Jordemoderforeningen har brug for din hjælp til at sætte fokus på et nyt dagpengekrav, der risikerer at ramme vores kommende kolleger hårdt. Regeringen vil indføre et nyt beskæftigelseskrav for studerende, for at ret til dimittenddagpenge. Det kan ramme jordemoderstuderende særligt hårdt, fordi jordemoderuddannelsen er den, der har absolut mest obligatorisk, ulønnet praktik. Som medlem kan du bakke op ved at dele vores budskaber, tale om sagen og vise de studerende, at deres kolleger står sammen med dem.
Regeringens forslag om nye dagpenge krav
Regeringen foreslår, at studerende som udgangspunkt skal have arbejdet gennemsnitligt fire timer om ugen i de 18 måneder med mest beskæftigelse inden for de sidste 24 måneder af uddannelsen for at få ret til dimittenddagpenge. Det giver i praksis plads til seks måneders ulønnet praktik inden for de sidste 24 måneder. Jordemoderstuderende har mere end dobbelt så meget.
Fire timers arbejde om ugen lyder måske ikke af meget. Men for jordemoderstuderende kan det blive svært at få til at hænge sammen. Problemet er, at modellen ikke tager tilstrækkeligt højde for, hvor forskelligt uddannelser er bygget op. Desuden vil de fleste studiejobs være på 10-15 timer ugentligt og derfor kan studerende i praksis ikke nøjes med at arbejde 4 timer ugentligt.
Jordemoderstuderende skiller sig ud
På jordemoderuddannelsen ligger 75 ECTS obligatorisk, ulønnet praktik inden for de sidste to studieår. Det svarer til 15 måneder.
De studerende følger arbejdet på fødestederne med dag-, aften-, natte- og weekendvagter. Muligheden for samtidig at passe et fast studiejob er derfor begrænset.
Samtidig kan lønnet praktik tælle med i beskæftigelseskravet, mens obligatorisk ulønnet praktik ikke gør. Det betyder, at studerende kan blive stillet forskelligt alene på grund af den måde, deres uddannelse er tilrettelagt på.
Derfor går Jordemoderforeningen ind i sagen
For Jordemoderforeningen handler sagen ikke om, hvorvidt studerende skal arbejde ved siden af deres uddannelse. Den handler om, at reglerne skal tage højde for den virkelighed, jordemoderstuderende uddanner sig i.
Når uddannelsen kræver, at de studerende bruger en stor del af deres sidste studieår i obligatorisk, ulønnet praktik på alle tider af døgnet, skal de ikke stilles dårligere, fordi de prioriterer den uddannelse, de er i gang med.
Derfor arbejder Jordemoderforeningen for, at obligatorisk ulønnet praktik skal tælle med i beskæftigelseskravet.
Vi skal stå sammen om de studerende
Det her er først og fremmest en sag for de studerende, der risikerer at blive ramt af de nye regler. Men det er også en sag for hele Jordemoderforeningen. De studerende er vores kommende kolleger, og allerede under uddannelsen står de side om side med jordemødre på fødeafdelingerne.
Derfor har vi brug for jeres hjælp.
Du kan blandt andet:
- Dele et af billederne her billede 1 eller billede 2 på dine sociale medier og være med til at gøre opmærksom på problemet.
- Vise din opbakning til de jordemoderstuderende på din arbejdsplads. Spørg ind til deres situation, og fortæl dem, at deres færdiguddannede kolleger står sammen med dem.
- Tale om sagen med kolleger, venner og familie. Mange ved ikke, hvor stor en del af jordemoderuddannelsen der foregår i obligatorisk, ulønnet praktik.
Jo flere der kender konsekvenserne af forslaget, desto tydeligere kan vi vise, hvorfor modellen skal ændres: Studerende skal ikke stilles dårligere, fordi deres uddannelse kræver obligatorisk, ulønnet praktik i de sidste to studieår.
Det ved vi om forslaget
- Regeringen vil indføre et beskæftigelseskrav for at få ret til dimittenddagpenge.
- Kravet er som udgangspunkt gennemsnitligt fire timers arbejde om ugen i de 18 måneder med mest beskæftigelse inden for uddannelsens sidste 24 måneder.
- Lønnet praktik kan tælle med. Obligatorisk ulønnet praktik kan ikke.
- Jordemoderstuderende har 75 ECTS obligatorisk, ulønnet praktik i de sidste to studieår – svarende til 15 måneder.
