jordemødre reflektere over, om det virkelig giver mening at bringe mere plastic ind i forløbet omkring naturlige fødsler.

”Men jeg har også hørt andre jordemødre komme med det modsvar, at ingen jordemoder jo ville tage sine handsker af, når hun skulle hjælpe med en naturlig fødsel. Og det rammer meget godt ind, at hvis vi kan skabe et produkt, der en dag er lige så naturligt at bruge som handsker, og som også vil få betydning for fødendes helbred, så skal det da ikke være det, at det er lavet af plastic, der stopper os.”

Til sidst lykkedes det for Ditte Marie Ibsen og Julia Sand at komme i gang med at teste deres prototyper på en dansk fødegang. Det var fødegangens ledelse på Sjællands Universitetshospital, Roskilde, der i foråret 2024 inviterede OasiCare inden for. Her var klinisk jordemoderspecialist Hanne Willer først skeptisk, men blev derefter hurtigt bidt af potentialet og udviklingsprocessen.

”Da vi første gang blev kontaktet, og jeg hørte om deres produktidé, tænkte jeg: ’Det virker ikke!’ For hvis det var så nemt, så var der nogen, der havde fundet ud af det for længst. Enhver jordemoder ved, at der intet quick fix er i forhold til at forhindre fødselsbristninger. Men meget hurtigt nåede jeg til at tænke: Men det skal da prøves! For kan vi minimere eller forhindre bare en enkelt grad 2, 3 eller 4 bristning med det her, så er det jo fantastisk.”

Med Hanne Willer og fødegangen på Sjællands Universitetshospital, Roskilde, som fødselshjælpere, endte Ditte Marie Ibsen, Julia Sand og deres ’baby’ Asisu med så småt at få luft under flapperne. De fik Videnskabsetisk Komites tilladelse til at teste Asisu på levende kvinder, inden produktet var færdigudviklet og godkendt. Og med hjælp fra jordemødre i Roskilde, udviklede demomodellen af Asisu sig, indtil et samarbejde med landets største fødested blev skudt i gang om videre udvikling af Asisu.

1. maj i år nåede produktet en stor milepæl: Det fik den europæiske CE-mærkning, som erklærer, at det lever op til en række EU-direktiver og standarder på områder som sikkerhed, sundhed og miljø. Med CE-mærkningen på plads, udruller OasiCare og Hvidovre Hospital nu et projekt, hvor Asisu tilbydes til alle vaginalt fødende på Hvidovre Hospital.


Læs de øvrige artikler i temaet:

Vicechef: ”Ikke alt, vi implementerer, giver den samme begejstring blandt jordemødrene som Asisu”

Asisu skal passe ind i jordemødrenes hverdag – ikke omvendt

Hvad siger jordemødrene?