Livet som formand er ikke blevet hverdag for Lillian Bondo, der første februar 2002 kan fejre fem-måneders jubilæum på formandsposten i Jordemoderforeningen.
– Nej det er bestemt ikke blevet hverdag for mig endnu – det håber jegda ikke, for så går jeg en hård tid i møde, siger Lillian Bondo med etmeget stort smil og husker på en af de erfaringer, som den tidligereformand, Merete Larsen, gav videre: Det er de fem første år, der er deværste!
Lillian Bondo nåede at få nøjagtig et halvt år som næstformand før hun,uden modkandidater, kandiderede til posten og blev foreningens formand.Håbet om at afprøve rollen som andenpilot i nogle år, før formandsposteneventuelt blev aktuel, svandt da Merete Larsen i februar 2001 meddelte,at hun ikke ønskede at fortsætte som formand efter det kommende ordinæreformandsvalg.
– Retfærdigvis skal det siges, at Merete havde orienteret mig om, at hunnok ikke genopstillede, men jeg levede i starten i håbet om at hun villefortsætte, så jeg kunne få lidt mere tid som næstformand. Jeg gik ogtænkte over det et stykke tid, men ikke så forfærdelig længe. Jeg kunnegodt mærke, at jeg bedre kunne leve med ikke at vide, hvem jeg havde somnæstformand end ikke at vide, hvem jeg havde som formand. Så ville jeghellere selv stille op. Og jeg syntes også, jeg havde noget at byde på,så jeg turde godt stille op. At tingene så er blevet lidt mere virkeligefor mig siden – det er vist en sandhed uden nogen som helstmodifikation, siger Lillian Bondo.
Alvoren sniger sig ind
At alvoren i det betroede job præger den nye formand, kan blandt andethøres ved at den klassiske musik, der strømmede ud franæstformandskontoret nu er en sjældenhed og at trinene på gangen, nårLillian går sin godmorgen-runde i sekretariatet, ind imellem er lidtslæbende.
Det er ikke gået sporløst hen over den tidligereFrederiksberg-jordemoder, at hun er blevet kastet direkte ud ikomplicerede overenskomstforhandlinger, at hun står ansigt til ansigtmed øgede krav fra medlemmerne om en mere markant jordemoderfagligprofil og at foreningen skal indrette sig på at manøvrere i de nyeliberale politiske vinde. For bare at nævne et par områder.
Er arbejdet som formand anderledes end du havde regnet med?
– Det er meget anderledes. Jeg har altid elsket at arbejde i fødestuen,og jeg havde forestillet mig, at savnet ville fylde meget. Jeg nåraldrig at tænke på det. Jeg når aldrig at savne at være på en fødestue.Skønt det sådan set var hele min identitet, der var hængt op på at værejordemoder – så er min jordemoderidentitet i den grad flyttet et andetsted hen, bemærker Lillian Bondo
Fagets fremtid
Du startede som formand i dønningerne efter mediestormen, da MereteLarsen udtalte, at fødselspolitik i Danmark er en katastrofe, og hvorhun lagde op til, at Jordemoderforeningen skulle arbejde forkonkurrencedygtige fødeklinikker, ejet og drevet af jordemødre. Detliberale element i det syn ligger godt i tråd med den nye regering. Hvadmener du om ideen, fagligt og politisk?
– Jeg synes primært, at man kunne opnå noget ved at samarbejde med dennye regering om at få lagt fødselshjælpen tilbage, hvor jeg synes denhører hjemme. Udgangspunktet skal være at graviditet og fødsel er ennaturlig begivenhed i kvindens og familiens liv – hvis der opstårkomplikationer skal vi selvfølgelig også være rustet til at klare det.Man kunne eventuelt bygge det op sådan, at man opretter nogle flerejordemoderledede klinikker med selvstændigt budget. Det ville være minførste prioritet: At man holdt det inden for det offentlige og byggededet bredt ud dér. Klinikkerne måtte gerne være tilknyttetspecialafdelinger med en selvstændighed på visitation og budget – sådanså man ikke bliver en stødpudeafdeling for en specialafdeling. Hvis man udnytter hele jordemoderens virksomhedsområde og kompetence kunne manlave et varieret udbud af klinikker og specialafdelinger i et samspilmellem, hvad brugerne ønsker og hvad vi kan, hvad sundhedsøkonomer sersom muligheder, og hvad lægerne kan. Jeg tror at de modeller, man finderfrem til, vil være forskellige landet over. Men jeg forestiller mig, atfødselshjælpen bliver mere decentraliseret. Det kan godt være, at man omnogle år har privatklinikker, private hjemmefødselsordninger, offentligehjemmefødselsordninger og den almindelig organisering, som vi kender deti dag. Jeg tror, at vi i løbet af 5-10 år vil se det hele, og det er joslet ikke sikkert, at det er dårligt.
Men du er ikke bange for en privatiseringstankegang på det her område?
– Vi har jo altid haft den diskussion om penge mellem patient ogbehandler, eller fødende og jordemoder, og der vil altid væreforskellige synspunkter på det. Jeg er ikke vild med tanken omforsikringssystemer i sundhedssystemet. Jeg tror, det vil fordyre dethele, og jeg så helst, at der var en offentlig finansiering. Det kangodt være, at man kan frigive noget af det, uden at det eksploderer, menpå det område vil jeg gerne alliere mig med nogle folk, der ved noget omøkonomi og udviklingen i sygehuse og sundhedsudgifter, siger LillianBondo.
Påvirkning og samarbejde
Det har ikke altid været nemt for jordemødre, der ønskede at praktiserederes fag uden for det amtskommunale regi. Med jævne mellemrum har derde sidste ti år været jordemødre, der forsøgte sig somprivatpraktiserende jordemødre med speciale i hjemmefødsler. De flestehar måttet dreje nøglen om, fordi indtjeningen ikke stod mål medindsatsen. Lillian Bondo mener, at disse initiativer har haft enafsmittende virkning på organiseringen af fødselshjælpen i dag.
– Blandt andre tog ‘Susannerne’ (Houd og Winding, red.) i sin tid hul påhjemmefødselsdiskussionen igen, og jordemoderen på Læsø har gjort etstort stykke arbejde for at godtgøre, at det normale fint kan varetagesaf en jordemoder og en privatpraktiserende læge i samspil, og der kannævnes flere, det er ikke for at fremhæve nogle banebrydere frem forandre. Alle disse erfaringer kommer også til at skubbe på en udvikling.Jeg tror vi lærer noget af de initiativer, som i starten har en trangtid, siger Lillian Bondo og henviser også til samarbejdet med DSOG(Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi), der i øjeblikket handler omi fællesskab at definere, hvad der indgår i en god fødsel og om atudarbejde retningslinier for visitation af fødsler.
– Jeg tror, at vi har nogle muligheder i vores samarbejde med DSOG. Deter kommet langt, ikke mindst i kraft af Meretes indsats over de sidsteår, og vi har et oplæg til visitationsretningslinier, hvor lægerne ogsåmelder ud, at de kan se, at en stor del af de gravide ikke har brug forlægehjælp og ikke har brug for indblanding i fødslen. Det ser jeg som etfremskridt i retning af, at vi ud fra visitationsretningslinier og udfra den gode fødsel kan diskutere, hvordan den organisatoriske opbygningaf fødselshjælpen skal være. Jeg er ikke så bange for konkurrence medlægerne her. Hvis visitationsretningslinierne kan være en ud af flerefælles platforme, eller i hvert fald rimeligt vejledende for hver aforganisationerne, så er vi kommet længere, mener formand Lillian Bondo.
Fagforening eller selskab?
Ved oprettelsen af Dansk Jordemoderfagligt Selskab er der blevet stilletspørgsmålstegn ved, om fagpolitik og jordemoderfaglighed kan varetagesaf en og samme organisation. Ville jordemødrene stå stærkere ved atsplitte foreningen op i en del, der tager sig af det jordemoderfagligeog en del der blandt andet varetager løn- og arbejdsforhold forjordemødre?
– Vores jordemoderfaglighed er tæt knyttet til forhold, der definerervores arbejdsliv, nemlig vores løn og mange af vores arbejdstidsvilkår,og hvis ikke vi har fuld indflydelse på dem, så vil jeg sige, at så harvi et problem med vores gennemslagskraft, også på det faglige område. Vier ikke enige med selskabet i at fagpolitik og jordemoderfaglighed skalholdes adskilt. Jordemoderforeningens fagpolitik bygger netop på og erunderordnet vores jordemoderfaglighed – de to ting skal ikke skilles ad.
Dannelsen af Dansk Jordemoderfagligt Selskab (DJOFS) bunder i, at noglemedlemmer mener, at foreningen ikke varetager de faglige opgaveroptimalt, og at særligt de unge jordemødre ikke finder, at de harindflydelse nok i form af foreningens faglige profil. Gør det indtryk pådig, og har du eller hovedbestyrelsen overvejelser omkring det?
– Det er klart, at det gør indtryk på mig – meget. Jeg synes, det varspændende at følge optakten til Jordemoderfagligt Selskab. Jeg har joselv deltaget i de diskussioner i hovedbestyrelsen om, hvordan manforholdt sig til det og hvordan man ønskede at agere. Der var jo velvilje i hovedbestyrelsen til at støtte oprettelsen af et Jordemoderfagligt Selskab, men under en paraply medJordemoderforeningen, så man ikke risikerede dels at lavedobbeltarbejde, og dels at svække argumenterne fra jordemoderside ved atsvare modstridende tilbage på forespørgsler fra andre organisationereller offentlige myndigheder, høringssvar osv., siger Lillian Bondo om DJOFS, der blev oprettet i september sidste år.
Enigheden
Lederen af Danmarks jordemødre er ikke bange for splittelse ijordemodergruppen, dertil er der for stor enighed om hvad der tjenerfødselshjælpen bedst.
– Det er det måske ikke i alle tilfælde, men i nogle tilfælde er det ihvert fald lysende klart, hvad vi ikke ønsker, og det er jeg sådan setikke i tvivl om, at vi vil være enige med Jordemoderfagligt Selskab ilangt hen ad vejen. Men derudover vil vi prøve at gøre noget for de ungejordemødre. Det er jo rigtigt, at vores enstrengede system (hvorkredsbestyrelser udgøres af de valgte tillidsrepræsentanter påarbejdsstederne, red.) betyder, at hvis folk siger: ‘Jeg forstår ikkeoverenskomster, jeg synes det er kedeligt, jeg gider ikke beskæftige migmed sikkerhedsspørgsmål. Jeg vil kun beskæftige mig med de mere ‘rene’jordemoderfaglige ting’ – så er det ikke i kredsbestyrelserne de skallægge deres energi. I stedet kunne de stille op til UFU (Uddannelses- og Forskningsudvalget) og til TU (Tidsskriftudvalget) og de kan stille optil ad hoc udvalg og de kan gå med i jordemoderforskningsnetværk. De har altså nogle steder at gå hen. Men det kan godt være, at der ikke er så mange, der har opdaget endnu, at de faktisk har nogle muligheder.
Det tyder det på, idet der ikke var kandidater nok til foreningensudvalg ved sidste valg?
– Ja, og det er jo fantastisk. Altså, sommetider kan man jo trække lidtpå smilebåndet over, at foreningen klandres for ikke at hævejordemoderfagligheden nok, og så må man ikke helt sjældent opleve, atder er jordemødre, der ikke engang har læst deres fagblad. Men der er åbenbart et behov for lettere adgang til faglige diskussioner og derforhar vi fået hovedbestyrelsens tilsagn om at lave nogle årligeopsamlingskurser for nyuddannede jordemødre, hvor de får mulighed for atfortælle om, hvordan hverdagen har ‘ramt’ dem og få svar på spørgsmål,fortæller Lillian Bondo.
Så i første omgang er det de unge, I vil prøve at få en krog i?
– Dem vil vi prøve at slå en krog i på den måde. Og så vil viselvfølgelig prøve at se, om ikke vores kursusudbud måske skal gribes anpå en anden måde. Vi har en kursuskalender, som udgives hvert år, ogerfaringsmæssigt er der en del af de kurser, der ikke kommer op at ståpå grund af manglende tilmelding. Det er jo ikke fordi jordemødre ikkevil af sted. Det er fordi de ikke får det betalt, for der er virkeligefterspørgsel på det. Men så kan det jo godt være, at vi skal gå denanden vej og sige, at så udbyder vi i højere grad kurser, som kanafholdes lokalt, sådan at man kan tilbyde dem til arbejdsgiversiden ogvære et værktøj for dem. Måske skal vi også i højere grad intensiverevores samarbejde med skolerne. Vi vil gerne være mere synlige forskolerne, som forening.
Forskellen betyder noget
Jordemoderforeningen har udskrevet en prisopgave, hvor opgaven lyder:Beskriv hvor jordemoderen gør en forskel. Hvad ville dit bud være pådet?
– Jeg glæder mig til at se de prisopgaver, der kommer ind. Jeg håber,der kommer et væld af spændende opgaver, og det interessante er jo, atvi har vovet at melde ud, at hvem som helst kan svare på det, så det kanjo være, det er en digter, der kommer med den vindende prisopgave. Det kan være en læge eller en sygeplejerske, en psykolog, en bruger, enjordemoder … Det er vi meget spændte på. Jeg synes, at jordemoderengør en forskel, fordi vi er en gruppe, som er uddannet præcist til atdække hele det område, der omfatter graviditet, fødsel og barsel ogendda med tværfaglige grene indbygget i vores uddannelse. Vi kan forebyggelsen og behandlingen, og vi kan samarbejdet om behandlingen afsvær patologi. Dertil kommer, at vi sundhedsøkonomisk er en gruppe, somjo er prisbillig at satse på, fordi vi er uddannet specielt til det her.Hvis man skal have læger til at varetage fødslerne, kan man jo sige sigselv, at først skal de uddannes til læger, og så skal de specialuddannestil fødelæger, og så kan de varetage fødslerne. Hvis man skal havesygeplejersker til det, så skal de have en specialuddannelse oven påderes generalistuddannelse. Så ud fra økonomiske hensyn gør vi en megetstor forskel.
Overenskomst 2002
Forhandlingerne om en ny overenskomst for jordemødrene og de andre640.000 kommunalt ansatte startede allerede i december, da arbejdsgivereog arbejdstagere udvekslede krav. I løbet af januar har der væretforhandlinger mellem KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte)og Amtsrådsforeningen om det overordnede forlig (KTO-forliget), derlægger de overordnede rammer for blandt andet generelle lønstigninger,seniorordninger, pension og feriefridage. Det er også i KTO-forliget, atder lægges puljer ud til de enkelte organisationers forhandlinger og herdet afgøres hvor stor en del af lønnen, der skal anvendes centralt oghvor stor en del der skal lægges ud til Ny Løn.
De kommunale arbejdsgivere lægger ikke skjul på, at de gerne serjordemødre på Ny Løn og at en væsentlig del af lønnen bagefter skalforhandles lokalt. Hvordan vil du og hovedbestyrelsen møde det krav?
– For cirka et år siden ville jeg have sagt, at Ny Løn ikke kommer påtale hos jordemødrene. Nu har hovedbestyrelsen valgt at sige, at vi gårderhen hvor pengene er, så hvis der bliver sat tilstrækkelige midler aftil Ny Løn, så er vi villige til at se på det. Arbejdsgiversidens kravom overenskomstindgåelse hænges op på, at en stor del af beløbet liggertil lokale forhandlinger. Der er kun tre procent af KTO-området der ikkeer på Ny Løn, så vi har meget få chancer for at få lønstigninger, hvisikke vi er med på de nye lønformer, skønner Lillian Bondo.
Risikerer man ikke at underkende det gode, gedigne stykke arbejde, somjordemødrene udfører på fødestuerne hvis man vedtager Ny Løn, der jobygger på at belønne en større kompetence, f.eks. i forhold tiluddannelse eller en særlig funktion?
– Jeg tror, at der er så mange funktioner på fødestuerne og påafdelingerne, som man ville kunne kigge på som områder for særlighonorering. Mange af de områder kender vi allerede nu som emner fordecentral løn. De fleste af de jordemødre, der befinder sig påfødeafdelingerne, har faktisk særfunktioner oven i deres almindeligedaglige jordemoderarbejde. Det kan også godt være, at man kan brugenogle af de lokale midler på at sige, at så skal de have en særligbelønning som kompensation for høj vagtbelastning. Jeg er mestinteresseret i at se, hvor midlerne er henne, om muligt få hentet demhjem, og så må vi løfte os videre derfra. Vi skal jo også gøre opmærksompå, at vi er en god gruppe, og der er ikke særlig mange af os, så viskal nok få hentet noget hjem konkret. Det er jeg meget overbevist om.
Du er ikke bange for, at man får en gruppe basisjordemødre og så nogle,der farer derudad og henter pengene – en skæv lønudvikling på det her?
– Jeg kan ikke rigtig se andet end at hvis vi ikke nu accepterer enomlægning til Ny Løn, så har vi ringe vilkår. Vi får ingen penge at gøregodt med lokalt, og vi får ingen lønstigninger. Jeg tør ikke på vegne afjordemodergruppen blive stående på den gamle ordning, hvor arbejdsgiversiden også truer med opsigelse af anciennitetsaftalen, siger Lillian Bondo.
Jordemødrene og Ny Løn
Konflikten i forbindelse med overenskomsten i 1999 hang bl.a. sammenmed, at jordemødrene ikke kunne acceptere den minimale lønstigning påbasisstillingerne, og på ulempetillæggene. Ved urafstemningen blevmedlemmerne ikke spurgt om de ville acceptere Ny Løn. Det varhovedbestyrelsen, der sagde nej for dem, da man ikke kunne få forhandletslutlønnen for basisstillinger op på et acceptabelt niveau.
Hvis ny løn kan skaffe flere penge til jordemødrene – tror du så, atjordemødrene er med på ideen? Eller handler modstanden mere generelt om,at de ikke kan lide tanken om, at pengene først og fremmest går til densærlige indsats? Handler det om en uvilje mod at fordele ulige?
– Vi hører fra kredsene at hvis der ikke kommer penge på bordet, så haren overenskomst ikke en chance. Nu vil man se nogle lønkroner. Vi fårdet måske ikke helt som vi gerne vil, men jeg håber, jordemødrene vil fåøje på, at Ny Løn så er chancen for at komme videre. Ny Løn har jo denfordel, at den ikke er bundet op på et bestemt tidspunkt, så man kan i princippet forhandle Ny Løn løbende. Der er ikke en fast frist, som der var på decentral løn, med at en gang om året gør vi sådan og sådan,siger Lillian Bondo.
Målrettet kamp
Det er jo ikke svært at få øje på at sammenlignelige fag på det privateområde får væsentlig mere i løn end de fleste offentligt ansattekvinder. Er det ikke også der, jordemødrenes harme ligger?
– Jo, det er det. Det er jo et spørgsmål om, at man som jordemoder, somoffentligt ansat og som kvinde er væsentligt lavere lønnet, end man ersom privatansat og som mand. KTO havde foreslået et ligelønsprojekt,hvor man skulle sammenligne lønninger på tværs af det offentlige og detprivate arbejdsmarked. Det er blevet afvist af arbejdsgiverne og henvisttil at begge parter bærer det frem til regeringen. Der er ikke nogenrimelig sammenhæng mellem jordemødres ansvar og kompetence på den eneside og deres løn på den anden side. Der var en jordemoder på ettillidsmandskursus for nylig, som sagde det meget godt: ‘Vi skal væremålrettet aggressive, og vi skal være glade og stolte af det vi kan, ogvi skal markedsføre det som en selvfølgelighed. Det gør mændene.’ Det ernok rigtigt nok, slutter Lillian Bondo.