Når evidens ikke er nok: Anvendelse af CTG ved ukomplicerede fødsler

Et projekt i Viborg viser, at når fødegangspersonale inviteres til selv at udvikle forslag til at styrke brugen af intermitterende auskultation, kommer bud på konkrete ændringer på bordet.

Hjertelydslytning under fødslen er et interessant område, fordi der er et vedvarende dilemma mellem evidens og klinisk praksis. Evidensen angående hjertelydslytning i den ukomplicerede fødsel anbefaler håndholdt hjertelydslytnings teknologi, men jordemødre anvender i stigende grad kontinuerlig CTG.

Dilemmaet er ikke nyt. Allerede i 1998 stillede en artikel spørgsmålet: “The Art of Midwifery: Lost to Technology?”  (Cowie, 1998). Forfatterne pegede på, at overforbrug af CTG kan have negative konsekvenser for både jordemødre og fødende kvinder, og de argumenterede for, at jordemødre burde arbejde forskningsbaseret og kritisk forholde sig til unødvendig teknologianvendelse.

I min forskning om overforbrug af CTG (Jepsen, 2022) fandt jeg, at jordemødre ind imellem anvender kontinuerlig elektronisk fosterovervågning ved ukomplicerede fødsler, selv om de kender evidensen og de kliniske retningslinjer, der anbefaler intermitterende (pauserende) hjertelydslytning med håndholdt teknologi.

Det seneste Cochrane-review på området (Alfirevic et al., 2017) viser, at kontinuerlig CTG øger kejsersnitsfrekvensen med 63 % og antallet af operative indgreb med 15 % sammenlignet med intermitterende auskultation ved lavrisikofødsler. Siden 2017 er der ikke publiceret nye større kliniske reviews, men en ny artikel (de Vries et al., 2026) bekræfter, at kontinuerlig CTG fortsat anvendes rutinemæssigt, selv når den ikke er evidensmæssigt begrundet. Forskerne identificerer flere årsager til denne praksis: frygt for ansvar, utilstrækkelig træning, organisatoriske rutiner, lokale politikker, antagelser om kvinders ønsker samt arbejdsgange, der favoriserer kontinuerlig overvågning. De Vries skriver videre, at anvendelsen af kontinuerlig CTG fortsætter – ikke på grund af evidensen, men fordi den er blevet en integreret del af kulturen på afdelingen, eksempelvis i USA, hvor kontinuerlig CTG anvendes i 85% af fødslerne. Praksissen videreføres mellem kolleger og mentorer, fordi den passer ind i institutionernes måde at organisere fødselsomsorgen på (de Vries 2026). I det danske studie fra 2022 beskrev jordemødrene CTG’en som en “babysitter”, en “partner” og en, der “har din ryg”, når ansvaret opleves som stort. Samtidig var de bevidste om teknologiens ulemper, idet CTG’en kunne forstyrre den normale fødselsproces, flytte jordemoderens opmærksomhed fra den fødende til monitoren og begrænse kvindens mobilitet (Jepsen, 2022). Forskning viser yderligere, at der kan være barrierer for at implementere evidens, hvis der eksempelvis ikke gives tid, støtte og viden, eller hvis den sundhedsprofessionelle skal ændre kultur, vaner og rutiner  (Kaur et al., 2025; Pitsillidou et al., 2023) og derfor hjælper det ikke nødvendigvis blot at gentage budskabet. Der må være andre strategier til at ændre praksis,

Det særligt interessante ved dette område er, at løsningen i høj grad ligger inden for jordemødrenes eget kompetenceområde. De har selv mulighed for at ændre praksis og følge evidensbaseret praksis inden for fosterovervågning.

På den baggrund besluttede jeg sammen med daværende chefjordemoder i Viborg i 2024 at undersøge, hvordan jordemødre selv kan involveres i udviklingen af forslag til at undgå unødvendig brug af CTG. En participatorisk tilgang blev valgt, hvor medarbejderne på Viborg Fødegang i workshops diskuterede egne erfaringer, udfordrede eksisterende normer og udviklede forslag til at styrke brugen af intermitterende auskultation. Indsatsen resulterede i en artikel (Jepsen, 2026) hvor tre centrale indsatsområder fremkom:

1. Kompetenceudvikling og fælles fagligt sprog

Deltagerne foreslog tværfaglige temadage med fokus på evidens, CTG-anvendelse og kommunikation med forældre. Der blev også efterlyst regelmæssige vidensdelingsaktiviteter, eksempelvis forskningsopdateringer og faglige konferencer. Formålet var at styrke forståelsen af både indikationer, bivirkninger og fortolkning af CTG samt udvikle et fælles klinisk sprog omkring fosterovervågning. Endelig blev mere viden om, hvilken information gravide og deres partnere skal have, fremhævet som en vigtig forudsætning for ændret praksis.

2. Støtte, anerkendelse og mentorordninger

Deltagerne pegede på behovet for mere supervision og kollegial sparring i forbindelse med beslutninger om fosterovervågning. Særligt nyuddannede havde behov for støtte fra erfarne kolleger. Mentorordninger og gradvis introduktion til komplekse fødselsforløb blev derfor fremhævet som vigtige initiativer for at styrke faglig tryghed og reducere afhængigheden af CTG.

3. Praktiske tiltag i hverdagen

Endelig foreslog deltagerne en række konkrete ændringer, der kunne understøtte en evidensbaseret praksis. Disse omfattede synlig markering af ukomplicerede fødsler, systematisk dokumentation af indikationer for CTG ved lavrisikofødsler, faglige diskussioner om anvendelsen af CTG i dagligdagen samt løbende refleksion over egen praksis. Målet var at gøre evidensbaserede valg lettere i en travl klinisk hverdag.

Studiet peger samlet set på, at udfordringen ikke handler om manglende viden, men om kultur, vaner og organisatoriske rammer. Hvis evidensen skal omsættes til praksis, kræver det, at jordemødre inddrages aktivt i forandringsprocesserne og får mulighed for sammen at udvikle nye måder at arbejde på.


Ingrid Jepsen modtog i november måned fonden En god start i livets årlige pris for sin forskning i og arbejde med kontinuerlig CTG gennem en lang årrække. Flere resultater fra arbejdet med CTG i Viborg publiceres efter planen i løbet af 2027.


Implementering i hverdagen

På Regionshospitalet i Viborg beskriver de to vicechefjordemødre Lisbeth Madsen Jensen og Kirsten Haulrik Bech arbejdet med de indsatsområder, som opstod ud af Ingrid Jepsens workshops, som meget givende for afdelingen. Ikke alle tiltag, som beskrives under indsatsområderne i artiklen, blev implementeret. Og ikke alle tiltag lever fortsat i dag. Men mange gør.

”Et godt eksempel er vores tværfaglige team talks. Vi prøver at samles – bare lige i tre minutter – efter alle fødsler. Så taler vi kort om, hvordan netop den fødsel gik, hvad vi var udfordrede af, hvad der gik godt, og hvad vi lærte. Vi har også sat ind med vidensdeling om og fokus på CTG’ernes virkninger og bivirkninger. Og så er vi begyndt at italesætte og synliggøre vores ukomplicerede fødsler med grønne markeringer på tavlen og fx helt åbent spørge hinanden ’Hov, hvorfor kører vi egentlig CTG på den fødende på stue 2?”