Debatindlæg: Region Syddanmark investerer i kvinders sundhed – det er der brug for

Kvindesundhed har fået mere politisk opmærksomhed de senere år. Det er godt. Men den virkelige prøve er, om opmærksomheden bliver omsat til konkrete forbedringer. Der er gode takter i Region Syddanmarks nye budgetaftale.

Regionen vil etablere et tværfagligt center for kvinder med kroniske underlivssmerter, en ny fertilitetsplan, styrke indsatsen for gravide medarbejdere samt indrette trygge loungeområder på fødestederne.

Men én prioritering glæder os særligt.

Regionen afsætter 4 mio. kr. årligt til efterfødselsområdet oven i de 3 mio. kr., der allerede er afsat. Pengene skal gå til nye efterfødselstilbud på regionens fire fødesteder.

Det er der brug for. Hjælpen efter en fødsel hænger i dag ikke altid godt nok sammen. Når kvinder oplever fødselsskader eller svære psykiske reaktioner, står de i høj grad selv med opgaven at finde ud af, hvor de skal hen, og hvilken hjælp de har brug for.

Derfor er det positivt, at efterfødselstilbuddet får regional forankring. Det giver kvinder én indgang og sikrer en direkte vej til specialiseret behandling for dem, der har behov for det.

Den konkrete model er endnu ikke besluttet. I Jordemoderforeningen foreslår vi et tværfagligt tilbud, med jordemødre i en visiterende rolle. Tilbuddet skal både favne problemer, der kan afhjælpes med undersøgelse, rådgivning eller genoptræning og større skader og efterreaktioner, der kræver hjælp fra andre specialister.

Budgetaftaler kan let blive til mange sider med tal og hensigtserklæringer. Men bag linjerne i aftalen ligger noget meget konkret: en ambition om at tage kvinders sundhed alvorligt.