Akademikerne melder sig ud af Forhandlingsfællesskabet

Akademikerne (AC), der er Jordemoderforeningens hovedorganisation, har forladt Forhandlingsfællesskabet.

Forhandlingsfællesskabet er den organisation, der hidtil har forhandlet løn på det regionale og det kommunale område på tværs af faggrupper og hovedorganisationer.

Akademikerne forhandlede allerede selvstændigt ved overenskomstforhandlingerne i 2024 i regioner og kommuner.

Nu er resultaterne af soloforhandlingerne ved OK24 blevet evalueret og beslutningen om at forlade Forhandlingsfællesskabet helt ertruffet.

Lisbeth Lintz, Akademikernes formand, udtaler om udmeldelsen:

Vi er i Akademikerne optimistiske for fremtiden. Vi har i Forhandlingsfællesskabet (FF) opnået mange ting sammen. Vi skal fortsat opnå stærke resultater på det kommunale og regionale område. Men i Akademikerne finder vi, at vi bedst adresserer de behov vores medlemmer har udenfor FF.

 Vi ønsker fortsat samarbejdet med andre faglige organisationer. Der er mange vigtige områder, hvor vi har fælles interesser, og hvor vi vil søge samarbejdet. Det handler f.eks. om spørgsmål om at udvikle familievenlige løsninger og bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.

 Det afgørende for os er at sikre, at vores medlemmer kan tilbydes de løsninger, som de efterspørger. Fx på fleksibilitetsområdet, hvor vi ved OK24 gik forrest med opsparing af tid og opsparing af penge.  Det resultererede i det fleksible pensionsprodukt med opsparingskontoen, som har en konkret betydning for den enkelte medarbejder. Det har også indgået i overvejelserne, at der skal kunne aftales en lønudvikling, som er attraktiv.

Vi melder os ud nu, så alle har god tid til at forberede næste overenskomstfornyelse (OK26) i den nye opstilling.”

Fakta

  • Akademikerne udgør 75.000 på det kommunale og det regionale område.
  • På det kommunale områder dækker dette bl.a.: psykologer, tandlæger, administrativt personale, fysio- og ergoterapeuter, i alt 39.000.
  • På det regionale område, bl.a.: lægerne, fysioterapeuterne, ergoterapeuterne og jordemødrene samt administrativt personale, i alt 36.000.