Hvad er problemet?
Jordemødre tjener for lidt i forhold til deres uddannelse, store ansvar og høje vagtbelastning. Det kan man grundlæggende ændre på to måder:
1) Via overenskomstforhandlingerne, som gælder nationalt eller
2) Via lokale lønforhandlinger, som forhandles mellem tillidsrepræsentanterne og hospitalsledelserne på de enkelte arbejdspladser.
Det er bedre for jordemødrene, hvis den lokale lønandel er højere, end den historisk set har været. Derfor skal vi have den til at stige.
Hvad mener vi?
Det kan synes som tekniske detaljer, om den lønstigning, du i sidste ende får, kommer fra de indledende overenskomstforhandlinger eller fra efterfølgende lokale lønforhandlinger. Men det er absolut ikke tilfældet:
Sagen med de lokale lønandele er, at de er ekstra penge, som kommer oveni de overenskomstregulerede stigninger. Frem til 2011 aftalte man ved overenskomstforhandlingerne, at en del af overenskomstmidlerne skulle aftales lokalt.
De var med andre ord forlodsfinansierede og gik dermed fra den indledende nationale pulje.
Sådan er det ikke længere. Lønstigningerne, man i dag får via lokallønsforhandlinger, kommer oveni rammen for overenskomstforhandlingerne. Derfor arbejder Jordemoderforeningen meget aktivt for, at lokallønsandelen skal stige.
Ydermere går lokale løntillæg til den enkelte jordemoder med det samme, når hun fx har fået en ny funktion, og stiger ikke blot hvert halve år, som de overenskomstmæssige reguleringer.
Hvad gør vi ved det?
Jordemoderforeningen uddanner de tillidsrepræsentanter, som varetager de lokale lønforhandlinger. Gennem de fire moduler på uddannelsen klædes de på i forhandlingsteknik, som de gør brug af i de lokale lønforhandlinger med hospitalsledelserne.
Samtidig udøver foreningens Løn- og ansættelsesafdeling hele tiden support til tillidsrepræsentanterne i forbindelse med lokale forhandlinger landet over.
At hæve lokallønsandelen er tidskrævende og et langt sejt træk. Over 10 år fra 2010 til 2020 blev andelen hævet med ca. 1 procentpoint til 6,7 %. Siden er der kommet langt mere gang i udviklingen, og ved udgangen af 2022 lå andelen på over 10 %. Nogle af de midler er midlertidige, men fordi man ikke kan rense tallene for dem, kan vi ikke sige præcist, hvad den ’rigtige’ andel er. Men regionale aftaler i tre af de fem regioner om varige lønmidler gør, at vi med sikkerhed kan sige, at andelen er klart forbedret.