Vi forhandlede senest fornyelse af de offentlige overenskomster i 2024, men denne gang forventer vi, at overenskomsterne bliver tre-årige.
Løn, honorering af vagter og indflydelse på vilkår samt pension er som sædvanligt øverst på Jordemoderforeningens kravsliste til arbejdsgiverne.
Jordemoderforeningen er medlem af hovedorganisationen Akademikerne, der forhandler på de store linjer. Det er her de fælles aftaler om blandt andet de generelle lønstigninger, fri til pasning af syge børn og andre familienære forhold indgås.
De mere specifikke krav, for eksempel honorering af vagtarbejde, forhandler Jordemoderforeningen sammen med de andre mindre sundhedsfaglige organisationer i Akademikerne: Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og Danske Bioanalytikere.
Det gælder desuden for alle organisationer i Akademikerne, at krav om bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv og forebyggelse af stress også vægtes højt.
Hvis alting går efter planerne, afsluttes forhandlingerne i sidste halvdel af februar, hvorefter resultatet sendes til afstemning blandt de medlemmer, der arbejder på de offentlige overenskomster.
Du kan se kravene, som de er udvekslet mellem organisationer og arbejdsgivere her.
Har vi dine opdaterede oplysninger?
Resultatet af overenskomstforhandlingerne 2026 skal til urafstemning blandt de medlemmer, som er omfattet af overenskomsterne.
Urafstemningen forventes gennemført i marts.
Du får direkte besked, når urafstemningen begynder. Men det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis de oplysninger, vi har registreret om dig, er korrekte, så vi ved, om du arbejder et sted, der gør, at du er berettiget til at deltage i afstemningen.
Log ind på www.jordemoderforeningen.dk (Min side) og tjek, at dine oplysninger såsom mailadresse og arbejdssted er korrekt registrerede og opdaterede.
