Valgår i Jordemoderforeningen

I foråret 2025 er der valg til to poster i hovedbestyrelsen, som jordemødre, der ikke er regionalt ansat, har forrang til.
Posten som forperson for Jordemoderforeningen er også på valg.

Brænder du for at fremme jordemoderforskning? Vil du gerne styrke foreningens arbejde for jordemødre i lægepraksis. Vil du gerne skabe opmærksomhed på jordemødre med egen privat praksis? Eller sætte fokus på jordemødre ansat i kommuner til socialfaglige opgaver?

Eller har du andre interesser eller ideer, der kan være med til at styrke foreningens politiske arbejde for bedre forhold for jordemødre og for de gravide og fødende?

Så er det måske dig, der skal have en af de to pladser i Jordemoderforeningens hovedbestyrelse, der er valg til i foråret 2025.

De to poster er forbeholdt jordemødre, der ikke er i en regional ansættelse for at få perspektiver, viden og erfaring fra jordemødre, der er ansat alle andre steder end i regionerne, eller som er privatpraktiserende, ind i hovedbestyrelsen. Pladserne besættes ved urafstemning.

De to urafstemningsvalgte pladser i hovedbestyrelsen blev oprettet i 2017 for at afspejle den ændrede sammensætning i jordemødres ansættelsesforhold og interessefelt, som vi ser i dag.

Hvor langt størstedelen af jordemødre for år tilbage var ansat i regionerne, er jordemødre nu ansat eller på anden vis engageret på flere felter: Som undervisende og forskende, som ansat i en kommune, som privatpraktiserende, i lægepraksis osv. Alle jer, vil vi gerne inddrage i vores politiske arbejde til inspiration for foreningens videre politiske og faglige arbejde.

Hvem kan stille op?

Alle aktive, autoriserede medlemmer af Jordemoderforeningen kan stille op til posterne som urafstemningsvalgt medlem af hovedbestyrelsen. Men jordemødre ansat uden for det regionale område har forrang til posterne.

Fristen for at stille op til dette valg er den 5. april klokken 12.

Julie Backe Bergmark, forkvinde for Fagklub for privatansatte jordemødre, genopstiller til den ene af posterne som urafstemningsvalgt.

Valg til posten som forkvinde

Vi har også valg til posten som forkvinde i år – med samme opstillingsfrist. Dette valg kan du læse mere om i Lederen i det seneste nummer af Tidsskrift for Jordemødre.

Til denne post kan alle aktive autoriserede medlemmer af foreningen stille op.

Hvis du er interesseret i at stille op til en af posterne, så er du velkommen til at kontakte direktør Iben Konradi Nielsen.