Vi er alle i samme båd- eller er vi?

Emnet for denne måneds leder ligger mig meget på sinde. Det har det altid gjort, men det er blevet særligt aktuelt efter vores langvarige strejke. Emnet er enkelt at forklare, men i sagens natur noget mere kompliceret at finde fælles løsninger på. At diskutere emnet kan vække stærke følelser og kan afsløre meget forskellige syn på grundlæggende værdier i vores samfund. I andre tilfælde er det mere enkelt og handler om prioritering i en trængt privatøkonomi.

Det handler om uorganiserede jordemødre.

Jordemoderforeningen har traditionelt haft en meget høj organisationsprocent, og det har vi stadig sammenlignet med andre fag. Men stigningen i antallet af jordemødre, der har meldt sig ud af foreningen i de seneste otte måneder, giver anledning til bekymring. Udmeldelserne er geografisk meget skævt fordelt;region Hovedstaden har en kedelig føring på feltet, så vi i dag har fødesteder i regionen, hvor over ti jordemødre står uden for foreningen.

Der skal ikke megen matematikkundskab til for at regne ud, at jo flere, der melder sig ud, jo mere skal vi andre betale for at drive en forening, der som en af sine hovedopgaver har at arbejde for bedre løn- og arbejdsforhold for alle jordemødre.

Det er ikke fair over for de mange, der betaler til dette arbejde i form af kontingent. For bemærkelsesværdigt er det jo, at alle, både inden for og uden for foreningen, høster de resultater, som organisationen alene og i fællesskab med andre har sikret gennem årene.Det er heller ikke fair over for tillidsrepræsentanterne ude på arbejdspladserne og det store arbejde, de udfører for deres kolleger. Uorganiserede ansatte på en arbejdsplads sætter altid tillidsrepræsentanten i en svær situation, fordi hun som Jordemoderforeningens repræsentant selvfølgelig ikke kan arbejde aktivt for de kolleger, der ikke er medlem af foreningen.

Solidaritet er et meget vidt begreb, der kan forstås på mange måder. Jeg talte på et tidspunkt med en ung jordemoder, der havde meldt sig ud. ”Jeg har valgt at være solidarisk med mig selv”, var hendes begrundelse.

Jeg håber og tror på, at hun på et tidspunkt vil blive overbevist om, at hun er mere solidarisk med sig selv ved at være en del af fællesskabet, ja, at det faktisk er en nødvendighed for hende at være med i hendes egen faglige organisation.

Også professionsinteresser skal have et ståsted.Kan man tænke sig en læge, der ikke omfattes af sin professionelle forenings indsats på alle planer? Nej, vel? Hvorfor så en jordemoder?

Vi skal og må stå sammen om at forbedre vores vilkår og forbedre den professionelle ydelse. Og jeg vil bede alle medlemmer af foreningen være med til at gøre en indsats for dette ved at byde alle ikke organiserede jordemødre velkomne i foreningen — igen. Sammen er vi stærkere.Vi skal og må stå sammen om at forbedre vores vilkår og forbedre den professionelle ydelse. Og jeg vil bede alle medlemmer af foreningen være med til at gøre en indsats for dette ved at byde alle ikke organiserede jordemødre velkomne i foreningen – igen.

Sammen er vi stærkere.



”Uorganiserede ansatte på en arbejdsplads sætter altid tillidsrepræsentanten i en svær situation.”
Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen