(se detaljer om den ny struktur i nederst i artiklen)
Der var forslag, ændringsforslag til forslag og ændringsforslag til ændringsforslag.
Forslagene kom fra både hovedbestyrelsen, kredsbestyrelser og enkeltmedlemmer, der alle var involveret i forberedelserne til Jordemoderforeningens ordinære kongres.
Kongressen fandt sted i København den 27. november.
Det punkt, der fik størst opmærksomhed, var et forslag fra hovedbestyrelsen om at ændre foreningens politiske struktur.
Forud lå to års arbejde i et strukturudvalg, der havde til opgave at komme med forslag til en fornyelse af foreningens politiske struktur.
Undervejs i strukturudvalgets arbejde blev sundhedsreformen vedtaget på Christiansborg og dermed blev det besluttet at gå fra fem til fire regioner. Også dette forhold skulle strukturudvalget tage stilling til.
Hovedbestyrelsens forslag
Helt overordnet handlede hovedbestyrelsens forslag til ny struktur om to ting:
- at ændre strukturen, så de selvstændige jordemødre og jordemødre ansat privat og i kommuner og stat bliver direkte repræsenteret i foreningens hovedbestyrelse
- at Hovedstadskredsen og Sjællandskredsen efter en overgangsordning bliver lagt sammen til Kreds Øst.
Lis Munk, forkvinde i Jordemoderforeningen, har siddet i strukturudvalget og været med til at vende og dreje, hvordan en struktur skal se ud for at være både tidssvarende og fremtidssikret i takt med at flere jordemødre får ansættelse på nye områder eller bliver selvstændige.
– Vores struktur har i mange år taget udgangspunkt i, at langt de fleste jordemødre er ansat i regionerne og derfor har debatten i hovedbestyrelsen været domineret af forhold, der mest berører de mange regionalt ansatte. I den nye struktur bevarer vi de regionale kredse, hvor tillidsrepræsentantorganisationen er krumtappen og meget velfungerende og supplerer med repræsentation af det stigende antal jordemødre, der er ansat andre steder end i regionerne eller er selvstændige. Det vil udvide demokratisk og sikre indflydelse for alle, siger Lis Munk.
Landsdækkende kredse
Hovedelementerne i hovedbestyrelsens forslag til ny politisk struktur blev vedtaget på kongressen.
Det betyder, at der dannes tre nye kredse, der i lighed med de eksisterende regionale kredse, lederkredsen og kredsen for studerende, kommer til at udgøre hovedbestyrelsen sammen med foreningens forkvinde og næstforkvinde.
De tre nye kredse bliver nationale og kommer til at rumme jordemødre, der arbejder som selvstændige, jordemødre ansat privat og jordemødre ansat i kommuner og stat.
– I takt med at særligt gruppen af jordemødre ansat i lægepraksis og jordemødre, der arbejder som selvstændige, er vokset, har vi lavet fagklubber og har opgraderet med flere faglige tilbud og mere målrettet kommunikation og interessevaretagelse. Men der er brug for mere, der er brug for at de får direkte repræsentation i vores politiske beslutningsprocesser. Vi har simpelthen brug for disse gruppers input og for deres nuancer ind i det politiske arbejde, siger Lis Munk og understreger, at den velfungerende struktur, hvor tillidsrepræsentanterne på de regionale arbejdspladser udgøre bestyrelserne i de regionale kredse, kommer til at fortsætte. Der udvides blot bliver udvidet med nye kræfter.
– Vi står ved en skillevej med et sundhedsvæsen, der higer efter personale. Vi skal tage vores ansvar i den omstilling, der er på vej og her har vi brug for alle kræfter. Med den ny struktur får vi udover de regionale kredse også politisk deltagelse og input fra alle dem, der arbejder i kommunerne, i lægepraksis, i styrelserne eller med forskning, siger Lis Munk.
De jordemødre, der bliver berørt at et kredsskifte vil blive orienteret direkte.
Fra fem til fire regioner
Hovedbestyrelsen forslag om at Sjællandskredsen og Hovedstadskredsen efter en overgangsperiode skal lægges sammen, blev også vedtaget.
– Det er naturligt, at vi har en struktur, der følger det store regionale landkort, der fra 2027 går fra fem til fire regioner. Regionerne er arbejdsgivermodpart for vores mange regionalt ansatte jordemødre og det er vigtigt, at vi matcher regionerne, når der skal laves lokale, regionale aftaler. Vi vil også gerne have indflydelse på regionernes fødeplaner og her er det også nødvendigt, at vi matcher, siger Lis Munk, der samtidig har forståelse for, at fusionen af to selvstændige kredse kan være svær.
– De to kredse er meget forskelligt organiserede med hensyn til arbejdspladsernes størrelse og organiseringen af fødselshjælpen i det hele taget. I den overgangsordning, som vi står overfor, handler det om at få gensidig forståelse for hinandens udfordringer og fordele i de to regioner. Det er så vigtigt at have i baghovedet, at det ikke er den ene kreds, der overtager den anden, men en ligeværdig fusion, siger Lis Munk.
Den nye Kreds Øst dannes først fra januar 2027, så der bliver god tid til at planlægge fusionen.
– Al forandring er svær og der skal være ro og rum i den proces, som et fusionsudvalg med repræsentanter fra begge kredse skal stå i spidsen for, siger forkvinden.
I forbindelse med regionsrådsvalget til den store Region Østdanmark har der været bekymring for, hvad dannelsen af en storregion vil betyde for Hjemmefødselsordningen Sjælland og for Roskilde fødeklinik.
– Jeg hæfter mig ved og glæder mig over, at der i regionens konstitueringsaftale står, at politikerne ønsker at de nuværende hjemmefødselsordninger består og det samme gælder for Roskilde fødeklinik, siger Lis Munk.
Hvordan jordemødrene fra disse to fødetilbud, der er fuldt ud økonomisk kompenserede fra regionen, skal indgå i strukturen, skal behandles i det fusionsudvalg, der nedsættes.
Fakta om den nye struktur
Hvorfor skal foreningens politiske struktur ændres?
Et stigende antal jordemødre har ansættelse uden for regionerne eller arbejder selvstændigt, og det afspejler sig i medlemssammensætningen.
Derfor ønsker vi at ændre strukturen, så vi også giver disse jordemødre en tydelig plads i vores forening og i vores medlemsdemokrati.
Hvordan bliver strukturen ændret?
Der oprettes tre nye nationale kredse for:
- jordemødre, der er ansat i kommune eller stat
- jordemødre, der arbejder selvstændigt (erstatter Fagklub for privat ansatte)
- jordemødre der er privat ansat (erstatter Fagklub for privatansatte)
De tre nye nationale kredse får sammen med de allerede eksisterende kredse (Lederkredsen, JSL-kredsen og de regionale kredse) plads i hovedbestyrelsen.
Med de nye kredse håber vi både at kunne etablere flere relevante medlemstilbud og få flere jordemødres kompetencer og perspektiver, når vi beslutter retning og politik.
Jordemødre, der får adgang til en af de nye kredse, vil løbende blive orienteret.
Hvordan kommer fusionen mellem Sjællandskredsen og Hovedstadskredsen til at foregå?
I hele 2026 fungerer de to kredse som hidtil med Manja Vilhelmsen Rytter og Sus Hartung, som kredsforpersoner.
Valget til kredsforperson for de to kredse udskydes til december 2026, hvor der vælges en kredsforperson og en kredsnæstforperson, der samarbejder om fusionsprocessen i 2027.
Fra 1. januar 2028 er kredsene fuldt fusionerede og kun kredsforpersonen fortsætter.
I 2026 nedsættes et fusionsudvalg bestående af de to kredsforpersoner og op til to medlemmer fra hver kredsbestyrelse.
Udvalget forbereder fusionen både organisatorisk og politisk, og sekretariatet vil understøtte den proces.
Medlemmer af Sjællandskredsen og Hovedstadskredsen vil blive orienteret undervejs i fusionsprocessen.
Er der ændringer for de regionale kredse?
Vi vil fortsat have stort fokus på de regionalt ansatte, tillidsrepræsentantstrukturen og de regionale kredse, som vi kender det. De regionale kredse fortsætter som hidtil med kredsbestyrelser, generalforsamling mv.
