I mange år har debatten på Facebookgruppen ’Jeg er Jordemoder’ været sober. For det meste. Indimellem er den kørt af sporet, og så har administrator Manja Vilhelmsen Rytter lige måttet minde om, at der skal holdes en ordentlig tone – og det samme har debattørerne mindet hinanden om internt. Men det seneste års tid er der sket noget. Nogle gange oplever hun, at bølgerne i facebookgruppen går noget højt. Endda ind i mellem så højt, at de skummer over og hiver de deltagere, der prøver at navigere rundt i det debatterende farvand, med sig ned under vandet – hvor deres stemmer forties. Det er sket i en tid, hvor debatten om løn, arbejdsvilkår og fremtidens jordemodervæsen i den grad har været oppe at vende, og hvor over 1.000 jordemødre har sagt fra på papiret – de vil ikke tage flere jobs på fødegangene, før lønnen er bedre. En tid, hvor der er har været nye grupperinger, med nye udspil, stor mediebevågenhed og aktivistiske kampe. Og her midt i det kogende farvand har Manja Vilhelmsen Rytter oplevet, at der ikke rigtig har været plads til at være kritisk over for den nye markante vej mod bedre løn og arbejdsvilkår, som mange vælger at gå. Hun oplever selv at være på en arbejdsplads, hvor der er gode muligheder for at tage sig godt af kvinderne. Og derfor delte hun i foråret et opslag om sin arbejdsplads på Slagelse Sygehus. Og den fik ikke den varmeste modtagelse – måske snarere tværtimod.
– Jeg er jo egentlig enig i målet om en bedre løn og bedre vilkår. Men jeg er uenig i vejen dertil. Med opslaget forsøgte jeg at sige det, og at der faktisk er arbejdspladser, hvor jordemødre er glade for at arbejde. Jeg er rigtig glad for mit arbejde på sygehuset og rigtig stolt af det arbejde, vi udfører. Måske kunne vi bruge de erfaringer til også at komme i dialog med beslutningstagerne, tænkte jeg, da jeg delte opslaget. Men i stedet for, at det blev startskuddet til en konstruktiv dialog, blev jeg svinet til fra flere kanter.
| Når ligesindede kommunikerer og bekræfter hinanden i de synspunkter, de i forvejen er enige i, så taler man om såkaldte ekkokamre, forklarer Rasmus Rønlev, adjunkt fra Syddansk Universitet. |
| Ofte er debatten på Facebook- sider som ’Jordemoder til Jordemoder’ og ’Jeg er Jordemoder’ sober og konstruktiv. Men til tider bliver tonen hård, og debatten kører af sporet. Og det kan have den konsekvens, at folk trækker sig helt fra debatten. Det erfarer journalist og jordemoder Manja Vilhelmsen Rytter, der er initiativtager til ’Jeg er Jordemoder’, der har 3.500 medlemmer, jordemoderstuderende og jordemødre. |
Manja Vilhelmsen Rytter fik mange reaktioner – og blev blandt andet spurgt, “hvorfor dolker du os i ryggen?”
Reaktionerne var så ubehagelige og personlige, at det fik den konsekvens, at hun for en stund har trukket sig fra debatten om løn, arbejdsvilkår og den verserende debat om, hvordan jordemodervæsenet skal skrues sammen.
– Jeg har ikke lyst til at blande mig mere i de debatter. Og hvem ved, måske er der andre, der trækker følehornene til sig.
Jordemødres ekkokammer
Når der ikke er plads til uenigheder, men ligesindede i stedet kommunikerer og bekræfter hinanden i de synspunkter, de i forvejen er enige i, så taler man inden for kommunikationsverdenen om såkaldte ekkokamre. Det fortæller adjunkt fra Syddansk Universitet Rasmus Rønlev, der har skrevet en ph.d. om debat på netaviser. Han peger på, at ekkokamre kan opstå alle steder – og måske særligt på internettet, i interessefællesskaber som fx grupper for jordemødre eller undergrupper heraf.
– Ud fra et retorisk ideal får man den bedste konstruktive debat ved, at flere forskellige synspunkter mødes i en fælles offentlighed, så andre har mulighed for at danne deres eget synspunkt. Hvis man udelukkende præsenteres for samme synspunkt, så har man et fattigere grundlag at danne sit eget synspunkt ud fra. Modargumenter går tabt i det omfang, man har et ekkokammer. Og hvis man har en dårlig fornemmelse for, hvad modargumenterne kan være, så har man i et eller andet omfang også en dårlig fornemmelse for sin medborgere, siger Rasmus Rønlev og tilføjer:
– Tit bruges ekkokammer som noget negativt, fordi der, som forfatteren Cass Sunstein har sat fokus på, måske kan være en tilbøjelighed til, at folk bevæger sig mod den mest ekstreme udgave af den holdning, som de var enige om – og derfor bliver debatten endnu mere polariseret, siger han.
Når debattørerne giver plads til uenigheder og undlader at blive personlige, fungerer debatten bedst:
– Det er som sådan ikke nyt. Allerede tilbage i antikken lavede retorikere lister over de fejl, man kan lave i en debat. Og en af dem var, at man skal undgå at svine manden til og i stedet for gå efter argumenterne. Vi skal kunne være uenige i offentligheden uden at tage livet af hinanden, siger han.
Trækker følehornene tilbage
Manja Vilhelmsen Rytter oplever egentlig ikke ’Jeg er Jordemoder’ som et ekkokammer. Måske snarere det modsatte: at der er plads til at være uenig og lære af hinandens forskellige erfaringer. Eller sådan har det været i sin tid. Men hun kan godt være nervøs for, om debatten på Facebookgrupper for jordemødre er på vej i den retning, hvor jordemødre hører ekkoet af deres egen stemme.
– I de første mange år havde ’Jeg er Jordemoder’ den bredde i debatten, som jeg oplever som det modsatte af et ekkokammer. Men nu er der risiko for, at det kan blive et ekkokammer, hvor en meget højtråbende gruppe kun tillader deres eget perspektiv på den gode svangreomsorg og slår så hårdt ned på andre holdninger og erfaringer, at man trækker følehornene helt tilbage af frygt for at få en offentlig verbal lussing.
Og det oplagte spørgsmål er så, om man bare skal tillade den her hårde tone og forsøget på at nedtone uenighederne. Ikke nødvendigvis. Ifølge Rasmus Rønlev så viser forskning i hvert fald, at de grupper, der fungerer godt, bl.a. er grupper med en eller gerne flere tydelige ordstyrere.
– Det er godt at have et regelsæt – med det gør ikke den store forskel. Der skal være en eller helst flere, der holder folk op på det regelsæt. Men det kan nærmest være et halvt- eller heltidsjob at moderere, og derfor skal der gerne være flere ordstyrere inde over. Det er ekstremt tidskrævende, og derfor ser vi også ofte, at debatten kører af sporet, fx. ved de store nyhedsmedier. Og så er det desuden ofte et frivilligt og ulønnet arbejde og kan derfor være mentalt og fysisk totalt nedslidende, og noget folk derfor opgiver. For hvis du hver dag får hældt en skidtspand ned over dig, er det svært at rumme, siger Rasmus Rønlev og tilføjer:
– Så ekkokamre har også en anden side. Der kan være nogle onlinefora, hvor det det er meget rart, at folk er enige om noget.
Uenighed er vigtigt
Manja Vilhelmsen Rytter fortæller også, at hun ikke – ene kvinde – kan stå for modereringen af ’Jeg er Jordemoder’, og hun overvejer, hvordan sitet fremover skal finde sin sunde og konstruktive debatform igen. Selvom hun har fået en undskyldning fra en af de jordemødre, der kom med spydige og nedsættende bemærkninger, så er hun stadig nervøs for, om ’Jeg er Jordemoder’ fortsætter med at være et sted, hvor jordemødre peger fingre ad hinanden snarere end de udveksler ord og meninger med hinanden. Hun overvejer derfor sites fremtid.
– Jeg synes, det er enormt dejligt, at der er de her nye strømninger inden for faget. Men det er vigtigt, at vi fortsat kan være uenige. Og når man er uenig, skal man ikke falde over hinanden og kyse dem, man er uenig med – man stadig tale pænt til hinanden. Ellers risikerer vi splittelse, og at mange trækker sig fra debatten.
Sofie Korsgaard, der er jordemoderstuderende og initiativtager til ’Jordemødre for Ligeløn’, oplever ikke, at tonen er hård i hverken ’Jeg er Jordemoder’ eller ’Jordemoder til Jordemoder’.
– Men generelt er Facebook selvfølgelig et sted, hvor tonen kan være helt forfærdelig hård. Hvis noget kommer til at fremstå lidt hårdt i grupperne for jordemødre, så tror jeg, at problemet ligger i det mere generelle omkring sociale medier – nemlig at de fleste kan blive mere ærlige og markante i deres holdninger, når man debatterer på skrift, end man måske ville have været ansigt til ansigt, siger Sofie Korsgaard.
Hun gør selv meget ud af at svare folk pænt og vil generelt opfordre til, at man ikke taler grimt til hinanden – og at man holder sig til sagen i stedet for at blive personlig:
– Jeg ikke selv stødt på nogle debatter, hvor sproget var grimt eller nedladende. Men det er klart, at i forhold til vores erklæring, er bølgerne gået højt. Det er forventeligt, og der skal være plads til at mene det, man mener. Det er vigtigt, at jordemødre skal kunne debattere og være uenige. Hvordan skal vi ellers nogensinde opnå forandringer, spørger Sofie Korsgaard.
Efter redaktionens slutning har Manja Vilhelmsen Rytter trukket sig som administrator for ’Jeg er Jordemoder’ og har overladt administrationen til en gruppe jordemødre, der skal administrere gruppen i fællesskab.