Jordemoderforeningen og Powercare er uenige om, hvilke løn- og ansættelsesvilkår der gælder for danske jordemødre, som tager vikariater i Norge gennem Powercare. Jordemoderforeningen har nu indbragt sagen for Arbejdsretten.
Powercare orienterede i sommeren 2025 Jordemoderforeningen om, at virksomheden havde åbnet et kontor i Norge, og at vikariater i Norge fremover skulle formidles gennem dette kontor.
Powercare mener, at overenskomsten mellem Powercare og Jordemoderforeningen ikke gælder for vikariater i Norge, når de formidles gennem Powercare Norge.
Det er Jordemoderforeningen uenig i. Vi mener, at danske jordemødre, der tager vikariater i Norge gennem Powercare, fortsat er omfattet af overenskomsten og har krav på de løn- og ansættelsesvilkår, der følger af den.
Vi lægger blandt andet vægt på, at der efter vores opfattelse reelt er tale om en fortsættelse af Powercares hidtidige formidling af danske jordemødre til vikariater i Norge, nu blot gennem et lokalt kontor i Oslo. Efter vores opfattelse kan etableringen af Powercare Norge og flytningen af de norske vikariater til denne enhed ikke sætte den eksisterende overenskomst ud af kraft. Vi mener derfor, at Powercares fremgangsmåde er en omgåelse af overenskomsten og dermed et overenskomstbrud.
Sagen skal behandles i Arbejdsretten
Vi har forsøgt at løse uenigheden med Powercare, men det har ikke været muligt. Derfor har Jordemoderforeningen nu indbragt spørgsmålet for Arbejdsretten.
Der er berammet et forberedende retsmøde i Arbejdsretten 12. november 2026.
Det er vigtigt at understrege, at uenigheden alene handler om vikariater i Norge. Powercare anerkender, at overenskomsten mellem Powercare og Jordemoderforeningen fortsat gælder for jordemødre, der udsendes til andre steder, for eksempel Grønland.
Overvejer du et vikariat i Norge?
Hvis du overvejer at tage et vikariat i Norge gennem Powercare, anbefaler vi, at du på forhånd undersøger, hvilke løn- og ansættelsesvilkår du bliver tilbudt.
Kontakt gerne Jordemoderforeningens sekretariat, inden du indgår en aftale. Så kan vi rådgive dig om dine vilkår og din retsstilling.
Du er også velkommen til at kontakte sekretariatet, hvis du allerede har indgået en aftale om eller er begyndt på et vikariat i Norge gennem Powercare.
