Hvordan ser svigt i svangreomsorgen ud fra de fødende kvinders vinkel? Det dykker denne artikel ned i, idet den formidler tematikker fra 122 skriftlige vidnesbyrd (se faktaboks) fra kvinder, der har oplevet svigt i svangreomsorgen. Materialet giver således et indblik, som professionelle i svangreomsorgen normalt ikke har adgang til. Et indblik med mulighed for læring, hvis man lytter til kvindernes oplevelser og benytter dem som afsæt for kritisk faglig refleksion. Det er vigtigt at fastslå, at det er kvindernes oplevelser, der formidles her. Det er muligt, at de professionelle ville have beskrevet de samme hændelser anderledes, men det er ikke deres blik på praksis, der er i fokus i denne artikel.
I det følgende præsenteres de tydeligste temaer udledt af kvindernes vidnesbyrd.
Manglende anerkendelse og omsorg
Der ses en tendens i kvindernes oplevelser til, at de føler sig mødt med ligegyldighed, negligering, arrogance eller manglende forståelse. Det kan for eksempel være manglende forståelse for et ønske om sen afnavling eller om at undlade aftørring af barnet. Andre har oplevet negligering af bekymringer og ubehag i forbindelse med vægttab i den tidlige graviditet eller manglende anerkendelse af, at de ikke ønsker at følge dele af undersøgelsestilbuddet hos læge eller jordemoder. Nogle af kvinderne oplever i disse tilfælde, at de reduceres til en krop, til en besværlig arbejdsopgave, noget der skal overstås eller en følelse af udelukkende at være i fokus i forhold til barnets velbefindende. En følelse af manglende anerkendelse og omsorg opstår, når personalet ikke er tilgængeligt eller ved inadækvat behandling. Oplevelse af ligegyldighed kobles for en del af kvinderne til manglende overskud hos personalet.
Nedsættende verbale og nonverbale udtryk
I vidnesbyrdene forekommer også eksempler på nedsættende kommunikation. En kvinde oplevede fx at blive spurgt om, hvorvidt de smerter, hun gav udtryk for, var noget, hun forestillede sig, fordi hun var ung og uerfaren. Der er flere udsagn fra kvinder, der oplevede at blive talt ned til, fordi de var unge eller kategoriserede som sårbare af andre årsager. En kvinde beskrev himmelvendte øjne og bebrejdelser i en situation, hvor hun blev ked af det. En af beretningerne indeholdt udsagn om at være blevet hånet i forbindelse med et ønske om mere effektiv smertelindring med den begrundelse, at det ikke stod på hendes ønskeliste.
Indgreb og undersøgelser uden samtykke
Flere vidnesbyrd handler om indgreb, som blev udført uden samtykke: En kvinde beretter, at hun ikke husker at have givet samtykke til hindepunktur. En kvinde fortæller, at hun, på trods af at hun havde informeret jordemoderen om sin vulvodyni, alligevel fik taget vandet uden forudgående information og samtykke. Der berettes om hindeløsning i graviditeten og udvidelse af livmodermunden under fødslen – i begge tilfælde uden at der var indhentet samtykke. En kvinde fortæller, at hendes fødsel blev sat i gang ’uden den store begrundelse’. Hun havde en oplevelse af manglende information om baggrunden for indgrebet, og om hvordan det ville blive udført. Én af beretningerne omhandler, at den fødende kvinde oplevede, at hun blev overtalt til at få epiduralbedøvelse under fødslen mod hendes ønske. En kvinde beskriver hvordan hun fik et angstanfald, da der ikke blev lyttet til hende, på trods af at hun sagde fra overfor en gynækologisk undersøgelse.
Flere kvinder beretter om udførelsen af indgreb, de udtrykkeligt har frabedt sig, eksempelvis at få taget blodprøver som led i den prænatale diagnostik, børn der fik injektion med K-vitamin lige efter fødslen, tidlig afnavling eller at barnet blev tørret grundigt af lige efter fødslen. Ifølge kvindernes beretninger medfulgte der i ingen af de ovennævnte tilfælde uddybende forklaringer fra personalet på, hvorfor disse indgreb og undersøgelser blev udført i strid med deres ønsker.
Samlet gives der i vidnesbyrdene en række eksempler på, at flere af disse kvinder oplevede, at deres rettigheder ikke blev overholdt, idet deres selvbestemmelsesret ikke blev respekteret.
At blive overladt til sig selv
En del af kvinderne beretter om at blive overladt til sig selv på tidspunkter, hvor de ikke ønskede det. De beskriver, at følelsen af at blive forladt både kunne bestå i, at jordemoderen forlod stuen hyppigt eksempelvis grundet formodet travlhed, eller at jordemoderen var på stuen, men virkede fraværende, uinteresseret eller havde mere fokus på at vejlede en studerende.
Der er i materialet en del beskrivelser af trætte, uinteresserede, udmattede, fortravlede og tydeligt irriterede jordemødre. Samtidig er der i de samme beskrivelser en villighed fra kvinderne side til at forstå situationen fra jordemødrenes perspektiv med udsagn om jordemødrenes gode intentioner og ord som ’de gjorde deres bedste, men der var bare for travlt’. For nogle af kvinderne har dette medført, at de tilkøbte private sundhedsydelser såsom privat jordemoder eller doula for at være sikker på at kunne få den omsorg, som de havde brug for – eller planlægger at gøre det ved en eventuel fremtidig fødsel.
Udfordrede fysiske rammer
En del af kvinderne beskriver uønskede adskillelser mellem mor og barn og/eller partner. En del af disse beskrivelser omhandler akutte forløb, hvor de grundet akut sectio, behandlingskrævende barn eller andre komplikationer blev adskilt fra deres barn og/eller partner i længere tid. En del udtrykker frustration og vrede over den ofte timelange ventetid, trods ønsker og anmodninger om at blive genforenet. I materialet begrunder kvinderne ofte adskillelsen med mangel på ressourcer, her forstået enten som mangel på personale eller fysiske rammer. Nogle har også en oplevelse af, at adskillelsen varede længere end nødvendigt grundet manglende prioritering eller interesse fra sundhedspersonalets side. En kvinde beskriver, hvordan hun blev efter- ladt af jordemoderen alene i fire timer, mens barnet blev overflyttet til neonatalafdeling. Da hun ankom til afdelingen, blev hun afvist grundet manglende ressourcer til at monitorere hendes tilstand.
Der er også flere beskrivelser, hvor kvinder grundet komplikationer har svært ved selvstændigt at pleje den nyfødte, og hvor partneren samtidig ikke kan overnatte på afdelingen. Flere kvinder beskriver, at sundhedspersonalet ikke bistår med hjælp og pleje af den nyfødte eller ved amning, og at dette medfører en følelse af hjælpeløshed.
De fødende oplever også udfordringer i forhold til accept og inddragelse af deres partner og til tider en oplevelse af irritation fra de sundhedsprofessionelle i behovet for involvering af partneren.
Konsekvenser af svigt
Nogle kvinder beskriver psykiske konsekvenser af de svigt, de har oplevet i svangreomsorgen. Der beskrives angst som en generel tilstand, angst i samvær med barnet, angst når kvinden er adskilt fra eller alene med barnet, angst for at føde på et specifikt hospital eller for fremtidige fødsler generelt. Disse oplevelser af angst er refereret uden skelen til kliniske betegnelser for tilstanden. Samtidig nævnes efterfødselsreaktioner som følge af eller forstærket af det oplevede svigt; herunder stress, utryghed, bekymringer, mareridt og en generel følelse af at være ked af det. Enkelte nævner også partnerens følelsesmæssige reaktioner i form af krise og depressive tilstande som en følge af oplevet svigt i svangreomsorgen. Flere kvinder nævner, at de grundet oplevelser af svigt har fravalgt at få flere børn.
Fysiske følger af oplevede svigt nævnes også herunder mangelfuld suturering af perineal bristning, inficeret sectio cicatrice, udiagnosticeret symfyseruptur efter indgreb under fødslen eller dødfødt barn.
Implikationer for praksis
De oplevede konsekvenser af svigt er alvorlige for kvindernes mentale og fysiske sundhed i forbindelse med familiedannelse og for deres fremtidige ønsker om familieforøgelse. Dette giver anledning til refleksion over, hvorledes den nuværende praksis i svangreomsorgen kan sikres mod, at kvinderne oplever svigt.
Et tydeligt mønster i vidnesbyrdene synes at være manglende eller uhensigtsmæssig kommunikation med kvinderne og deres familier, og at nogle af de oplevede svigt måske kunne være afværget med et øget fokus på personalets kommunikative færdigheder. I gennemlæsningen af vidnesbyrdene får man endvidere indtryk af, at hvis personalet havde kommunikeret på en mere anerkendende måde, eller havde været eksplicit nysgerrige på den enkeltes perspektiv og oplevelse, havde den fødende måske ikke fået en oplevelse af at blive svigtet. Man kunne reflektere over om denne form for kommunikation ikke ville have krævet de samme tidsmæssige ressourcer, men potentielt kunne have resulteret i en markant anden oplevelse for kvinderne. De beskrevne psykiske/fysiske konsekvenser for kvinderne og deres partnere vidner om, at der her er et område med mulighed for bedre forebyggelse og sundhedsfremme, hvis praksis optimeres.
Vidnesbyrdene indeholder ikke information om personalets intentioner og motiver for de udførte handlinger. I gennemlæsningen af vidnesbyrdene kan man som fagperson dog formode, at der i nogle af beretningerne har været et legitimt fagligt grundlag for de udførte handlinger, men at kvinderne desværre ikke har oplevet det sådan, hvorfor deres beskrivelser vidner om en oplevelse af at have mødt personale, som opleves som ligeglade eller afvisende. Et øget fokus på opfølgning kunne måske afværge, at sådanne misforståelser opstår og således reducere risikoen for, at kvinderne føler sig svigtet.
De 12 vidnesbyrd
I oktober 2020 opfordrede foreningen Forældre og Fødsel kvinder til at indsende vidnesbyrd om svigt i forbindelse med deres graviditet, fødsel og barsel med henblik på skabe opmærksomhed omkring forholdene for fødende i Danmark.
122 Vidnesbyrd fra brugerne blev indsamlet på baggrund af denne opfordring.
Forældre og Fødsel henvendte sig herefter til Jordemoderuddannelsen på Professionshøjskolen UCN for at få bistand til at analysere de mange vidnesbyrd.
Dette var baggrunden for, at en arbejdsgruppe på professionshøjskolen blev nedsat og i efteråret 2021 fik adgang til vidnesbyrdene i en fuldt anonymiseret form.
Det metodiske arbejde
Udvælgelsen af deltagere er i dette arbejde ganske utraditionel, da de har valgt sig selv: Materialet afspejler derfor temaer fra netop disse kvinders oplevelser.
Materialet er kendetegnet ved stor forskellighed. Længden på vidnesbyrdene varierer i omfang fra mellem en halv til fire A4-sider, og det samme gør fokus. De fleste fortæller om en enkelt fødsel, mens enkelte fortæller om flere af deres fødsler.
For at udlede tendenser og mønstre i materialet har vi kodet de 122 vidnesbyrd i tekstanalyseprogrammet Dedoose. Kodningen er foregået efter en gennemlæsning af alle vidnesbyrd og efterfølgende udledning af overordnede tematikker i fællesskab. Herefter fulgte selve kodningen, hvor hvert vidnesbyrd blev kodet af ét medlem af arbejdsgruppen, hvorefter et andet medlem foretog en sekundær kodning af samme vidnesbyrd, for på den måde at sikre en ensartet kodning af materialet. Kodningen blev løbende diskuteret og justeret med tilføjelse af nye koder.