Jordemødre vil, som alle andre, søge livslange udfordringer og uddannelsesmuligheder.
Der synes at være en tendens til, at videre- og efteruddannelse er karriereveje, der leder væk fra klinikken i jordemoderfaget. Og det er et problem både for fagets fundament og udvikling, at vi hvert år mister dygtige jordemødre, som i kraft af deres akademiske ansættelser uden virke i klinikken gradvist taber deres kliniske kompetencer og opdatering i praksisfeltet.
Det er ikke en udvikling, vi kan bremse. Men vi kan bevæge os sammen med den. Og i den forbindelse får jeg lyst til at stille spørgsmålet: Hvor længe bør man kunne bevare sin autorisation uden at have berøring med klinisk arbejde?
Bør man kunne kalde sig autoriseret jordemoder, hvis man ikke har haft klinisk arbejde i 5, 10 eller 20 år? Jeg er helt klar over, at som lovgivningen er nu, er svaret ja, som hos alle øvrige autoriserede sundhedsprofessionelle.
| Om forfatteren |
|---|
| Katja Schrøder er uddannet jordemoder (2002) og ph.d. (2016). Hun er ansat på fuld tid som adjunkt på Forskningsenheden for Brugerperspektiver og Borgernære Indsatser, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet. Som jordemoder har Katja Schrøder arbejdet på Rigshospitalet og på Odense Universitetshospital. Har i forbindelse med sit ph.d.-studie lavet en national undersøgelse om traumatiske fødselsforløb fra den sundhedsprofessionelles perspektiv og har siden blandt andet forsket i kollegiale støtteprogrammer efter utilsigtede eller traumatiske hændelsesforløb i sundhedsvæsenet. Har været med til at stifte Dansk Jordemoderfagligt Selskab og siddet som den første formand for bestyrelsen (2018-2021). |
Af flere årsager mener jeg, at der burde være en tidsramme for, hvor længe man kan kalde sig autoriseret jordemoder uden at varetage klinisk arbejde. Det vil jeg argumentere for i det følgende.
Retten til at kalde sig jordemoder
Ifølge Autorisationsloven, §55, stk. 2, har man kun ret til at betegne sig som jordemoder, hvis man har autorisation som jordemoder. Fra Vejledning om jordemødres virksomhedsområde, stk. 4, fremgår det:
Ved al jordemodervirksomhed er det en forudsætning, at jordemoderen har de faglige kvalifikationer til at udføre virksomheden. (…) Jordemoderen har pligt til at holde sin uddannelse ved lige, følge udviklingen inden for jordemoderfaget og gøre sig fortrolig med ny viden af betydning for erhvervsudøvelsen.
Hvis man ikke har varetaget klinisk jordemoderarbejde i mere end fem år, vil jeg mene, at man ikke længere opfylder disse forudsætninger til fulde. Og konsekvensen må være, at man mister sin autorisation. Selvfølgelig med mulighed for generhvervelse, hvis man vil vende tilbage til faget.
Afkobling fra klinikken
Siden mine første dage på skolebænken på jordemoderuddannelsen i 1999 har det undret mig, at de personer, der uddanner kommende jordemødre, er personer, der har fravalgt det kliniske arbejde. Denne afkobling fra klinikken bidrager til skellet – kløften endda – mellem teori og praksis for de jordemoderstuderende, som ofte frustreres over at møde en anden virkelighed, når de kommer ud i de kliniske ophold. Lige så glad jeg var for de undervisere, der stod for vores undervisning på skolen, lige så desillusioneret var jeg over, at de havde forladt det fag, som jeg skulle ud at virke i. De, der burde være mine rollemodeller, havde fravalgt det arbejde, som skulle blive mit efter endt uddannelse. Og her godt 20 år efter er billedet stort set det samme.
Kundskab versus omsorg
I modsætning til lægefaget synes jordemoder- og sygeplejerskefaget at have opbygget en kultur, hvor man enten er i klinisk arbejde eller i akademisk arbejde. Det kan der være mange grunde til, ikke mindst at det er svært at forene de skiftende arbejdstider med en ansættelse som underviser eller forsker.
Men når det kan lykkes for lægerne, kan det vel også lykkes for os? Det kræver vilje til fleksibilitet i skemalægningen, og det er ikke en nem nød at knække. Jeg underviser selv på universitetet, og når jeg forlader et auditorium, møder jeg ofte en kittelklædt læge, der har fået lukket sit ambulatorium i to timer for at undervise. Det kan lade sig gøre.
En anden grund kan være, at de jordemødre (og sygeplejersker), der har valgt at videreuddanne sig, faktisk ikke ønsker at udføre klinisk arbejde. De ser det som et skridt ”ned” eller ”tilbage”. Eller de har fået nok af forholdene.
Måske skyldes det til dels, at der er et historisk betinget hierarkisk forhold mellem kundskab og omsorg, hvor omsorgsarbej-det rangerer lavere? En problemstilling, der er indlejret i de traditionelle kvindefags ringere løn og anseelse, og som vi for længst burde have gjort op med.
Klinikken skal have prestige
En måde at imødegå denne udvikling og give det kliniske jordemoderarbejde et prestigemæssigt løft er at kræve, at man udfører klinisk arbejde, hvis man vil bevare sin autorisation. Ikke hvert år nødvendigvis. Men et forslag kunne være, at man indenfor en fem-årig periode skal have haft en ansættelse med klinisk arbejde. I hvor stort omfang, må diskuteres. Det kan være en fast ugentlig dag, sådan en ordning har jeg selv haft på OUH for fire år siden. Det kan også være fuld tid i tre måneder hvert andet eller tredje år, en måned i sommerferien eller længerevarende ansættelser, måske kombineret med forsknings- eller udviklingstid. I privat praksis eller på et offentligt fødested.
Et krav om klinisk arbejde vil medføre, at alle os jordemødre med ansættelse udenfor klinikken bliver nødsaget til at tage stilling til, hvor vigtig vores autorisation er for os. Og om vi vil arbejde for at bevare den. Det vil give et incitament til at fastholde en klinisk tilknytning. Enten fordi det er et krav i vores ansættelse, fx mener jeg, at det bør være et krav, hvis man underviser på jordemoderuddannelsen. Eller fordi det er en helt uomgængelig del af vores faglige identitet – at vi er jordemødre.
Men det vil også kræve, at afdelingerne organiserer sig på en måde, hvor denne fleksibilitet kan lade sig gøre.
Og nu sidder jordemoderlederne måske og tænker ”nej tak, jeg skal ikke have en jordemoder gående på fødegangen, der ikke har den daglige rutine med fødsler”. Det kan godt være, at fødegangsarbejde ikke egner sig ideelt til denne løsning. Omvendt er realiteten langt fra optimal lige nu, hvor man flere steder er afhængige af vikarer eller må dække vagter udelukkende med jordemødre med få års anciennitet. Med fleksible tilgange til rotationsordninger, (gen)oplæring og funktionsbeskrivelser vil man kunne tiltrække nogle af de jordemødre med mange års erfaring, som har videreuddannet sig. Og klinisk arbejde behøver ikke at foregå på en fødegang, hvis man ikke er tryg ved det.
Teori-praksis kløften
Der er helt sikkert udfordringer forbundet med at gøre klinisk arbejde til et krav for at bevare sin autorisation. Både i forhold til planlægning og dokumentation. Men det vil opvejes af fordelene: Det vil bygge bro hen over teori-praksis kløften.
Vi ville få gjort op med den tendens, der kan være til, at jordemødre udenfor klinikken har mange – og ofte teoretisk velunderbyggede – forståelser af, hvordan man kan forbedre praksis. Mens jordemødrene i klinikken enten føler sig opgivende over ikke at have ressourcer til at implementere de gode forslag eller dybest set bliver trætte af de såkaldte gode forslag, fordi de føler, at de rammer ved siden af, hvad der er brug for. Eller hvad der er muligt. Jordemødre, der arbejder med forskning eller undervisning, ville få opretholdt ”de faglige kvalifikationer til at udføre virksomheden” som er beskrevet som en forudsætning i Vejledning om jordemødres virksomhedsområde, samtidigt med at de ville fastholde en levet erfaring med det kliniske jordemoderarbejde. Og det vil have en positiv betydning for deres undervisning eller forskning. Desuden ville de kunne aflaste de kliniske jordemødre, der kæmper med omsorgstræthed. Ud fra egen erfaring, vil jeg påstå, at der er genereret et betydeligt overskud til omsorg og hjælpearbejde, når man har været væk fra det i en periode. Denne aflastning kunne frigive flere kursus- eller uddannelsesdage til jordemødre med fast arbejde i klinikken, så de kan holde deres ”uddannelse ved lige, følge udviklingen inden for jordemoderfaget og gøre sig fortrolig med ny viden af betydning for erhvervsudøvelsen”, som beskrevet i vejledningen.
Som jordemoder kan man have brug for en pause og for nye udfordringer. For at komme tilbage med nye indsigter, nye kræfter. Rejse igen. Læse videre. Arbejde i deleansættelser mellem to institutioner. Den bevægelse burde gå i begge retninger, ind og ud, frem og tilbage, og ikke som nu, hvor den næsten kun bevæger sig ud og væk. Men den kommer ikke af sig selv, hverken hos den enkelte eller i organisationen. Derfor kan autorisationsfornyelse, med krav om dokumentation for relevant klinisk arbejde, hvert femte år være en del af løsningen på vores fastholdelsesproblemer i faget.
Dette er et debatindlæg og alene udtryk for forfatterens holdning.