Ingrid Jepsen er jordemoder, MPH, ph.d. og ansat som lektor ved UCN.
Ingrid stod i spidsen for et *studie, der undersøgte jordemødres overforbrug af CTG ved lavrisikofødsler.
I debatten om, hvordan vi som jordemødre kan være med til at bevare den normale fødsel normal, skal vi også kigge indad.
Det vil jeg gerne give et eksempel på. Eksemplet handler om brugen af CTG hos lavrisikogravide kvinder.
De kliniske retningslinjer omkring hjertelydsovervågning af lavrisikogravide anbefaler kun CTG som overvågningsmetode, hvis der er indikation herfor. Begrundelsen er, at hos lavrisikogravide medfører kontinuerlig CTG-overvågning flere komplikationer og indgreb for kvinden, uden at fosterets tilstand forbedres.
Forskning viser, at jordemødre kender denne evidens, men at de alligevel bruger CTG til at overvåge fostret. Jordemødre arbejder generelt for at bevare de normale fødsler normale og det er derfor ulogisk, at jordemødre ikke følger en klinisk retningslinje, der netop lægger op til kun at påsætte CTG, når der er en indikation herfor.
Dette dilemma fik en gruppe forskere til at interessere sig for, hvorfor det sker og hvad indsatsen skal være for at få evidensen omkring CTG til at slå igennem på fødestuerne.
Resultaterne af forskningen* viste, at en teknologi som CTG påvirker fødemiljøet alene ved sin blotte tilstedeværelse.
CTG’en påtager sig og tildeles forskellige roller. Disse roller kan være rollen som babysitter, hvor CTG’en især ved travlhed kommer til at være den, der passer babyen. CTG’en bliver også tildelt rollen som jordemoderens partner, som en ønsket hjælp på fødestuen og som jordemødrene derfor flytter tilbage, hvis den tages ud af stuen. Parret kan også efterspørge CTG og CTG’en opfattes i det hele taget som en, man kan dele ansvaret med og dermed beskytte jordemoderen ved at dække hendes ryg. Forskningen viste samtidig, at CTG’en også betragtes som en forstyrrer den normale fødsel.
Konklusionen på forskningen er, at CTG’en udfylder roller, som former jordemødrenes daglige brug af CTG mere end de evidensbaserede retningslinjer, også selvom jordemødrene påpeger, at CTG’en forstyrrer og begrænser fødselsforløbet.
I undersøgelsen kom vi frem til, at arbejdet skal rettes mod at kompensere jordemødre for det, CTG’en tilbyder dem. Det betyder, at man på fødegangene skal arbejde for at sikre, at jordemødrene ikke har brug for den sikkerhed, det bevis, den ansvarsfratagelse eller det partnerskab, som CTG’en tilbyder. Her er en tværfaglig indsats for og anerkendelse af overholdelsen af de kliniske retningslinjer af afgørende betydning. En indsats, der sikrer mulighed for og tid til kollegial sparring, er essentiel for at erstatte det partnerskab, som CTG’en tilbyder, og også for at undgå, at CTG’en bliver babysitter.
Ledere og mellemledere bliver i denne sammenhæng ankerpersoner i fastholdelsen af målet om at holde den normale fødsel normal. Herunder have opmærksomhed på, at jordemødre har færdigheder og kompetencer til at bruge håndholdt teknologi som træstetoskop eller doptone.