Jordemoderforeningen er vært ved den nordiske kongres for jordemødre – NJF-kongressen – som finder sted i København fra den 26.-28. maj 2025.
Det er et stort og spændende arbejde både at forberede kongressen og ikke mindst at afvikle den.
Derfor søger vi 12 jordemoderstuderende, der vil hjælpe os med praktiske opgaver under selve kongressen. Der kan være også være enkelte opgaver den 25. maj.
Opgaverne spænder bredt og kan være at sørge for, at oplægsholderne har det, de har brug for, at være vagt i de lokaler, hvor der er oplæg, at formidle mikrofonen rundt i salen, når der er spørgsmål til en oplægsholder, at vise vej til de forskellige sessioner, at stå i salgsboden osv.
Din betaling sker i form af gratis kongres, inkl. forplejning. Du får en vagtplan, hvor du har vagter alle tre dage i tidsrummet 8.00 – 17.00.
Men du får også god tid til at være med som deltager på kongressen og suge til dig af den nye faglige viden, der bliver formidlet. Vi regner med at kunne tilrettelægge en vagtplan sådan, at du står til rådighed med din hjælp max halvdelen af tiden.
Det er altså win-win: Vi får din hjælp nogle timer hver dag og du får gratis adgang til kongressen, når du har fri.
Vi forventer, at der kommer mellem 600 og 800 jordemødre fra hele Norden og også fra andre lande.
Det er en videnskabelig kongres med oplæg, workshops, samtalesaloner og posterudstilling.
Kongressproget er engelsk.
Hvis du er interesseret i at hjælpe under kongressen, så send en kort ansøgning til Jette Poder på jpo@jordemoderforeningen.dk med oplysning om, hvor langt du er i uddannelsen, om hvorfor du søger funktionen (bare ganske kort), om du har særlig erfaring med et serviceområde – fx it og om du også kan være til rådighed den 25. maj – dagen før kongressen begynder – her kan vi nemlig godt få brug for hjælp under nogle studiebesøg.
Vi skal have din ansøgning senest den 15. marts.