Opfordring til Christiansborg: Afskaf autorisationsgebyret på 1.295 kr. for nyuddannede sundhedspersoner

En række organisationer – heriblandt Jordemoderforeningen – har skrevet til sundheds- og finansordførerne:

”Vi mener ikke, at nyuddannet sundhedspersonale skal betale for at dække Styrelsen for Patientsikkerheds udgifter til, at mere udenlandsk sundhedspersonale søger dansk autorisation. Det skaber en unødvendig økonomisk barriere og sender et uheldigt signal til de nyuddannede, som gerne vil bidrage i sundhedsvæsnet”.

Baggrund

Den 1. juli steg autorisationsgebyret for de sundhedspersoner, som er omfattet af § 1 og 4 i Bekendtgørelse om gebyr for autorisation m.v. af sundhedspersoner fra 313 kr. til 1.295 kr.¹

Gebyret blev hævet som en del af en ændring til loven om autorisation for udenlandsk sund- hedspersonale. Lovforslaget udmønter den politiske ”Aftale om bedre og smidigere rammer for rekruttering af udenlandske sundhedspersoner fra tredjelande”. Stigningen rammer dog også sundhedspersoner med dansk uddannelse – ikke kun udenlandske ansøgere.

Styrelsen for Patientsikkerhed har peget på, at de ikke kan dække udgifterne til behandling af ansøgninger om autorisation med det tidligere gebyr, fordi de modtager flere ansøgninger fra sundhedspersonale med udenlandsk uddannelse.

Fjern økonomiske barrierer for nyuddannede sundhedspersoner

Vi har forståelse for, at det er en dyr og kompliceret proces at behandle autorisationer til udenlandsk sundhedspersonale. Men for danskuddannet sundhedspersonale er processen en formssag. Styrelsen for Patientsikkerhed modtager dokumentation for nyuddannet sundhedspersonale direkte fra uddannelsesstederne og udsteder på denne baggrund autorisationen.

Vi mener ikke, at nyuddannet sundhedspersonale skal betale for at dække Styrelsen for Patientsikkerheds udgifter til, at mere udenlandsk sundhedspersonale søger dansk autorisation. Det skaber en unødvendig økonomisk barriere og sender et uheldigt signal til de nyuddannede, som gerne vil bidrage i sundhedsvæsnet.

Forslag

Afsæt midler på finansloven til at afskaffe gebyret for at få autorisation for sundhedspersoner omfattet af § 1 og 4 i Bekendtgørelse om gebyr for autorisation m.v. af sundheds- personer.

Anslåede omkostninger

Styrelsen for patientsikkerhed skønner, at det vil koste 9 mio. kr. årligt, hvis gebyret fastholdes på 313 kr. for danskuddannede og EU/EØS-ud- dannede sundhedspersoner.

Vi foreslår helt at fjerne gebyret, og forslaget omfatter også sundhedspersoner uddannet uden for EU/EØS-landene, og omkostningerne vil derfor være højere.

¹ Alle autoriserede sundhedspersoner, bortset fra læger, tandlæger og kiropraktorer, som automatisk får autorisation, men betaler for at få tilladelse til selvstændigt virke. Dertil kommer ambulancebehandlere, der indtil 1. juli 2024 har været omfattet af en overgangsordning med et dertil knyttet højere autorisationsgebyr. Ambulancebehandlere er omfattet af det nye gebyr.