Jeg hilser bogen ‘Efterveerne – Den traumatiske fødsel’ velkommen som et supplement til litteratur på jordemoderuddannelsen og til alle sundhedsprofessionelle indenfor svangreomsorgen. Jeg tror, at der for de fleste jordemødre er rigtig meget ‘kendt viden’ i bogen. Men den giver alligevel anledning til refleksion og kan måske være springbræt til, at vi får diskuteret de komplekse spørgsmål: Hvorfor har nogle kvinder så traumatiske fødselsforløb, og hvad kan vi gøre ved de?
Systemet
Det kan næsten være svært at mobilisere bogstaverne henover papiret i denne sammenhæng. For man bliver så træt, fordi det bliver en gentagelse af en sang, vi har sunget så mange gange før. Jeg tror, at både jordemødre og fødende kvinder kan få øje på, at vilkårene i den danske svangromsorg ikke giver de optimale rammer for jordemoderfaglig omsorg til den enkelte kvinde. Og vi er nødt til at have denne virkelighed med i vores betragtning, når vi skal adressere de traumatiske forløb.
Jordemoderen
På trods af ovenstående er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kunne gøre det bedre i forhold til kommunikation og nærvær. Historierne i bogen vidner om et stort svigt fra jordemoderens side, og jeg tror, at vi alle kender lignende historier fra vores konsultationer, hvor kvinder fortæller om deres tidligere fødsler i forbindelse med en ny graviditet. Ordentlig kommunikation handler ikke blot om fyldestgørende information (i de værste tilfælde mangler begge dele), og det handler ikke nødvendigvis om manglende tid. Nogle af de kvinder, der føler sig forladte, alene og bange, fortæller, at de ikke fysisk er alene på stuerne. Nogle af dem fortæller om at blive afvist eller ikke blive lyttet til, når de har forsøgt at bede om hjælp midt i en kaotisk, angst-provokerende og smertefuld situation. Jordemødre er ikke tryllefeer, der kan få alle smerter og farer til at forsvinde, når det bliver for svært at være i. Men kvinden må aldrig nogensinde være i tvivl om, at vi er på hendes side, og at vi gør alt i vores magt (som dog har sine begrænsninger) for at få hende og hendes barn sikkert og godt igennem fødslen. Dette indebærer selvfølgelig, at vi til hver en tid har ansvaret for at sikre en empatisk og nærværende kommunikation under hele forløbet. Også når der skal handles hurtigt. Jeg vil påstå, at det kan lade sig gøre, for det handler ikke om lange udredninger og informerede samtykker, men om tillid og en helt grundlæggende følelse af at være på samme hold. Uanset hvor kompliceret fødslen måtte udvikle sig. Den følelse har vi ikke været i stand til at give kvinderne i bogen.
Vores forståelse af traumer
Bogen fremkommer med forskellige tal, som det ikke helt er muligt at følge referencerne på. Uanset så er det et område der må herske en vis uvished omkring, både i forhold til definitionskriterier og mørketal. Jeg vil ikke forholde mig til PTSD-diagnosen, men til udsagnet om, at 20-33 procent af alle kvinder oplever deres fødsel som traumatisk. Min første tanke er, at det står skidt til for vores art, hvis vores reproduktion traumatiserer op imod hver tredje kvinde. Min næste tanke er, at fødsler er voldsomme. Der er voldsomme fysiske kræfter og smerter på spil, og emotionelt bliver vi overvældet af stærke, intense, frygtsomme og sårbare følelser i forhold til barnet og/eller selve fødselsoplevelsen. Jeg har den dybeste respekt for og medfølelse med alle de kvinder, der har haft en traumatisk fødselsoplevelse. Det er en meget, meget hård måde at blive mor på, og fortællingerne i bogen vidner også om en svær og i virkeligheden sorgfuld barseltid. Som jordemoder og som kvinde ville jeg ønske, at ingen skulle igennem et sådan forløb. Men helt eliminere dem, det kan vi ikke. Ligesom vi ikke kan eliminere alt anden smerte her i livet. Sygdom, livskriser, ufrivillig barnløshed, ulykker og dødsfald – der er ingen af os, der går fri. Traumatiske fødsler (som ikke er defineret af en objektiv vurdering af forløbets sværhedsgrad, men af kvindens egen oplevelse og grad af frygt undervejs), kan vi ikke fjerne fra menneskets eksistens. Det er frygteligt smertefuldt, når noget, der skulle have været ‘den største oplevelse i ens liv’, ender med at blive den værste oplevelse i ens liv. Men kan det være, at det er en del af livets uforudsigelighed og grundvilkår? Hvor gerne vi end vil kontrollere og styre denne vigtige begivenhed, så må vi erkende, at også her bliver vi tildelt forskellige kort i lotteriet. Jeg har en oplevelse af, at nogle kvinder slet og ret er mere heldige end andre, hvad fødsler angår. Nogle kvinder føder bare nemmere – godt for dem – mens andre skal et meget længere og/eller mere smertefuldt og/eller voldsommere forløb igennem.
Det virker benhårdt, når jeg skriver, at ‘sådan er livet’. Men helt essentielt så vil jeg ikke desto mindre mene, at det er tilfældet. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at vi ikke får (har?) en kulturel forståelse af traumatiske fødsler, som noget der ikke må kunne ske. Det kan ske. Og for nogle vil det ske. Nogle er i større risiko end andre for at få en kompliceret fødsel, ligesom nogle er i større risiko end andre for at opleve fødslen traumatisk.
Organisering af svangreomsorgen
Det efterlader os med spørgsmålet: Hvad gør vi ved det? Mulighederne er mange, midlerne er få, men jeg tror, at alle jordemødre deler en forståelse af, hvordan vi kan forebygge nogle af disse forløb, både med en bedre indsats i graviditeten, under fødslen og i barselperioden. Vi kunne ønske os mere tid, mere omsorg, bedre forberedelse, kontinuerlig støtte under fødslen og bedre opfølgning bagefter. Punktum. Jeg har en fornemmelse af, at finanslovens økonomiske indsprøjtning til landets fødeafdelinger ikke rækker specielt langt i denne sammenhæng, men det er muligt, at jeg tager fejl.
Egne rækker
Uanset de ydre rammer, så er vi nødt til også at vende blikket indad. Ligesom de fleste bilister mener, at de kører bedre end gennemsnittet, så kan man overveje, om de fleste jordemødre mener, at de traumatiske fødselsoplevelser kun sker på nogle andre stuer end deres egne? Hvem er det, der giver kvinderne oplevelsen af at være alene og ikke blive lyttet til? Hvem sidder bag computeren og siger "Jaaaa…. Jaaaa….", når kvinden skriger, at hun har pressetrang (som beskrevet i bogen)? Hvem virker afvisende og nærmest fjendtlig på en måde, så kvinden slet ikke føler, at hun kan række ud og få hjælp og medfølelse? Det bør vi virkelig sætte os for at undersøge. Er det en del af vores allesammens virkelighed, at vi (engang imellem?) kommer til at svigte så fundamentalt, at vi slet ikke har den kontakt med kvinden, som vi ellers anser som en del af vores kernefaglighed? Eller er det et problem for kun en gruppe af vores kollegaer? Er det i virkeligheden også et spørgsmål om svigt (eller berøringsangst) fra ledelsens side? Kunne man forestille sig, at den gruppe af (måske meget udbrændte?) jordemødre, der ikke magter den relationelle side af deres fag, skulle tilbydes supervision og en periode væk fra fødegangen til at afklare deres fremtidige arbejdsliv? Hvis ansvar er det, hvis en kollega har en hård tone eller en mindre empatisk tilgang overfor de fødende kvinder? Hvor er ledelsen henne i forhold til denne problematik?
Forebyggelse er ikke svaret på alt
Og så er der tilbage at kigge på vores grundlæggende accept af livets svære vilkår. Fødsler er ikke kun svære og voldsomme, fordi vi ikke har haft god nok forberedelse, eller fordi jordemoderen ikke har gjort det godt nok. Det er de også alligevel! Vi må ikke bilde os selv ind, at vi kan forebygge os ud af alting her i livet. Det er en illusion. Jeg vil gerne slutte med et citat fra en kvinde i bogen:
Tænk sig, at en fødsel kan knække eller rejse et menneske! Dét ville jeg ønske, at alle jordemødre vidste. At de er bevidste om, at deres arbejde ikke blot er at hjælpe den fødende med at bringe barnet til verden, men også at de har stor magt over den fødendes mentale tilstand under fødslen, men også efter. Jeg vil vove den påstand, at jordemoderen i mange tilfælde kan påvirke moderfølelsen, tilknytningen til barnet og den følelsesmæssige oplevelse af en fødsel – og det i begge retninger (s. 140).
Det ved alle jordemødre godt. Vi ser det som en af vores vigtigste opgaver at ‘rejse’ så mange mødre som overhovedet muligt og at skabe de bedste betingelser for tilknytningen til deres børn. Men det siger en del, hvis kvinderne kan komme i tvivl om, at vi har den viden, og det må give anledning til refleksion hos os alle.